Log ind medlem
Vi har spillet næsten 3 timer af det kommende Edo actioneventyr fyldt med forbandelser, Oni og Genma, og her forklarer vi dig, hvorfor det adskiller sig fra både Soulslikes og hack and slash-spil.
"Hvordan skiller man sig ud i dagens overflod af mørke fantasy-action-RPG’er? Især når alle tilsyneladende enten laver endnu et spil i stil med Hardcore Souls eller endnu et prangende hack-and-slash-spil. Tja, hvis man er Capcom, gør man det, man altid har været bedst til, man ser tilbage på sin egen historie og genopliver en af sine sovende franchises med et lidt anderledes vinkel. Vi forventer stadig, at Devil May Cry 6 kommer før snarere end senere for dem, der længes efter fart og stil, men efter at have tilbragt næsten 3 timer med Onimusha Way of the Sword, kom vi frem til, at dette spil ikke rigtig ønsker at konkurrere med nogen af de to yderpunkter, men ligger i stedet behageligt midt imellem. Det er snarere et action-eventyr. Det er hverken så strabadserende eller metodisk som A Soul's Like, eller så hektisk som Devil May Cry eller Bayonetta. Du kommer helt sikkert til at dø en del gange, især mod nogle bevidst ondskabsfulde bosser, men det er en langt mere fokuseret oplevelse, hvor du stoler på dit sværd, din Oni Gauntlet og frem for alt din egen dømmekraft. Det har også personlighed. På trods af de mørkere temaer tager spillet sig ikke selv alt for alvorligt. Miyamoto Musashi kaster ikke konstant one-liners ud hvert par sekunder, men der er nok humoristiske udvekslinger til at skabe balance det, der ofte er en virkelig dyster historie. Og ja, indledningen følger den klassiske japanske tradition med at bombardere dig med navne, fraktioner og begreber på én gang, men når man først har fået styr på det hele, bliver det overraskende nemt at følge med."
"Musashi og hans rival Ganryu Sasaki bærer begge den samme forbandelse: de er nødt til at fodre deres Oni-handsker med Genma-sjæle. Forskellen er enkel: Ganryu er fuldstændig tilfreds med at slagte uskyldige mennesker, mens Musashi langt hellere vil jage monstre i stedet. Det oplagte spørgsmål er, om vores helt i sidste ende vil give efter for selve magten. Kampene virkede straks lovende. De almindelige fjender kunne ikke være meget mere generiske, men det er de større monstre, hvor spillets identitet virkelig virkelig begynder at skinne. En af de første bosser, vi møder, var Daidara, dette bizarre væsen, der ligner en enhjørning og et vildsvin med enorme forhistoriske stødtænder og personligheden som en komisk figur fra en anime. Han råber hele tiden, lugter af Oni inden han stormer mod dig, men bag alle vittighederne lærer han dig to af spillets vigtigste mekanikker. For det første præcise parader og afværgninger, der fuldstændigt ændrer kampens forløb ved at dræne fjendens udholdenhed, og for det andet konstant at absorbere de blå og brune sjæle, som fjenderne frigiver, før de selv kommer sig . Kampen viste os også, at bosser kan ødelægge dele af omgivelserne og bruge dem imod dig, eller omvendt. Uden for kampene er der også en overraskende stor variation. Med elementangreb kan du sætte ild til dele af slagmarken, og Musashi bevæger sig gennem verden med stor smidighed og selvom man ikke kan springe manuelt som i de fleste moderne actionspil, kom sammenligningen med Zelda Ocarina of Time hele tiden tilbage i vores tanker, fordi spillet ganske enkelt lader dig springe naturligt over små kløfter, når det giver mening. De tidlige udforskninger er ret lineær og fører dig gennem uhyggelige huler og klipper fulde af miljøbaserede gåder og skjulte Oni-glyffer, som kun Musashis Oni-syn kan afsløre. Men senere åbner strukturen sig betydeligt op. Kyoto bliver et meget større, sammenhængende område med valgfrie mål, sideopgaver og flere stier at udforske. Det er en åben verden, men det er nok til at ændre tempoet på en god måde efter den mere manuskriptbaserede indledning. Omkring dette tidspunkt kommer en anden vigtig karakter ind i historien, Shizuka Gozen, en mystisk Oni-kvinde, der er fanget inde i din handske, og som i praksis bliver din Navi gennem eventyret. Hun har også til opgave at minde Musashi om på, at denne kraft har sin pris, for uden handsken vil du dø. I takt med at historien skrider frem, åbner RPG-systemerne sig også gradvist. Du låser op for nye Oni-våben, forskellige elementarkræfter, et overraskende omfattende færdighedstræ, nye kamp evner og udstyrsopgraderinger. Intet føles overvældende, fordi Capcom introducerer hver mekanik et skridt ad gangen, og inden længe bliver alle disse forskellige ressourcer ganske enkelt bliver en del af din naturlige spilcyklus. En ting, vi især kunne lide, var, at næsten hver eneste nye opgradering havde umiddelbar praktisk nytte."
"At forbedre dine afværger blev for eksempel hurtigt en af vores prioriteter fordi de hårdere fjender virkelig krævede det. Senere spillede vi også en af sideopgaverne. På papiret lyder det som en typisk udfyldningsopgave, hvor man bliver bedt om at at finde stjålne afgudsbilleder rundt omkring på kortet. I praksis gjorde den narrative kontekst det dog overraskende mindeværdigt. Den fortæller historien om en blind kvinde og en lam mand, der tror, at de ikke længere behøver at lide, fordi de bogstaveligt talt har mistet de sanser, der lod frygten trænge ind i deres liv. Den er vidunderligt bizar, lidt foruroligende og præcis den slags mærkelig japansk fortælling, vi havde håbet at finde her. Eventyret kulminerede i endnu en fremragende bosskamp mod Rasho-gan, et urovækkende væsen med utallige arme og hænder. Irriterende i begyndelsen, men yderst tilfredsstillende, når man endelig forstår dets mønstre. Faktisk er det nok sådan, vi generelt vil beskrive Onimushas bosser. De dræber dig igen og igen, men sjældent fordi spillet føles uretfærdigt. I stedet lærer man noget ved hvert eneste forsøg . Vi vil ikke afsløre meget mere end det, men anden halvdel af vores demo introducerede mere magtfulde fjender, større områder, yderligere muligheder for at bevæge sig rundt samt endnu en spektakulær boss ved navn Bayuke, der bogstaveligt talt griber fat i dig ved hjælp af sin egen pels. Hvad grafikken angår, skal du ikke forvente Capcoms mest imponerende RE Engine-præsentation; Resident Evil Requiem er teknisk set mere spektakulært, mens Onimusha bruger langt flere ressourcer på sværdkamp, interaktion med fjender og større miljøer. Selv på PS5 Pro så det godt ud, men ikke helt betagende. Vi fik også lejlighed til kort at afprøve Nintendo Switch 2-versionen. Ydelsen i håndholdt tilstand trænger stadig til lidt finpudsning, især hvad angår billedfrekvensen og nogle af hårfysikken, men det føles allerede som endnu en fuldt ud kompetent port til Nintendos nye system. En ting, vi virkelig håber, Capcom vil rette i alle versioner, er dog bredere understøttelse af bevægelsesstyring. At bruge adskilte Joy-Cons til faktisk svinge sit sværd og i det væsentlige at sigte med buen føles overraskende naturligt, og efter at have prøvet det føles det næsten som en tilbageskridt. Så efter næsten 3 timer, hvor står vi så? Onimusha Way of the Sword vil nok ikke genopfinde genren, men vi tror heller ikke, at det er målet. I stedet ser det ud til at være helt tilfreds med at skabe sin egen niche mellem Souls-lignende spil og hack-and-slash-spil ved at blande tilfredsstillende sværdkamp, mindeværdige monstre, let RPG-udvikling og lige akkurat nok personlighed til at give det et unikt præg. Og ærligt talt, efter denne hands-on-session glæder vi os virkelig til at se, om det kan opretholde den balance gennem hele eventyret."
