Witcher-veteraner ved, hvad kultspillet Wild Hunt egentlig handlede om. Nej, det handlede selvfølgelig ikke om at blive genforenet med Ciri eller om at nedlægge monstre. Geralts vigtigste prioritet var at udfordre alle sine venner til en runde Gwent, minispillet der tog en hel spilverdenen med storm for snart ti år siden. Siden Witcher III udkom i 2013, har det stærkt vanedannende kortspil fået nyt liv i et selvstændigt spil, og Gwents smukke artwork er blevet printet af ivrige samlere verden over.
Det har altid været oplagt for Gwent at tage skridtet fra digitalt format til fysisk brætspil, især for mig, der har spillet Gwent på min tablet i over ti år. Nu har CD Projekt RED endelig gjort drømmen om et officielt Gwent-spil til virkelighed - et spil du kan hive frem på den nærmeste brætspilscafé eller hjemme ved køkkenbordet over en øl. Endelig, tænkte jeg, da jeg første gang åbnede æsken og fyldte spisebordet med Witcher-universets pendant til poker. Endelig kunne jeg dele en spilglæde, der har været så dybt rodfæstet i mit spilrepertoire!
Efter et dusin runder Gwent føler jeg mig dog mest af alt splittet i forhold til det legendariske kortspil. Jeg kan ikke slippe følelsen af, at Gwent bare var tænkt som noget digitalt, for det fysiske format afslører mest, hvor gammelt og stift konceptet egentlig kan være, hvis det ikke tilpasses ordentligt. Konceptet er nemlig præcis som du kender: Du starter med ti kort og placerer kort på tre forskellige rækker for at sprede dine point (man vil jo ikke lægge alle æggene i samme kurv). Det foregår over tre runder - den, der samler flest point i to af tre runder, vinder! Indtil videre er det ikke et problem.
I fysisk form lider deckbuilding-delen dog, fordi de strategiske forskelle mellem spillets fraktioner er minimale. Det er flotte og kvalitetsrige kort - det skal indrømmes. Du kan spille som Nilfgaard, Scoia'Tael, Northern Realms, Monsters og Skellige, og den samme smukke artwork fra minispillet pryder de tykke kort. De fleste kort har dog ingen særlige evner, og alle fraktioner har identiske kort. I in-game spillet fungerede det fint, fordi man kunne bruge de samme kort på tværs af fraktionerne, men i et fysisk spil bliver manglen på identitet tydelig, og taktikken bliver hurtigt repetitiv. Det eneste, der reelt skiller fraktionerne ad, er lederkortene, hvor du kan vælge mellem fem lederkræfter, der skal give dig en unik fordel. Alligevel mangler der et strategisk dybere lag.
Det var noget, CD Projekt RED forstod med det samme, da de udviklede et Gwent-spinoff til mobilen (den version jeg spiller dagligt), hvor hver fraktion har unikke kort, der passer til dens personlighed. Nilfgaard satser helhjertet på spioner og at sabotere modstanderens deck, mens Scoia'Tael fokuserer på fælder og elverdominans. Den slags variation finder man desværre ikke i brætspils-Gwent, selv om der er små spor her og der - men det var selvfølgelig forventeligt. Det officielle brætspil har aldrig været tænkt som andet end minispillet i fysisk form; jeg siger bare, at oversættelsen til papkort ikke fungerer lige så godt.
På den ene side sætter jeg faktisk pris på Gwents enkle elegance og har altid gjort det. Her handler det ikke om at kombinere vilde effekter som i mange moderne kortspil - det handler om at ramme det rigtige tidspunkt at passe sin tur på og om at "bløde" modstanderen for kort, når du først har fanget dem i en krog. Det er sjovt at se, hvordan modstanderen forsøger at forberede sig på worst case-scenarier, som svidende Scorch-kort eller perfekt timede spioner. Det er dét, Gwent altid har handlet om: at finde balancen mellem dine point og antallet af kort på hånden. Har du færre kort end modstanderen, risikerer du mod rundens slutning at sakke bagud. Enkelt og elegant.
På den anden side giver det fysiske Gwent mest et fladt og rodet indtryk, når man skal gange point sammen og holde styr på vejreffekter - noget der jo skete automatisk i Wild Hunt. Jeg er heller ikke fan af de tilføjede spiltyper som Free For All, 2vs2 og Solo, der mest føles kluntede og påklistrede. Regelbogen er også noget rod, så sørg for at spille med nogen, der rent faktisk ved noget om Gwent. Og når prisen ligger på solide 300 kroner, havde jeg nok forventet et rigtigt spillebræt og ikke det sammenfoldelige papbræt, No Loading Games leverer.
Lever Gwent: The Legendary Card Game op til legenden? Både ja og nej. Det er præcis det, du forventer fra minispillet og forsøger ikke at være noget andet, men som deckbuilder falder det fladt. Hvis du bare vil eje det som en slags videospil-trofæ, eller hvis du ønsker at udvide din Witcher-samling, vil du helt sikkert sætte pris på æsken - mest fordi du får alle de kort, du brugte hundredevis af timer på at samle i tv-spillet. Som et kortspil på 25-30 minutter fungerer Gwent også som et fint lille tidsfordriv, hvor boksen kommer med færdigbyggede decks. Men som duellspil findes der langt bedre alternativer, hvis man vil spille noget hurtigt og smidigt.
Score: 5/10
Antal spillere: 1-5 (bedst med to)
Spilletid: 20-30 minutter
Kompleksitet: 2/5
