Wii U
Nintendos Wii U er landet. Den første næstegenerationskonsol, som på mange måder hører mere til denne generation end fremtidens. Det er ikke helt low end-teknik som vi oplevede med Wii, men det er ikke langt fra denne generations konkurrenter. Selvom den har nogle tricks i ærmet og selvfølgelig Nintendos gode ry som spilmagere med sig. For det første er der god plads på skiverne, du kan tilslutte en ekstern harddisk, det er ægte HD (det vil sige op til 1080p og 1080i) og så er der det nye Gamepad, der giver masser af spændende muligheder ikke ulig Microsofts SmartGlass.
Men tilbage til indmaden, inden vi griber fat i den nye controller. Nintendo Wii U har øjensynligt en langsommere processor end både Xbox 360 og PlayStation 3, om ikke andet hvis man skal tro rapporterer på nettet. Til gengæld har den en kraftigere grafikprocessor, hvilket med tiden ganske sikkert vil resultere i flottere spil end denne generations konsoller. På nuværende tidspunkt, hvor det hovedsageligt er konverteringer der præger udvalget, er de fleste spil dog i værste tilfælde prægede af beskedne dyk i frameraten og i bedste fald i en smule pænere. Der har endnu ikke været nogle titler blandt de nævnte her på siden, hvor billedhastigheden udgjorde et problem i forhold til spiloplevelsen. Men man skal være opmærksom på at det på den vis ikke nødvendigvis er de "definitive udgaver", man ender med på Wii U.


Drevet
Drevet i Wii U larmer. Der er ingen pæn måde at sige det på. Når du første gang smider en skive i den spejlblanke Wii U, larmer drevet som billige plastikdrev så ofte gør, og planlægger du at køre dine spil fra konsollen, vil du til tider blive mindet om de gode gamle dage med Xbox 360. Sølle. Det er dog et hurtigt drev, og det kan mærkes på loadetiderne. Kapacitetsmæssigt er vi på 25 gigabytes pr skive, hvilket giver væsentlig mere plads end Xbox 360s cirka 9GB og naturligvis mindre end en PS3 Blu-Ray, hvor der kan klemmes omkring 50GB på den skinnende skive.
Apropos larm: er du typen, der jonglerer med kabler og indgange, og måske gerne vil køre billede fra HDMI, men lyd fra et separat AV-kabel, så skal du være opmærksom på, at Nintendo kun pakker HDMI med i kassen og ikke understøtter signal ud fra begge indgange på samme tid. Så hvis du eksempelvis har en gammel trofast analog-forstærker stående som tørster efter rød/hvide stik og en projektor med HDMI, er du på spanden. Heldigvis kan du dog føre lyden ud af hovedtelefonstikket i Gamepaddet, men i tilfælde af eksempelvis Batman Armored Edition mister du så radiokommunikationen som en separat lydkilde. Alle disse indstillinger sker fra hvert enkelt spil, det samme gælder justering af lydstyrken (selvom der er en lydstyrkeknap på dit Gamepad også).
Dine gamle spil
Når du nu pakker din Wii U op, vil du muligvis gerne overføre dine gamle indkøb. Det er ikke noget problem heldigvis. Først og fremmest kræver det at du har den nyeste opdatering, så sæt kaffe over, mens du klarer det. Her tog det en time at hente opdateringen med en gennemsnitlig internetforbindelse. Derefter skal du sikre dig, at der ikke er parental lock på maskinen. Spil og indhold på SD-kort skal føres tilbage til Wii-konsollen, og kan ikke overføres direkte fra kortet. Til gengæld skal du bruge et kort til proceduren. Derefter henter du Wii System Transfer-værktøjet på din Wii U-konsol. En Wii Remote skal også synces til din Wii U før du fortsætter. Resten af proceduren er beskrevet i værktøjet.
Den engelske vejledning finder du ved at klikke her.
Du kan naturligvis også bruge dit gamle Wii-udstyr og spil. Dog er der ikke support for Classic Gamepad og GameCube-spil. Til gengæld opskaleres Wii-spillene, så de bliver en anelse pænere at se på.
De nye apps
Med forberedelserne af vejen skulle du gerne være parat til at nyde din nye konsol, så snart du har skabt din Mii-figur. Derefter kan du vælge mellem alle de vanlige menupunkter, som vi efterhånden kender dem fra 3DS og Wii. Den digitale spilbutik er der selvfølgelig, og nu er både Netflix og Youtube-apps installerede fra starten.

Harddisk
Maskinen kommer med enten 8GB eller 32GB lagerplads, men vil du tilslutte en harddisk til din Wii U, kan det også lade sig gøre uden de store problemer. Ingen af de nuværende spil lod mig dog få muligheden for at installere dem på harddisken. Som udgangspunkt skal en eventuel ekstern harddisk (på maks 2TB) have strøm fra en seperat strømkilde, selvom flere diske med Y-forbundet USB også kan bruges. I praksis betyder det dog, at man inden man ser sig om har rummet fyldt med kabler. Strøm til Gamepad, strøm til Wii U og strøm til en harddisk. Og så er der også sensorbaren, hvis du vil benytte Wiimote. Kønt er det altså ikke.
Gamepad
Den store gimmick ved Wii U er naturligvis Nintendos Gamepad. Et enkelt af slagsen følger med maskinen, men Nintendo har ikke afvist muligheden for at man senere vil kunne købe og tilslutte flere Gamepads til konsollen. Som det er nu, er der dog ingen spil der understøtter mere end ét ad gangen. Så gem dine gamle Wiimotes.
Selvom enheden med sin 6,2" store skærm i midten af controlleren er ganske stor, er den dog behagelig let med et fornuftigt greb. Skulderknapperne er separerede af en kurve i controlleren, som ganske lækkert også hjælper med støtte til fingrene, så controlleren føles behagelig at holde både i siddende og liggende stilling. I testen fik jeg sjældent mere end 4 timers levetid på min Gamepad, til gengæld kan den oplades mens man spiller. Der er samtidig fem indstillinger for lysstyrken, såfremt du vil klemme mere ud af batteriet.

Det nye Gamepad er trykfølsom, men har desværre ikke support for multi-touch. Med andre ord er den som en forvokset DS-touch-skærm med stort set samme features som den klassiske håndholdte fra Nintendo: touch, stylus (sidder i toppen af ryggen), kamera, gyroskop og mikrofon. Gamepad har en opløsning på 854 x 480, hvilket er mindre end eksempelvis PS Vita som kan levere 960x544, til gengæld skal man have i tankerne at flere spil (eksempelvis Uncharted) kører i 720x408, mens Nintendos 3DS kun har henholdsvis 800×240 og 320×240 på de to skærme (3DS 3.02"-4.18" og 3DS XL 3.53"-4.18"). Altså ser det ganske nydeligt ud, selvom det ikke er en pralende høj opløsning eller pixeltæthed.
Hvis tv'et er optaget, og du gerne vil spille, kan det i mange af spillenes tilfælde ske direkte på Gamepad-skærmen. Det er en fiks funktion, men havde du håbet på, at kunne hive controlleren med i seng og fortsætte din gaming-session i dyneland, skal du dog have sengen placeret i samme rum som konsollen. Rækkevidden er i bedste fald omkring otte meter, og i de test jeg foretog, røg forbindelse så snart jeg flyttede mig ind i et andet rum og lukkede døren.
At man kan bruge Gamepad som fjernbetjening til ens tv lyder også som en fiks ide, i praksis er det dog unødvendigt langsomt at sætte op. Lad os sige, at du har et Sony tv. Når du har valgt fabrikanten, prøver Gamepaddet at få forbindelse til dette tv. Det tager omkring et halvt minut. Fejler den, får du mulighed for at prøve en anden remote-type. Som du vælger én efter én. I dette tilfælde er der 33 muligheder. Tålmodigheden slap op undervejs i min test, og det virker som en unødvendig snørklet metode, men til de tålmodige er muligheden der altså.
I sidste ende er det dog spillene, man køber den nye konsol for, og på næste side kan du se, hvilke titler du bør overveje og hvorfor. Samt naturligvis finde ud af, hvordan de klarer sig rent teknisk og hvilke nye funktioner Nintendos Gamepad bringer til bordet.
<newpage>
Lanceringsspil af høj kvalitet
Batman: Arkham City Armored Edition
Det står klar fra begyndelsen at Rocksteadys eventyr (med hjælp fra Warner) er en af de mest solide lanceringstitler, om ikke andet hvis man virkelig vil nyde den nye Gamepad-controller. Du kan vælge at spille Batman-oplevelsen som du kender den fra HD-konsollerne direkte på dit Gamepad, men vil du hellere nyde de nye funktioner, så er det med at spille på den store skærm. Så forvandles din Gamepad til en ren Bat-gadget. For det første får du al opsnappet radiokommunikation ud af den lille enheds højtalere, hvilket gør en del for følelsen af virkelig at være Batman. For det næste har du kort og funktioner hurtigt tilgængeligt. At man skal benytte den bevægelsesfølsomme funktion til at scanne gerningssteder virker dog som en unødvendig gimmick. Med et nyt supercharged Armored suit, kan Batman også uddele ekstra daller til fjenderne ved at opspare energi under slagsmålene. Armored Edition indeholder også Robin og Nightwings challenge rooms og Harley Quinn's Revenge-udvidelsen. En smule problemer med billedhastigheden (når der ikke spilles på Gamepad) trækker en smule ned. Se det som en velfungerende GOTY-edition, og du bliver ikke skuffet.


Mass Effect 3
Mass Effect-serien og Shepards rumeventyr kræver næppe den store introduktion. Alligevel bedes spillere acceptere, at de må undvære de to første spil i serien på Wii U. Mass Effect 3 udkommer nemlig alene i en special edition, som indeholder MP-pakkerne Resurgence, Rebellion og Earth, bonusindhold som nye våben og naturligvis Extended Cut-delen From Ashes. Du får også en halv times tegneserie, hvis du er ny i universet og trænger til en blid introduktion. Gamepaddet fungerer her som din menu. Du kan vælge evner og specialiseringer på skærmen, mens et stort og velfungerende kort er en kærkommen tilføjelse. Tidligere småfejl i baggrundene og problemer med skygger er elimineret på denne udgave modsat HD-konsollerne. Til gengæld er der (meget få) gange hvor frameraten tager et lille dyk. Et fantastisk rollespil, der også kan spilles som en rendyrket tredjepersons-shooter med en fortræffelig historie.


New Super Mario Bros U
Mere Mario, så enkelt kan det næsten siges. Det er de velkendte lyde, genkendelig musik og en følelse af deja vú der præger denne pakke. Is og sne, skove og ørkener og ekkoende slotte. Alt er som vi kender det. Alligevel er der dog nogle elementer, der gør, at man især som Mario-fans roligt kan hoppe på det nyeste Mario. For det første ser det forbløffende godt ud med Mario i HD. Farverne springer ud af skærmen, og det er en sand fornøjelse at nyde de mange detaljer. Vælger man at spille direkte på sit Gamepad, er det som at sidde med den definitive håndholdte udgave af Mario. Spillet klæder virkelig den lille skærm. Naturligvis er der også mulighed for at spille op til fem spillere, hvis du har nok Wiimotes (den sidste spiller benytter så Gamepad).


ZombiU
Selvom man ikke bliver slået omkuld af den grafiske præsentation af Ubisofts gyserspil, og selvom titlen kan virke ganske lineær i sin opbygning (klare mål, men flere veje), er der så mange gode ideer gemt i ZombiU. Angsten, når man roder efter loot og skal koncentrere sig om sit Gamepad, mens spillet (og zombierne) fortsætter, er panikfremkaldende ubehagelig. Radiokommunikationen, der skratter ud af controlleren, er også med til at skabe samme følelse af at "være der" som vi oplevede det med Batman. Stemmen i radioen bygger ligeledes godt på historien, og selv kedelige "hent-A-gå-til-B"-missioner bliver peppet gevaldigt op af dette. En anderledes multiplayer-del vidner ligeledes om hvor interessant fremtiden kan blive for ejere af en Wii U.


Er Wii U så et såkaldt must-buy? Svaret må lige nu blive et nej. Med mindre du ikke ejer en HD-konsol. Og selv der er det svært at være ubetinget begejstret. Med en pris på 3-3500 kroner er Wii U væsentligt dyrere end både PS3 og Xbox 360. Begge de traditionelle konsoller har et fantastisk og billigere spiludvalg, og PlayStation 3 kan vise blu-ray-film.
Alligevel skal man ikke undervurdere, at konsollens lanceringsspil matcher de nuværende konsoller. Som alle ved, tager det tid at mestre nyt hardware, og da Wii U på nuværende tidspunkt kan levere det samme eller bedre indhold, som denne generations konsoller kan, ser fremtiden lys ud.

Nintendo har ganske vigtigt i denne omgang gjort det op til udviklerne at prissætte deres spil i online-butikken, og det åbner bestemt en masse døre. Især sammenholdt med deres nylige tilføjelse af Unity-platformen, der er et afsindigt populært værktøj på de mobile platforme. Så måske Wii U vil blive en indie-darling med masser af billige, spændende og skæve titler. Potentialet er der bestemt.
På nuværende tidspunkt er det at spille Wii U dog ganske enkelt som at spise rester. Man kender det meste, og der er ikke store overraskelser i vente. Til gengæld viser ZombiU, Mass Effect 3 Special Edition og (især) Batman: Arkham City Armored Edition hvad man kan få ud af maskinens ekstra funktioner. Ser vi flere af den slags initiativer, kan den let blive en konsol som seriøse spilsamlere bør eje.
Wii U er en maskine med potentiale, lad os håbe at vi får yderligere beviser på det i de kommende år.