Det kom forleden frem, at Nintendo 3DS - i modsætning til næsten alle sine forgængere - vil have regionslås, lige som vi kender det fra de stationære konsoller. Traditionelt har Nintendos håndholdte været regionsfri, hvilket betyder, at man med meget få undtagelser kan spille DS- og Game Boy-spil købt i USA eller Japan på en konsol købt herhjemme.
Nyheden er kommet via bagveje, så vi kan kun gisne om Nintendos motivation for denne ændring, men uanset hvordan man vender og drejer det, er det en dårlig nyhed for Nintendos kunder - spillerne. Regionslås er en arkaisk ide, der hører hjemme i sidste århundrede, men før vi kommer ind på hvorfor, tager vi en lille historielektion.
Den første konsol, der havde indbygget regionslås, var den gamle NES. Det var et biprodukt af den lille chip, der skulle sørge for at maskinen kun kunne afvikle Nintendo-godkendte spil. En vigtig del af konsolfabrikanternes indtjening har altid været de licenspenge, som udgivere skal betale for at få lov at udgive et spil til konsollen. Men NES-maskiner solgt i forskellige regioner havde forskellige chips, og det betød, at spil købt i USA ikke kunne spilles på maskiner i Europa.
Det var midt i 80'erne, dengang EU stadig hed EF, Internettet dårligt nok eksisterede, og globalisering var et ord kun økonomer og sociologer havde hørt om. Altså var det ikke bare svært at købe spil fra de andre regioner, men alene det at få overblik over de udenlandske markeder var en udfordring. Derfor var regionslås ikke så stort et problem.
Eller, det burde det ikke have været. Europa var dog stadig delt i to regioner, med Storbritannien og Italien i den ene, og resten af Europa i den anden, og spil var ofte udstyret med et A eller et B på forsiden, for at vise hvilken af de to de fungerede med. Det samme gjorde sig gældende for Pal-standarden, der havde flere varianter. Åndsvagt.
Men dengang i 80'erne, og for den sags skyld også 90'erne, var regionskoderne ikke kun til for at genere folk. De havde også et praktisk formål. Europæiske og amerikanske fjernsyn var nemlig bygget efter to forskellige standarder, henholdsvis PAL og NTSC, og de to er ikke kompatible med hinanden. Opløsningen på PAL er for eksempel en smule højere, mens billedhastigheden på NTSC er 60hz mod PALs 50hz. Et amerikansk spil ville derfor køre omkring 16% langsommere på en europæisk NES, og den slags er opskriften på tekniske problemer.
Set i bakspejlet kan man derfor godt (med lidt god vilje) forklare regionslåsen ud fra et ønske om at beskytte kunderne og sikre dem den bedste oplevelse.
I dag er sagen en helt anden. Ethvert halv-moderne fjernsyn kan vise billeder i et væld af forskellige formater, opløsninger, hastigheder og så videre. I modsætning til før har vi nu en universel forbindelsesstandard, HDMI, og hardware og spil er for længst blevet avancerede nok til, at de ikke behøver låse sig selv til billedhastigheden på fjernsynet. Rent praktisk er der ingen grund til at et amerikansk eller japansk spil ikke skulle kunne køre på en europæisk konsol.
Men hvad der er endnu vigtigere er, at verden i dag er en helt anden. Takket være Internet, globalisering og alt det der, har vi i dag det fulde overblik over hvilke spil, der er ude hvor, og hvis vi vil købe et af dem hjem, kræver det ikke andet end et kreditkort og et par klik med musen.
Ud fra et forbrugermæssigt synspunkt er der ingen grund til at have regionslås i dag. I stedet er det bare en arbitrær begrænsning på vores handlefrihed, og det hører ingen steder hjemme. Grunden er selvfølgelig, at hvis du køber et spil fra USA, får den pågældende konsolfabrikants europæiske afdeling ingen penge ud af det, hvilket måske er synd for dem, men ingen betydning har overhovedet for dig som forbruger. Det rager os en høstblomst hvordan deres selskaber er struktureret internt.
På mange måder er det hul i hovedet. Vi har en situation, hvor vi gerne vil give vores penge til udgiverne, men skal igennem alle mulige krumspring for at få muligheden - hvis det da overhovedet kan lade sig gøre. Det er en uhyrligt gammeldags tankegang, der, som sagt, hører til i forrige århundrede.
Sony har fattet det, ved at lade PlayStation 3 være regionsfri. Microsoft har til dels fattet det, ved at lade regionsbegrænsninger være op til den enkelte spiludgiver. Nintendo har derimod siddet fast i fortiden med det ene ben, i og med at Wii er regionslåst - og nu har de åbenbart også rykket det andet ben tilbage, i kraft af at de dropper regionsfriheden fra deres håndholdte. Der er ikke nogen undskyldning.
