Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Vi varmer op til Warhammer Skulls med spilanbefalinger

Den store begivenhed byder på fejringer af licensen, samt nyt fra kommende spil.
Kim Olsen 17 maj 2024

I næste uge kommer Warhammer Skulls til Twitch på kanalen /warhammer, nærmere bestemt fra 24. maj. Vanen tro vil det byde på en hel uges promovering af alle de kendte spil, både fysiske og digitale fra Games Workshop. Vi forventer desuden en kæmpe omgang rabat på Steam og andre digitale butikker samt en masse afsløringer.

Vi har ikke kunnet få ret meget ud af Games Workshop, men de har lovet, at der vil være nyheder omkring både Warhammer 40,000: Space Marine II, Warhammer 40,000: Boltgun, Total War: Warhammer III samt en række mindre spil som Warhammer 40,000: Rogue Trader og Blood Bowl 3.

Så kan man jo passende imens varme op med digitale blodbade, for som titlen på "festivalen" - ja, det kalder de det altså - refererer til: "Blood for the Blood God, Skulls for the Throne of Khorne". Vi har samlet et par små anbefalinger sammen, som du kan se herunder, der giver dig god grobund til at komme i det rigtige Warhammer-humør.

Warhammer 40,000: Dawn of War II

Her er virkelig et klassisk spil med en solid historie og ikke mindst stemmeskuespil, der er ret gennemført. Det har 15 år på bagen, men holder stadig, og det er tit muligt at få det med begge udvidelser billigt. Der er ingen basebygning; hvis man er til det og en mere klassisk RTS-tilgang, så er det første Dawn of War mere dig, og det er bare et virkelig godt spil. Det er ikke-lineært, meget klassisk for mange Warhammer 40.000-spil, og der er stærke RPG-elementer til dine enheder. Det er faktisk det halve af spillet, da man kun kan have fire enheder med ad gangen. Det er et fremragende spil.

Total War: Warhammer III

Det her er kulminationen på mange års digitalt Warhammer-koncept. Vigtigere endnu er de forskellige spilmodi og nok timer foran computeren til at tilfredsstille selv den mest krævende spiller. Der er en række udvidelser, der kraftigt forbedrer spiloplevelsen og gør den sjovere, men selv uden dem er der mange hundrede timers underholdning. Hvis man synes, det er for besværligt at samle og male små plastikfigurer og finde nogen at slås med og har et bord stort nok til at være et fornuftigt kampområde, så er dette en virkelig gennemført transformation fra figurer på bordet til computeren - det er en af de spiloplevelser, som konsolspillere desværre aldrig får.

Warhammer 40,000: Darktide

Spillet er en måske lidt for realistisk førstepersonsudgave af det dystre Warhammer 40K-univers. Du er ingenting, dit liv er intet værd, og du bliver brugt som kanonføde imod endeløse horder af fjender, der modsat dig er særdeles villige til at dø for deres sag - og din primære opgave er, at de møder deres skaber, før du møder din. Det er dog også en oplevelse værd.

Warhammer 40,000: Space Marine

Yes, f*cking Space Marine. Det er næsten selvskrevet på sådan en liste. Spillets efterfølger kommer til efteråret, og vi forventer at høre mere om det i den kommende uge. Det fortsætter, hvor det første spil slap, men det skal ikke forhindre dig i endnu engang at spille som Titus. Med et sublimt soundtrack, et univers, der er tro mod kildematerialet, og ikke mindst nok den bedste fornemmelse af at være en 400 kg supersoldat, der med en jetpak løber, hopper, løfter og lander ekstremt tungt iblandt orker og så ellers begynder at myrde løs med dit motorsavssværd og en tung boltpistol. Der er virkelig noget vægt bag våben og udrustning, og det er kombineret med nogle ganske voldsomme muligheder for at afslutte dine fjenders liv, både med granater og nærkampsvåben.

Warhammer 40,000: Battlefleet Gothic: Armada (begge spil)

Det her er stærkt undervurderede rumskibs-RTS-spil, når de er bedst, tilsat en voldsom omgang Warhammer 40.000. Der er kraftige RPG-elementer, tunge beslutninger og ingen former for uanede ressourcer. Tager man bare få dårlige beslutninger, ja, så bliver det ret bogstaveligt "game over". Det er faktisk noget nemmere at kommandere en hel armada af rumskibe på flere kilometers længde, særligt da de i høj grad gør brug af gode gamle metoder som torpedoer og kanoner, der kan levere bredsider. Det er en noget anderledes måde at vise og spille Warhammer 40.000 på, men en ganske sjov en alligevel.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.