Vi spiller Donkey Kongs tilbagevenden

Det er trængt. Det er larmende. Det er Sveriges første spilmesse: Gamex i Kista, Stockholm. Ambitiøse stande afløser hinanden. Dance Central indbyder til hoppen og vrikken på et friskt dansegulv. Gran Turismo 5 er tilstede med hele kittet: førerstol, rat, pedaler og 3D-briller. Snedækkede landskaber i Killzone 3 lokker. Men mine ører opfanger vag, lav junglemusik et sted fra mængden.

Mine benmuskler aktiveres og styrer mig per automatik mod de rytmiske toner. Jeg skimter palmeblade, trætønder og bananer. Får tunnelsyn. Omverdenen viskes ud. Besvimer i et millisekund, for straks at vågne topfokuseret op, med blikket rettet mod en bestemt del af messehallen. En af mine absolutte favoritserier, Donkey Kong Country, er tilbage, og endelig står jeg her, ved Nintendos retroduftende stand. Opstemt som et lille barn høj på sukker. Nu skal der spilles!

Eller rettere, nu skal der ventes i kø. Gamex er åben for offentligheden, og alle andre vil selvfølgelig også prøve. Netop Donkey Kong Country lokker mange til. Alderen varierer. Alt fra småpiger på syv til nostalgiske og fuldskæggede mænd i 30'erne venter ivrigt på deres tur. Mens jeg venter på min tur, sørger jeg for at posere ved siden af en stor plysgorilla, der står ved en tønde mærket "DK", så min kollega kan knepse et billede. Barnligt opstemt tager jeg et fast greb om gorillaens hoved. Plop! Hovedet triller af. Mit greb var åbenbart lidt for fast. Jeg når knap nok at fatte, at jeg lige har dekapiteret Donkey Kong, inden det bliver min tur. Jeg smider hovedet fra mig og griber controlleren.

I de kommende minutter oplever jeg et meget hjerteligt gensyn. Det er 14 år siden Donkey Kong Country udkom til Super Nintendo, og ligesom New Super Mario Bros. Wii føles Donkey Kong Country Returns som en fremadskuende hyldest til fortiden.

Første bane jeg prøver hedder Jungle Hijinx, hvilket er samme navn som den første bane i Rares debuttitel med aben. Allerede her ser vi udvikleren Retros første hyldest til forgængerne. Donkey Kong hopper ud af sin træhytte, og i baggrunden ser vi hvordan Kong-klanens bananlager stjæles endnu en gang. Her dukker den første nye ide også op. For det er ikke den ikoniske King K. Rool og hans Kremlings som er skurkene i dramaet denne gang. Det er i stedet en gruppe onde Tikis, der har slavebundet skovens dyr med troldom.

Lige præcis den udskiftning har gjort mange fans oprørte. Kremlings har været fast inventar i Donkey Kong-spillene til både Super Nintendo og Nintendo 64. Men slap af. Tag det roligt. Chill, som de unge siger. Der er ikke noget at hidse sig op over. Retros fjendefauna, som blandt andet består af sure papegøjer, sultne hajer og svævende bongotrommer er faktisk rigtig hyggelig. Og vi har kun set en lille del indtil videre - Retro kan sikkert komme med nogle skønne overraskelser.

Det det vigtigste er jo trods alt gameplayet. Hvordan føles det? Hvor sjovt er det at hænge ud med Kongerne igen? Det korte svar er at det føles abeskønt, hvis I vil have det dårlige ordspil undskyldt. Det lange svar får I ved at læse videre.

For det første er det vi har set af designet strålende, både i banestruktur og grafik. Som forgængerne er spillet en sidescrollende platformshopper, der udnytter de muligheder dagens teknologi giver. Omgivelserne er dynamiske, hvilket betyder at vi ikke kun skal navigere til siderne, men også i visse tilfælde i dybden, så vi kan spille i en banes baggrund. Et eksempel på denne dynamik er når jeg i Jungle Hijinx får Donkey til at interagere med en stor metaldims ved at banke den til plukfisk. I takt med at dimsen bankes længere ned i jorden, rejser der sig et tempel i baggrunden. En kanontønde dukker op, jeg hopper ned i den, og med et brag skydes Donkey afsted til det nyankomne tempel.

Rundt omkring i banerne er der masser af ting som stryger nostalgikeren i mig med hårene. Banener er der selvfølgelig rigeligt af. Røde balloner giver ekstraliv. K-O-N-G-bogstaver. Bonusaner og kanontønder. Nyt er en række gemte puslespilsbrikker på hver bane. De er gemt godt af vejen, så det kræver en del udforskning at finde dem.

På Gamex var der fire forskellige baner, der alle var meget forskellige i struktur og miljø. Udover den førnævnte junglebane var der også en fartfyldt minebane, en hvor jeg hopper mellem broer og kraner over vand fyldt med hajer, samt en bosskamp. Fælles for dem alle er en herligt flot grafik, banedesign skabt med fingerspidsfornemmelse og en velbalanceret sværhedsgrad.

Til sin hjælp har Donkey den tro væbner Diddy, en primat af mindre model udstyret med rød kasket, jetpack og pistoler der skyder med jordnødder. Spiller man alene hopper Diddy op på Donkeys ryg, og man får dermed adgang til hans specielle evner. Har man en makker, kan man styre hver sin figur simultant på banen, præcis som i New Super Mario Bros. Wii.

Abernes styring er også blevet opdateret. Står man stille og vifter med controlleren banker Donkey næverne i brystet. Gør det samme med Diddy og han skyder jordnødder. Vift samtidigt med at du hopper, og du slår en saltomortale som kan bruges både til angreb og slippe ud af problemer. Få Donkey til at dukke sig, og ryst med controlleren, og han fylder lungerne med luft og blæser til (praktisk når puzzle-stykker gemmer sig bag skrøbelige blomster, for eksempel). Dobbelt-tryk på hoppeknappen og og Diddy aktiverer sin raketrygsæk. I co-op-delen kan Donkey tage Diddy op på ryggen, hvis din ven har brug for hjælp til en ekstra svær passage. Styringen føles habil og præcis. Nu har jeg nævnt vinfteriet meget, men det bliver holdt på et beskedent niveau, og selve platformselementerne har en skøn rytme - det flyder på en særlig måde, der kun kan være et tegn på omsorgsfuldt design.

Efter at have været fuldstændig indelukket i nogle minutter, vender jeg tilbage til virkeligheden, da jeg fornemmer en voksende utålmodighed i køen bag mig. Så jeg runder af for denne gang, giver controlleren videre, og tager et skridt bagud. Samler tankerne. Jeg kunne tale længe om mine første indtryk. Nørde mig fuldstændig ned i frække animationsdetaljer, såsom hvordan Diddy holder fast i sin kasket, når han laver pludselige vendinger. Men jeg efterlader det sådan her, og konstaterer at min tillid til Retro kun er blevet større. De gjorde som bekendt et fremragende arbejde med en anden klassisk Nintendo-serie (Metroid Prime), og Donkey Kong Country Returns lover rigtig godt. Det emmer af fremgang, men med stor respekt for varemærkets historie.

Og det bedste? Spillet udkommer snart. Den 3. december, helt nøjagtigt. Præcis hvordan abens genkomst bliver kan I læse i en kommende anmeldelse her på siden.