Log ind medlem
Vi har været hands-on med Shapefarm s kommende eventyrspil for at se, hvordan det Nintendo Switch 2 -eksklusive projekt løfter og videreudvikler det stadig mere populære co-gameplay.
"Som »split fiction«, men indlejret i en retro-anime. Det kunne meget vel være Orbital’s korte præsentation.
Vi har for nylig tilbragt spillets første time i en sofa-co-op-session hos Nintendo, arrangeret af udgiveren Kepler, og selvom sammenligningen med Hazelights seneste mesterværk er uundgåelig, viser Orbital hurtigt, at det vil gå sine egne veje."
"Det første, der slår en, er præsentationen. Studio Masquettes håndlavede anime-æstetik er smuk, og overgangen mellem mellemsekvenser og gameplay er næsten sømløs.
Det er heller ikke kun kunststilen. Selvom selve spillet kører med en fast billedhastighed på 30 billeder pr. sekund, er anime-sekvenserne bevidst animeret med 24 eller endda 12 fps for at genskabe den klassiske retro-stemning. Så hvad sker der egentlig? Maki og Amura er kun små børn, da katastrofen rammer deres rumstation. Alt står i brand, panikken breder sig overalt, og en ung ingeniør ved navn Togen skynder dem ind i det, der i første omgang ligner en redningskapsel. Men det er det ikke. Det er en slags kammer, der begynder at skabe kopier af børnene, mens de voksne desperat diskuterer, om de skal aktivere noget, der kaldes One Mind Machine. Øjeblikke senere eksploderer stationen og går i stykker i rummet. Femten år senere er Maki og Amura nu unge ingeniører selv og bor ombord på det, der er tilbage af den samme station. Deres dynamik mindede os straks om Ranma og Arcane. Konkurrencemindede, irritable, konstant i clinch med hinanden, men tydeligvis baseret på kærlighed og tillid. Lidt mildere, ja, men energien er der. Sammen bygger de et lille rumskib for at udforske det omgivende rumskrot og forhåbentlig lære mere om den mystiske kosmiske storm, der har holdt alle fanget der lige siden. Det er her, spillerne tager kontrollen, og det er her, sammenligningen med split-fiction begynder at forsvinde. I stedet for at springe fra niveau til niveau, drejer Orbitals sig om et fuldt udforskbart knudepunkt ombord på rumstationen."
"Allerede inden vi overhovedet gik i gang med selve eventyret, fandt vi os selv i at vandre rundt, sidde i sofaer, afprøve valgfrie aktiviteter og nyde atmosfæren.
Spillet belønner konstant nysgerrighed, og selv noget så simpelt som at løbe rundt viser nogle vidunderligt animerede karakterbevægelser, der er taget direkte ud af en anime fra 80’erne. Inden rumskibet er klar, lærer spillet dig, hvordan du bevæger dig rundt udenfor ved hjælp af en jetdrevet dragt, som senere bliver en vigtig del af udforskningen, da spillerne frit kan hoppe ind og ud af deres rumfartøjer under missioner. Derfra introducerer Orbitals gradvist sine co-op-mekanismer gennem reparationer. Den ene spiller bruger en skrotkrog, den anden en væskekaster, og med det samme bliver kommunikation afgørende."
"Hvem bærer hvilket værktøj? Hvornår skifter I? Hvilken kombination fungerer bedst? Det er den slags samarbejde, der føles naturligt snarere end påtvunget. Den filosofi går igen gennem hele previewet. Hver ny mekanik bygger videre på den forrige uden at overvælde dig.
Platformspillet bliver mere krævende, miljøgåderne bliver stadig mere sofistikerede, og til sidst åbner et tredje værktøj, strålekanonen, døren til elektriske kredsløb, kedler, bevægelige platforme og stadig mere snedige kombinationer. Orbitals føltes dog på intet tidspunkt hektisk, tværtimod. Selvom spillet konstant kræver, at begge spillere tænker og kommunikerer, er der et uventet afslappet rytme i det hele, hvilket i høj grad understreges af soundtracket og den charmerende præsentation. Når skibet endelig er repareret, åbner der sig et nyt lag. Den ene spiller tager kontrollen, mens den anden sætter sig i skyttenstolen, hvilket skaber en langsommere, mere velovervejet version af de klassiske samarbejdsøjeblikke fra Star Wars eller endda Star Fox. Igen kan begge spillere påtage sig begge roller. Det virkelige eventyr begynder, når Maki og Omura endelig krydser den mystiske storm mur, der har isoleret deres bosættelse i de sidste 15 år. Vi vil ikke afsløre for meget herfra, for det er netop her, Orbitals begynder at introducere den mærkelige og mere magiske side af sin verden. Der er forladte skibe, mystiske væsner, automatiserede forsvarssystemer, kæmpe huler, og mange flere opfindsomme gåder, der involverer fysik, timing og stadig mere krævende koordination. Udforskning belønner også nysgerrighed. Under vores session fandt vi et valgfrit samleobjekt, der låste op for et minispil med laserspringtov ombord på skibet. Det var så vanedannende at et par journalister stort set brugte resten af previewet på at forsøge at slå hinandens scores. Indtil videre har Orbitals ikke nødvendigvis imponeret os med én revolutionerende mekanik. I stedet har det lidt efter lidt vundet os over gennem smart puslespilsdesign, konstant udviklende interaktioner med karperne og frem for alt sin vidunderlige retro-anime-personlighed. De overdrevne udtryk, det overdrevne drama, den smukke mekaniske animation, yndige figurer som Hiroto, kat – det hele passer utroligt godt sammen. Selvfølgelig kan charme alene ikke bære et helt eventyr."
"Om Orbitals virkelig lykkes, vil i sidste ende afhænge af, hvor længe den kan blive ved med at introducere nye samarbejdsidéer uden at gentage sig selv. Men efter denne første time ser vi bestemt frem til at finde ud af det."
