Vi kigger på L.A. Noire

Rockstar er "lidt nervøse, faktisk". Da jeg parkerer mig i sofaen i London-afdelingens demorum, forklarer de at jeg ikke skal vente mig noget actionspækket, noget med vilde eksplosioner og slagsmål. Det er heller ikke noget, der bliver vist under den timelange præsentation af L.A. Noire. Netop derfor, måske, sidder jeg med et vældigt interesseret blik hele vejen igennem.

L.A. Noire er nemlig ikke et typisk Rockstar-spil. Ikke et Grand Theft Auto i 40'erne, ikke et eksplosivt svar på 2K Czech og Mafia II. Snarere går mine tanker til Heavy Rain og Phoenix Wright, da jeg følger Cole Phelps, krigsveteran som nu opklarer forbrydelser for Los Angeles-politiet.

Rockstar viser en af Phelps sager, kaldet The Fallen Idol. Det starter i et briefing-rum hvor Phelps og hans kolleger får detaljer om en nylig trafikulykke. To kvinder, en etableret skuespillerinde med mafiakontakter og en naiv pige som vil ind i branchen, er kørt igennem et reklameskilt og styrtet ned af en klippe. Ifølge lederen var de begge blevet bedøvet, og en filmrekvisit i form af et skrumpehoved pressede gaspedalen i bund. Diabolsk!

Phelps styrer sin bil mod gerningsstedet, vi får et kort glimt af det 40'er-Los Angeles som Rockstar har skabt, og det ser stilrent og atmosfærisk ud. Det er ikke en direkte kopi af byen, men er "pokkers tæt på", som Rockstar selv siger det. Phelps vinkes ind af politi som guider ham på vej, og efter en snak med kollegaerne er det tid til at undersøge bilen.

Da Phelps nærmer sig den smadrede Chevrolet Styleline forandrer musikken - skøn langsom jazz - sig dynamisk, og med en lidt plingende lydeffekt indikeres det at vi er tæt på et spor. På Chevy'ens bagsæde finder vi et par sønderevne trusser og et brev fra Jessicas mor, der er bekymret over datterens filmstjerneambitioner. To ledetråde som vil blive nyttige senere.

Phelps drøner tilbage til June Ballard, den ældre af kvinderne som har været med i ulykken. Hun tager med i en af politibilerne med et tæppe omkring sig. En afhøring finder sted, hvilket kommer til at være en centralt del af L.A. Noire. Da vi taler med June om hvad er er sket, får vi forskellige muligheder at konversere og reagere på. Phelps kan være forstående og tro på hvad karakteren siger. Han kan også presse den afhørte, hvis han har en mistanke om ugler i mosen. Og endeligt kan han konfrontere og smide beviser på bordet, hvilket åbner op for flere valg i dialogen, eller nye steder og personer at besøge.

Spørgsmål og bevismateriale plukker du frem fra din trofaste notesblok, der fungerer som en smart menu som dækker skærmen med jævne mellemrum. Herfra kan du også gå tilbage og læse al dialog (der bliver skrevet med maskinskrift) som du har været igennem i spillet, og det bliver til en hel del.

Afhøringen af Ballard fortsætter, og Rockstar forklarer for mig hvor vigtige figurenes ansigtsudtryk er, hvordan de fungerer som tegn på sandheden i det de udspurgte siger. Overdreven selvsikkerhed og flakkende blik kan være tegn på løgn, og det gælder virkeligt om at studere figurenes ansigtsudtryk nøje.

Og ansigtsudtrykkene er flotte. Rigtig flotte. Teknikken man benytter kaldes Motion Scan, og i en kort bag-kulisserne-film får jeg at se hvad et indebærer. Som et supplement til almindelig motion capture fanges skuespillernes ansigtsudtryk seperat med en bunke kameraer fra alle vinkler. Skuespillerne ser lige så komfortable ud som Alex i A Clockwork Oranges øjendråbescene, men besværet er resultatet værd. Blandt andet er det uhyggeligt virkelighedstro, hvordan øjenbryn bevæger sig og munde laver hurtige smil.

Udover at studere ansigter skal man også lytte til hvad figurene faktisk siger, og tænke på hvad man tidligere har hørt om sagen. Præcis som i Phoenix Wright-serien tvang os til at tænke omkring situationer, motiver og bevismateriale, er det en smart måde at gøre os engagerede på. Den som vil have en letfordøjelig historie, der kan skippes med et knaptryk så man kan komme videre til næste actionscene, skal nok lede efter et andet spil. L.A. Noire lader til at have et langsomt men rigtig behageligt tempo i stil med en god bog (eller noir-film, for den sags skyld).

Men action bliver der selvfølgelig også plads til. Da Phelps nærmer sig sandheden om bilulykken kommer han i kontakt med to rådne æg af nogle filmproducenter, som har udnyttet den mindreårige Jessica på ubehagelig vis. Efter flere forhør af producenterne og alle de involverede kulminerer sagen med en jagtsekvens med tilhørende skudveksling langs stilladser og på taget af et højhus. Ud fra den del ser både skyde- og cover-mekanikken ud til at fungere godt, og til trods for sine nålestriber er Phelps ikke bange for at blive beskidt.

Eftersom vi spiller som good guy antager jeg at vi ikke kan gå berserkergang a la Grand Theft Auto, men spørger alligevel Rockstar om det. Jeg får at vide at vi vil kunne "snuppe" køretøjer og køre hvorhen vi vil, men at civile ikke vil kunne skades. Selvom L.A. Noire lader til at blive relativt lineært vil vi stadig kunne udforske byen, og i takt med at Phelps skifter distrikter bliver det endnu mere varieret.

Efter der er taget hånd om opgavens skurk er præsentationen slut, og jeg takker for mit første kig på L.A. Noire. Indtrykkene var ganske langt fra hvad jeg havde forventet mig, men ikke på nogen dårlig måde. Afhøringerne, stemningen, musikken, ansigtsanimationerne og stemmeskuespillerne (hvoraf nogle er fra Mad Men, sjovt nok) tegner til et stilrent actioneventyr af den mere rolige slags. Team Bondi og Rockstar har nervøse ansigtsudtryk, men jeg trykker nu på "believe" når de lover et rigtig godt spil næste år.