Vi anmelder noget af Nintendo Switch Sports

Selvom at entusiaster ofte peger på spil som The Legend of Zelda: Breath of the Wild, The Elder Scrolls V: Skyrim eller Batman: Arkham Asylum som værende sande fænomener i deres vennekreds, så må man heller ej glemme det verdensomspændende fænomen Wii Sports var omkring sin lancering.

Det blev spillet i hjemmet af familier, på plejehjemmene, som lettere letsindig fitness i diverse centre, og på livet løs på fritidshjem og i skolerne. Det var alle steder, ja faktisk er det blandt de bedst sælgende spil nogensinde med over 82 millioner solgte eksemplarer.

Så at følge op på den succes kan ikke have været let, men nu prøver Nintendo altså, og de lancerer nu Nintendo Switch Sports på en præcis lige så populær platform (hvis ikke mere) end Wii'en var dengang. Stregerne er altså kridtet op, og forudsætningerne er gode for endnu en succes.

Lad mig dog starte med at sige, at alle former for online-spil har været bandlyst i testperioden, som virkelig gør det svært at udtale sig bredt om hele oplevelsen. Nej, vi har været begrænset til lokal multiplayer, som jeg har udført med min lettere gravide kæreste, og min lillebror. Vi har dog gennemtæsket alle seks inkluderede sportsgrene, et antal der desuden udvides med tiden igennem DLC.

I vores artikel gennemgår vi alle seks slavisk, men pointen er sådan set bare, at der er rigeligt med variation i disse seks sportsgrene allerede, og jeg tør godt spå at spillere ikke kommer til at mangle noget at tage sig til det første lange stykke tid. Jo, præsentationen af lidt kølig, og menuer, avatars, og hele den Mii-inspirerede industrielle stil gør ikke rigtigt spillet nogen store tjenester. Jo, jeg ved at hele pointen er at det skal være relaterbart, men måske havde det været en idé at krydre det med lidt Nintendo-magi? Lidt farve her, lidt Mario der - du ved, lidt charme?

Men det betyder ikke at sportsgrenene ikke er sjove? Særligt Badminton har været et højdepunkt, eftersom du har mere komplet kontrol over positionering og timing, og derfor kan dyste mere direkte imod din modstander her. Volleyball lod ved første øjekast til at tilbyde noget der ligner det samme, men efter noget der ligner 10 kampe stod det ret klart, at det her handler mere om timing end positionering, eftersom alle bolde lidt starter og slutter på samme måde. Du kan faktisk bare stå stille, og bevæge din hånd tidsnok til at eksekvere et oplæg eller en smash, ja alt efter hvad der står til at være næste bevægelse i den faste sekvens. Igen; det kan være at multiplayer tilføjer noget uventet, men det var ikke muligt at teste.

Det samme kan, desværre, siges lidt om tennis, eftersom det at spille imod en eller flere modstandere lokalt hurtigt blev lidt... ja, monotont. Måske er det fordi at trackingen lige præcis er upræcis nok til at det er timing der bestemmer retningen på et slag, ligegyldig om det er et lop eller en smash. Det er ikke fordi det ikke er underholdende, men det er dog så centreret omkring timing snarere end retning. Det er i øvrigt det samme med fodbold, og med Chambara.

Bowling er stadig genialt. Nej, det er ikke lige så action-packed, men her kommer trackingen mere til sin ret, hvor skruer, twists og andre strategier bonger mere ud, og hvor man virkelig kan se en indlæringskurve foran sig til den helt store guldmedalje.

Badminton og bowling er altså lidt "the saving grace", som distraherer fra en lidt kedelig præsentation, og en samling sportsgrene der er underholdende, tag ikke fejl af det, men måske er fanget lidt imellem fastlåste spilmekanikker og realistisk sporing af fysiske bevægelser med en Joy-Con. Det hele er relativt præcist, og du vil uden tvivl have det skønt med hele familien her, eller vennerne mens du er stiv, eller bare hygge dig med din partner.

Så er Switch Sports en skuffelse? Nej, det er det nok ikke, for ligesom Wii Sports så er der magi her, en slags universel appel, og ingen af disse sportsgrene (muligvis med undtagelse af fodbold) føles direkte upræcise. Men nogen revolution er det heller ikke, og forhåbentlig betyder implementeringen af multiplayer at indtrykket af de mere fastlåste timing-baserede sportsgrene får det der krydderi som der er brug for.

Det vil nok også hjælpe at se progressionssystemet gå online, for det er her heller ikke. Nej, i singleplayer er der ingen levels, eller noget meta-system overhovedet, men via online klatrer du fra Rank E til Rank A, der nok også bidrager til følelsen af fremgang.

Jeg vender tilbage efter mere erfaring med online-delen af spillet, når jeg har set om hvorvidt eksempelvis double-kampe i tennis og badminton kan afvikles uden lag, og om det hele glider afsted.