Her er på Gamereactor er vi store fans af alt der har med Sci-Fi at gøre, og det er lige fra Ridley Scott's Alien til Bioware's Mass Effect. Den danske filminstruktør Michael Madsen har dog stillet spørgsmålet om, hvad der egentlig ville ske, hvis vi fik besøg af en fremmed race. Du kan læse Torben's anmeldelse her, og for at følge op på denne, har vores egen Mathias Østergaard interviewet instruktøren.
The Visit er anden film i trilogien The Trilogy of Mankind, og dermed efterfølgeren til Into Eternity, som udkom i 2010. Mennesket er i centrum, og man iagttager det ude fra for at finde ud af hvilken størrelse det er. Filmen lader os tage et skridt tilbage og dømme os selv som race, ved at lade os, seerne, fungere som de besøgende rumvæsener. I det første klip efter ankomsten, ser vi alting stå nærmest stille. Mennesker bevæger sig i slowmotion, og vand hænger dovent i dråber, uden at skynde sig mod jorden. Dette symboliserer selvfølgelig hvordan en enorm forandring er ved at hænde, hvordan alting vil komme til at ændre sig efter dette første møde. Hvad tænker du den største forandring vil være, før og efter besøget?
Jeg tror den største forandring ville ske, hvis vi mennesker kunne give afkald på de forestillinger og den viden vi mener vi har om os selv. Hvis vi kunne det, og det tror jeg er en forudsætning for et egentligt møde med det fremmede, altså åbne sig op for det, risikerer man også at blive til en anden, hvilket ville være den største forandring: hvis man åbnede sig for det fremmede. Dette tror jeg også er det sværeste, for det kræver et enormt mod, da det kræver man giver afkald på det man mener at vide. Det ved jeg ikke om vores tid vil kunne magte. Jeg har talt med en anden person om, at man kunne forestille sig at et sådant møde fandt sted, i en anden tidsalder, og om at den anden tidsalder muligvis ville have været bedre egnet, som Antikken, Den mørke middelalder eller fremtiden. En anden civilisation eller kulturkreds, der tror jeg der ville være forskel.
Jeg tror vores tid er kendetegnet ved et meget stort behov for kontrol: det er den naturvidenskabelige måde at opfatte virkeligheden på, den rummer et løfte om at virkeligheden kan forstås, kvantificeres, måles og vejes. At man i kræft af den indsigt, den viden, også kan få kontrol over virkeligheden. Og dette scenarie, med noget fra en anden verden, det tilbyder sig som en fremmedhed, en død vinkel overfor denne selvforståelse, den idé om at man kan forstå alt, eftersom dette ville medføre et enormt kontroltab. Dette er også det vi ser de militærfolk komme ud for, for hvordan skal vi håndtere dette? Hvordan skal vi lade som om vi faktisk er i kontrol? Dette kontroltab opfatter jeg faktisk som noget der kunne være vældig stimulerende for det mo- derne menneske, hvis vi kunne overlade os selv til at overgive os til det. Det er min egen personlige analyse i forhold til hvad der interesserer mig, hvad jeg synes jeg har opdaget ved at lave denne film.
Dette er også et gennemgående tema vi ser i trilogien: hvordan mennesket forsøger at dominere og beherske naturen, ikke sandt?
Lige nøjagtig, eftersom vi opfatter os selv som den højeste livsform. Det kan være det også er sådan myrerne opfatter sig selv: at alt liv opfatter sig selv således, eftersom det er sådan liv per definition må forstå sig selv. Men det er klart, at det har medført en enorm arrogance, hvis man bruger et grimt ord, eller en manglende ydmyghed overfor at verden måske kan rumme nogle andre ting.
Når du nu siger arrogance, er det svært ikke at tænke på spørgsmålet der bliver drøftet i filmen, hvorvidt menneskets dårlige sider skal adresseres overfor rumvæsenerne. Om vi skal sælge et manipulerende glansbillede af os selv, eller derimod være ærlige omkring vores natur og vores negative tendens til at tage hvad vi vil have for så at undskylde for dårlig opførsel, nogle år efter.
Ja, dette er så i bedste fald. Men det er jo den stærkes ret, at tage hvad man vil. Spørgsmålet er om det er nogle kendetegn ved den tid vi lever i, i dag, at vi er på den måde, er det den menneskelige natur der er sådan eller er det mere samfundsbestemt, noget at gøre med nogle forskellige verdensanskuelser.
At gå fra en antropocentrisk verdensanskuelse til lige pludselig ikke at være privilegeret længere, virker umiddelbart til at fjerne en del mening med livet?
Det er klart det er dette privilegium mennesket kan få utroligt svært ved at håndtere at miste. Der ligger dog også et mulighedsrum i det, eftersom der også er noget bekræftende i det. Der er liv generelt, det er ikke kun os der er et tilfælde. Jeg mener det kan være positivt.
I forhold til tabet af mening, virker et af de mere presserende spørgsmål, hvad der kommer til at ske med verdens mange religioner. Mange bliver afkræftet, i al fald i den klassiske opfattelse, ved at mennesket ikke alene er skabt til denne verden.
Egentlig kan man frygte at nogle religioner blot vil absorbere hændelsen. Men det værste der ville kunne ske er måske, at hvis der kom nogen, og man spurgte "har I guder, har I en religion? " og de svarede "det har vi haft". Det er måske dog samtidig det mest interessante svar, da man således ville kunne få redt denne overtro ud af det moderne samfund, da den står i overraskende stor konflikt med vor tid. Et stort antal mennesker finder dog den moderne verden utroligt truende, fordi den virker uoverskuelig og omskiftelig hele tiden, hvilket driver en angst med sig. Det er man nødsaget til at forstå og tage alvorligt. Religionens formål er ikke at oplyse, men det er en måde at forstå virkeligheden på, hvilket er et meget menneskeligt behov.
Interviewene splitter sig så at sige i to, hvor nogen som nævnt primært fokuserer på de menneskelige værdier, og virker meget humaniora-orienteret, mens andre spørgsmål er mere naturvidenskabelige og de snakker om at stikke vatpinde i kinderne på de besøgende. Hvis vi fik adgang til en så revolutionerende inter-galaktisk teknologi, hvad ville det så betyde for os, som mennesker, at springe alle de udviklingsled over og gå direkte til rumrejse?
Filmen er jo et forsøg på at gøre det uhåndgribelige begribeligt på en eller anden måde, hvor der blandt er den videnskabelige tilgang, der forsøger at finde ud af hvordan de adskiller sig fra os på et molekylært niveau. Men det med at de er mere avancerede end os, også teknologisk, er jo det klassiske scenarie at stille op. De kan rejse på tværs af verdener i rumskibe, er jo en antagelse man også kan indfri, det kan også godt være nogle primitive væsener som har fundet et rumskib hvor de blot trykkede "fast forward" og er blevet fragtet hertil. Det scenarie med de er mere udviklede har måske ligeså meget at gøre med vores længsel efter at der er noget derude, noget overlegent, som kan værdige os et blik, og dermed give os eksistens i kraft af det. Jeg tror der findes utroligt mange mellemscenarier. Men det kan også godt være, som en anden har sagt, at vi mennesker har et sådant kosmisk inferiority-complex. Og vi er ensomme i vores natur. Når vi er bange for hvad der er derude, er det fordi vi har en mistanke om at vi ikke rigtigt ved hvad vi selv er, det fremmede er siddende i os selv, så at sige. Det er derfor sci-fi som genre tit har koblet sig til horror. Frygten driver det, og frygten for at det egentlige fremmede er inde i mig selv, at der er noget jeg ikke ved om mig selv, selvom jeg til daglig går og egentlig mener at vide at jeg er den og den. Det er lidt ligesom Shakespeare siger, at mennesket er ligesom hvis man piller et løg - men der er ingen kerne.
Det er i stil med at vi ikke vil være begrænsede, at vi konstant forsøger at flytte grænser og nå the final frontier. Hvis vi antager at de besøgende er mere avancerede end os, ville de i så fald inspirere os til at stræbe efter at blive lig dette højerestående væsen, og hvor meget ville vi kunne forbedre os før vi mistede vores menneskehed? Det første man mister i kampen om at opnå mere viden er ofte etik og moral og spørgsmålet er så, om vi stadig er mennesker hvis vi mister vores evne til at føle sympati eller næstekærlighed?
Hvis de andre ikke har empati eller evnen til at føle andre væsener, så er det møde jo dømt til undergang. Ligesom der også er en mangel på empati i Europa i øjeblikket, for folk der prøver at komme hertil. Jeg ved ikke om det er fordi det er noget man kun kan føle så og så mange led væk fra sig selv. Det har været vigtigt siden tidernes morgen, at man kunne holde sammen, men man kan selvfølgelig ikke holde sammen med alle. Hvis de kommer med et andet trossystem og en anden moral, hvor går så grænsen mellem det der er umen- neskeligt i forhold til os, eller det der inspirerer en aha-oplevelse af de helt store. Jeg tror sådan en oplevelse vil være mulig, men som nævnt kun hvis man stillede sig åbent frem. Den teolog der er med i filmen taler om at alene det at han er kommet for at mødes og tale med den fremmede, ved han at han måske skal opgive noget af sin egen tro, det kan blive en konsekvens af det. Og det mener jeg faktisk er utroligt flot tænkt, at erkende at dette kan blive en konsekvens, men også sige at det er faktisk okay.
For tiden er der utroligt meget snak omkring at være postgender, ved ikke at tilordne sig under de traditionelle han- og hunkøn. Kan vi forestille os at de fremmede har bevæget sig forbi sådanne debatter?
Det ville være en mulighed, men også at de måske har mange flere køn og dermed aldrig anvendt separate stedord. Når man taler om livet i rummet, taler man også om postmennesket, mennesket 2.0. At menneskets bevidsthed vil emigrere fra vores kroppe over i maskiner og måske opnå en form for udødelighed. At på en måde vil menneskets skæbne måske være en udødelighed. Der er dog ingen af os der forstår hvad udødelighed vil sige at være, det er døden der driver verdenen og skaber udviklingen, ellers ville det blot være stasis, en stilstand. Vi er ikke længere mennesker på samme måde, der kommer i stedet noget umenneskeligt ind, hvor vi bliver til noget andet. Når man snakker om sådanne ting, er der en bagvedliggende udviklingsanta- gelse, om at tingene bliver bedre, bedre og bedre - og det er også sådan vi er tilbøjelige til at forstå civilisa- tioner. Når man taler om Den mørke middelalder er det jo fordi den tid var gået tilbage i forhold til Antikken. Jeg tror ikke på der findes en naturlov der siger at menneskeheden altid vil gå fremad. Det er lidt en social- darwinisme at forstå det på den måde at vi altid tager et trin op af stigen. Det at have sympati bliver for nogen opfattes som en svaghed, men det behøver det absolut ikke at være.
Afslutningsvis, vil et sådant møde vil give mere eller tage fra os, meningsmæssigt?
Jeg tror først og fremmest det har potentiale til at give os mere. Men jeg tror det afhænger af om vi så at sige tør tage imod den gave man får, hvis man tør at give afkald på sig selv. Ligesom når man bliver forelsket, har man risikoen for at miste og modtage alt. Hvo intet vover, intet vinder.
Tredje film i trilogien, Odyssey, kan vi forvente at se om nogle år men den er allerede færdigresearchet, siger Michael Madsen. Han har arbejdet på den i tre år parallelt med The Visit, inden de begyndte at optage og interviewe. Den kommer til at handle om inter-generations rumrejse og være opstillet i 24 kapitler som Homers originale episke digt af samme navn. Den glæder vi os meget til at se på redaktionen.
