2023 tegner til at blive en stor begivenhed for spil generelt, men de der er specielt er interesserede i hvad bilspilsgenren har i vente, bør også være mindst lige så spændte. Der er masser af projekter planlagt for dette år, og for at få dig opdateret på hvert enkelt projekt har vi lavet denne praktiske liste.
Forza Motorsport
Udgivelse: Forår / Platform: Xbox & PC
Turn 10 har arbejdet i næsten seks år (!) på det ottende kapitel af deres hyperpopulære racerserie, og al den tid har de brugt på at bygge det hele op fra bunden. Hver eneste bane er genopbygget fra laserscannede originaler, hver eneste bil er blevet redesignet for at øge detaljegraden med næsten 200%, og fysiksystemet er helt nyt. I samarbejde med en endnu ukendt dækproducent har Turn 10 modelleret dæk, der deformeres og slides på en måde, som ifølge udviklerne selv slår alle nutidens racersimulatorer. I alle tidligere Forza-spil, samt i Gran Turismo 7, foretages der 60 unikke beregninger baseret på dæktryk, slid, glidevinkel og friktion per sekund. I det kommende Forza Motorsport er der 360 beregninger per sekund, og deformationen i realtid vil tilsyneladende være på et niveau for sig selv.
Test Drive Unlimited: Solar Crown
Udgivelse: 2023 / Platform: Multiplatform
Jeg håber, og jeg har lov til at antage, at den største årsag til, at WRC Generations bare var en træt, doven og kedelig gentagelse af WRC 9 og WRC 10, var Test Drive. KT Games er ikke et direkte gigantisk studie, og har derfor en begrænset mængde arbejdskraft, og jeg formoder at langt de fleste af dem arbejder og har arbejdet i flere år på det kommende Test Drive Unlimited: Solar Crown, som ifølge vedholdende rygter udkommer i juli måned til alle nutidens platforme. Vi kommer til at køre rundt i en 1:1 version af en kinesisk ø og ligesom i Test Drive Unlimited og efterfølgeren handler det om open-world racing med smuk grafik og verdens mest eksotiske biler.

Rennsport
Udgivelse: 2023 / Platform: PC
Vi ved ikke meget om holdet bag den kommende tyske upstart Rennsport, bortset fra at de består af "tidligere racing-profiler, esports-profiler og sim racing-fanatikere", og at de har arbejdet hårdt i flere år på at tilbyde en racersimulator, der kan konkurrere med giganter som iRacing, Automobilista og Assetto Corsa Competizione. Rennsport bliver et gratis spil med mulighed for senere at købe biler og baner, det er baseret på Unreal Engine 5 og vil primært fokusere på GT3- og GT2-racing. Udviklerne hævder at modding vil være muligt, hvilket ifølge os på Gamereactor lyder mærkeligt i betragtning af hvordan Unreal Engine 5 er opbygget (og beskyttet af diverse licenser), men tiden vil vise hvordan det bliver. Vi her på redaktionen har kørt omkring 100 omgange rundt på Hockenheim i en tidlig betaversion og mener, at Rennsport er lovende.

Disney Speedstorm
Udgivelse: Forår / Platform: Multiplatform
Studiet bag monsterhittet Disney Dreamlight Valley har forsinket sin længe ventede Mario Kart-klon, som egentlig skulle have været rullet ud på spilhylderne i slutningen af november sidste år, og nu er det sat til "foråret 2023". Speedstorm er som sagt en skamløs Mario Kart-kopi, hvor Nintendos ikoniske cast er erstattet af Disneys mest elskede figurer som Mickey, Donald, Wall-E og Woody, og vi skal naturligvis konkurrere på baner inspireret af alle mulige Disney-film. Speedstorm vil blive udgivet til alle tænkelige platforme, det vil have fuld cross play-understøttelse og det vil være free-to-play med mulighed for at købe og låse op for flere figurer.

Wreckreation
Udgivelse: 2023 / Platform: Multiplatform
Folkene hos Three Fields Entertainment er de samme folk, som skabte Burnout 2 og Burnout 3: Takedown, og de arbejder i øjeblikket på efterfølgeren til Dangerous Driving, som i sig selv var en slags åndelig efterfølger til Burnout 3, puha! Vi får præcis det samme som i Criterions gamle klassikere, hvor lynhurtig road racing fra punkt A til B er i højsædet, inklusive vilde kollisioner med slowmotion-gennemspilninger og vragdele, der spredes som fødselsdagskonfetti.

Indycar
Udgivelse: 2023 / Platform: Xbox & PC
Motorsport Games har virkelig ikke gjort ret mange gode ting i deres tid som ejere af Rfactor, og deres officielle Nascar-titel "Nascar Ignition" er et af de mest udskældte racerspil, der er udgivet i de sidste 10 år. Når det er sagt, så er der forventninger til deres kommende Indycar-spil, som er baseret på en officiel licens, og som naturligvis vil simulere hele den kommende 2023-sæson af USA's svar på Formel 1.

EA Sports WRC 2023
Udgivelse: 2023 / Platform: Multiplatform
Holdet bag Dirt Rally 2.0 startede udviklingen af Dirt Rally 3.0 allerede i marts 2019 og så sent som i november 2021 blev spillet omdøbt (internt) til EA Sports WRC 23. Codemasters er begyndt at arbejde på et spil hvor vi får mulighed for at bygge vores eget rallyhold og der er også snak om at spillet bliver Unreal Engine 5-baseret med klart længere distancer end i Dirt Rally 2.0. I betragtning af at årets WRC-sæson byder på Rally Mexico, Kroatien, Japan, Kenya, Sardinien, Portugal, Chile og Estland, kan vi nok være ret sikre på, at alle disse lande vil være med i det færdige spil, plus Sverige, Finland, Grækenland og Monte Carlo fra Dirt Rally 2.0. Rygtet hævder, at det vil blive udgivet til foråret, hvilket gør os her på Gamereactor-redaktionen helt vildt begejstrede.

Stuntfest: World Tour
Udgivelse: 2023 / Platform: PC
Vi her på Gamereactor ville lyve, hvis vi sagde, at vi ikke var meget spændte på at teste dette spil, som er udviklet af et nystartet studie og finansieret af den svenske Embracer Group. Stuntfest ligner en blanding mellem Flatout og Destruction Derby plus at det er et battle royale-spil, hvor 100 skrotbiler med chauffører starter i en åben verden for til sidst at kåre en enkelt vinder, og det ser lækkert ud.

EA Sports F1 2023
Udgivelse: 2023 / Platform: Multiplatform
Det forlyder, at dette års Formel 1-spil fra Codemasters vil være det første baseret på Unreal Engine 5, og at Ego Engine derfor er blevet skrottet. Hvilket ikke er en dag for tidligt, da denne spilmotor oprindeligt blev designet til Xbox 360-generationen, og siden er blevet forbedret og opgraderet i hobetal. F1 2022 var ikke et grimt spil, det mangler detaljer i både grafikken og frem for alt fysikken, og med nutidens renderingsteknikker burde det ikke være umuligt at udvikle et Formel 1-spil der ligner fotorealisme, eller tæt på. VR-understøttelsen er også noget som mange spillere har kritiseret i F1 2022, noget som Codemasters bør arbejde på, ligesom dækfysikken. Det står også klart, at vi får den næste version af "Braking Point"-story mode (som var den bedste enkelte del af F1 2021) i EA Sports F1 2023.
