Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Vi anmelder brætspillet The Hobbit: There and Back Again

Vi er vendt tilbage til Middle-earth endnu en gang.
GR Staff Editorial Team Opdateret 19 juni 2026

Det ser meget godt ud, ikke?

Ringenes Herre er noget, der altid falder i god jord hos undertegnede. Jeg vil næsten strække mig til at sige, at det er mine yndlingsfilm. Hvis man må bage en hel trilogi sammen til én enkelt film, ja, så er Ringenes Herre nok min absolutte favorit. Faktisk. Jeg bliver aldrig træt af den. Jeg har desuden spillet en del computerspil baseret på trilogien, og selv brætspil er blevet nydt gennem årene - for eksempel en Risk-variant. Nu har jeg haft den udsøgte fornøjelse at prøve et spil baseret på den markant svagere, men stadig småt fantastiske Hobbitten-trilogi - nærmere bestemt terningespillet The Hobbit: There and Back Again.

Dette er et af de første deciderede terningespil, jeg har kastet mig over. Altså hvis vi ser bort fra Yatzy og den slags klassikere, og i stedet kigger på dette specifikke format. Jeg er primært vant til brætspil som Ticket to Ride, Pandemic og Azul, for bare at nævne nogle få, så mekanikker baseret udelukkende på terninger er nyt land for mig. Men det er jo altid en gave at udvide sin horisont!

Jeg vælger at lægge ud med selve regelsættet. Planen var at spille det sammen med min gode kammerat Bänke, som er en yderst erfaren brætspilsentusiast - han har et betydeligt bredere spektrum end mig, når det kommer til pap og brikker. Jeg rakte derfor regelbogen over til ham og lod ham agere regellæser. Han sad og mumlede lidt for sig selv og nikkede godkendende undervejs, hvilket jo normalt er et glimrende tegn. Der gik et stykke tid i total tavshed, hvorefter han kiggede op på mig - der sad topmotiveret og klar til at rulle - og udbrød: "Jeg fatter det ikke." Det skal retfærdigvis siges, at det var en lørdag efter klokken 21, og vi skulle i gang med vores allerførste spil. En dybere forklaring er nok overflødig.

Nogle dage senere opdagede jeg dog, at der var en QR-kode i regelbogen, som guidede mig videre til en 20 minutter lang YouTube-video. Den video var virkelig god, så den kan jeg varmt anbefale, hvis man har svært ved at gennemskue reglerne på skrift. Det kan selvfølgelig sagtens være undertegnede, der er fuldstændig inkompetent, når det kommer til brætspilsregler - det vil jeg ikke afvise. Det er faktisk det mest sandsynlige, men videogennemgangen på YouTube var under alle omstændigheder en gigantisk hjælp for mit vedkommende.

Der er mange små tokens at holde styr på.

Spillet er designet til 1-4 personer, og alle spillere får udleveret hver sin eventyrguide samt en tuschpen med tilhørende viskelæder ved start. I denne guide finder man otte scenarier, man kan spille sig igennem - alle baseret på forskellige nøglescener fra filmene (dog ikke fra den tredje film), heriblandt dværgenes ankomst til Bag End, gåder i mørket med Gollum og Smaugs angreb på Lake-town.

Der bruges faktisk relativt få komponenter til de forskellige scenarier. Der er papbrikker, som forestiller brød, kogler og sværd, en sort T12-terning samt fem T6-terninger med forskellige symboler. Der er ikke et eneste scenario, hvor man skal bruge alle disse komponenter på én gang. Når først man har lært at afkode de forskellige scenarier, fremgår det tydeligt, hvilke dele der skal i spil, og ellers står det skåret ud i pap i regelbogen. I det første scenario skal man eksempelvis kun bruge sværd-brikkerne og de fem T6-terninger - en helt perfekt og overskuelig start til at lære spillets grundlæggende mekanikker. Det mest indviklede her er reelt pointoptællingen i slutningen af scenariet. Dette bliver dog forklaret pædagogisk i YouTube-videoen, men også i regelbogen. Man kan desuden regne det ud selv ved at kontroltælle lidt på kortet og afstemme med pointsiden.

Det er et ret simpelt spil på den måde.

Oftest går spillet ud på at kaste de fem T6-terninger. Man indleder en runde med, at den laveste person får lov at starte (hvis man bliver tøsesur over den slags, vælger man naturligvis bare en startspiller på traditionel vis, men reglen skal selvfølgelig symbolisere, at dværgene, der ankommer til Bag End, er noget lavere end for eksempel Gandalf). Spilleren ruller alle fem terninger og vælger tre af dem (hvis man spiller to personer - er man flere, fungerer det en smule anderledes), mens den næste i rækken snupper de resterende to terninger. Derefter ruller den samme spiller alle terninger endnu en gang, men nu må man kun vælge én terning, hvorefter spiller et tager en mere, spiller to tager en mere og så videre, indtil alle fem terninger er fordelt. Derefter er det turen til den spiller, der før kun fik to terninger, til at kaste alle fem og vælge først, og sådan fortsætter man, indtil scenariet er slut. Ganske ligetil, når først man har fået styr på reglerne. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at teste det med tre eller fire spillere endnu, men sværhedsgraden - og til dels også spiltiden - bliver helt sikkert højere, da der så vil være færre terninger, man reelt har lyst til at vælge, fordi der sidder to eller tre spillere før en selv, som når at hapse af de fire resterende, inden det igen er ens egen tur til at vælge.

Kort sagt er The Hobbit: There and Back Again et rigtig underholdende spil. Jeg tager mig selv i med jævne mellemrum at gå og have lyst til at finde det frem. Det kunne være super spændende at teste det med flere spillere, men det har der simpelthen ikke været mulighed for i løbet af denne anmeldelsesperiode. Selvom jeg ikke ligefrem har den store erfaring med terningbaserede brætspil, kan jeg varmt anbefale dette. Det byder på otte scenarier, der udfordrer på forskellige måder, og da hvert scenario tager mellem 20-30 minutter, kigger vi på en samlet spiltid på omkring fire timer.

  • Karakter: 8/10
  • Spilinformation:
  • Anbefalet alder: 10+
  • Gennemsnitlig spiltid: 30 min. (per scenario)
  • Antal spillere: 1-4
  • Pris: ca. 225 kr.

Editorial Team Articles published under the Gamereactor byline are the work of the site's editorial team, covering news, releases and the wider industry across Gamereactor's European editions.
Fuld profil Gamereactor-skribent siden 1998 · 1.128 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.