Jeg husker ikke præcis, hvornår jeg hørte om Virtual Boy første gang, men det var i hvert fald længe før internettet, og sandsynligvis var det i et af de importblade, jeg plejede at købe for urimeligt mange penge i min lille flækkes bedst sorterede bladkiosk eller i det gaming-bladet Super Power.
Jeg var Nintendo-fan og havde udkæmpet friske konsolkrige med Sega-fans under den legendariske 16-bit-æra med Mega Drive og Super Nintendo, og jeg var nu klar til en ny generation. Sonys samarbejde med Nintendo om en CD-tilføjelse var brudt sammen, og de skulle nu lancere deres egen konsol, som lovede godt, og Sega havde både 32X og Sega Saturn på vej. Desuden var Jaguar lige blevet udgivet, og EA-grundlæggeren Trip Hawkins stod klar med bæstet 3DO, som så ud til at overtage hele markedet.
Sådan ser den altså ud - Nintendos største flop.
Spændende, men hvor var Nintendo i alt dette? Jo, præcis som da de kom længe efter Mega Drive med Super Nintendo (og dermed lod dem overtage halvdelen af konsolmarkedet), så ud det til, at de blev forsinkede igen denne gang. Der blev talt om et drømmesamarbejde med Silicon Knights, som fremstillede de computere, Hollywood dengang brugte til special effects. Det her skulle vi angiveligt få lov at opleve hjemme i realtid i det, der senere blev kaldt Ultra 64, før det til sidst blev til Nintendo 64... men det lå et år eller to ude i fremtiden.
Omtrent da det blev tid til, at Playstation og Saturn skulle lanceres i Japan, hørte vi i Europa for første gang om Nintendos interimsløsning, nemlig Virtual Boy. Jeg, som elskede Nintendo lige så højt som Hulk Hogan og Optimus Prime, læste vantro om enheden og ville så gerne bevare håbet, men i stedet for usandsynligt lækre og surrealistisk teknisk avancerede titler som Battle Arena Toshinden og Wipeout til Playstation, samt Virtua Fighter og Daytona USA til Saturn - skulle jeg spille Teleroboxer og Galactic Pinball i én farve. Rød.
Her er den originale indpakning. i øvrigt.
Hele pointen med systemet var, at det bød på ægte 3D-grafik, og enhedens skaber - Gunpei Yokoi, den legendariske mand bag succeser som krydsknappen (D-pad), Kid Icarus, Metroid og Game Boy - har senere fortalt, at røde dioder var de billigste. Farver var aldrig en mulighed, og det var også sværere at få god dybde i billedet. Andre ting, der virkede uklare, var, hvorvidt det var en bærbar eller stationær enhed, og var det overhovedet muligt at spille multiplayer?
Enheden blev lanceret i Japan i sommeren 1995, omkring et halvt år efter Playstation og Saturn, til ret svag hype. De to CD-baserede konsoller dominerede al medieplads med deres ufatteligt lækre spil. At Ridge Racer til Playstation och Panzer Dragoon til Saturn var rigtige spil, var næsten ikke til at begribe, når man så billeder af dem i spilmedierne, efter udelukkende at have spillet Mega Drive og Super Nintendo. Virtual Boy fungerede derimod slet ikke på billeder. Det lignede grimme Super Nintendo-spil med én enkelt farve, og 3D-konceptet kunne jo ikke formidles via ugeblade.
Her er controlleren.
Enheden blev senere også udgivet i USA, hvorefter der begyndte at komme rapporter om, hvor forfærdelig den faktisk var at bruge. Folks øjne løv i vand selv efter korte spilsessioner efter at have stirret ind i de røde dioder, och holderen var svær at justere ordentligt, så man sad ofte med fremskudt nakke - hvilket gav folk nakkeproblemer og ondt i ryggen. Desuden blev der flittigt rapporteret om, at enheden gav brugerne hovedpine og gjorde dem utilpas.
Nintendo indså snart deres fejl og trak stikket på al support. Virtual Boy var død og kom aldrig til Europa. Totalt blev der solgt 770.000 enheder, og 22 spil blev udgivet. For at sætte det i perspektiv, var der mange, der mente, at floppet omkring Wii U var så voldsomt, at Nintendo burde have trukket stikket på deres konsolproduktion og overgå til at blive tredjepart - men Wii U solgte trods alt tæt på 14 millioner eksemplarer, altså næsten 20 gange mere. For at sammenligne det med et andet salgsflop, så solgte Mega CD-tilføjelsen til Mega Drive dobbelt så meget som Virtual Boy.
For nylig udkom Mario Tennis Fever, men det første spil i serien var faktisk Mario Tennis til netop Virtual Boy.
Men hvordan kunne Nintendo overhovedet ende her? I hvilken verden fik de den idé, at dette var den bedste måde at kontra Sonys og Segas fremmarch, mens man ventede på Nintendo 64?
Spørgsmålet er berettiget, men faktisk ikke helt let at besvare. Ophavsmanden Gunpei Yokoi forlod Nintendo kun et år efter floppet med Virtual Boy og døde tragisk i en bilulykke i 1997, kun 56 år gammel. Han havde sikkert haft meget spændende at fortælle med det hele i bakspejlet, men vi ved, at projektet med kodenavnet VR32 blev startet i 1991, året efter Super Nintendo blev udgivet i Japan (den kom til Europa i 1992). Målsætningen var at levere noget virkelig innovativt, som skulle styrke folks opfattelse af, at Nintendo var en virksomhed, der flyttede grænser.
Teknikken, der blev brugt, var noget kaldet Private Eye, skabt af Reflection Technology. Deres version var en tidlig forløber for virtual reality, men så primitiv, at flere virksomheder takkede nej til at forsøge at gøre noget med det - inklusiv Sega. Og de, der kender deres Sega-historie fra 90'erne, ved selvfølgelig, at det bestemt ikke var meget ny teknologi, de sagde nej til, hvilket burde have været en enormt "red flag".
Nu kommer Virtual Boy til Switch Online.
Mange blev som nævnt også utilpas af konceptet, som desuden var meget dyrt, noget Nintendo forsøgte at løse ved simpelthen at fjerne gyromekanikken. Tilbage var dermed en enhed, der egentlig fungerede som en kikkert (noget "virtual" var der ikke tale om, trods navnet på enheden), og som viste primitiv grafik i tre dimensioner, men som man kun kunne spille i kortere tid.
Shigeru Miyamoto selv forlyder at have været moderat interesseret i enheden og brugte sin tid på Nintendo 64 i stedet, og Virtual Boy blev lanceret, før den egentlig var helt klar, netop for at Nintendo skulle have noget nyt i den periode, hvor stærke konkurrenter risikerede at etablere sig på markedet og tage markedsandele.
På en måde fungerede det måske alligevel, for netop det, at enheden var så makabert mærkelig, har fået folk til at huske den. Virtual Boy er en enhed, der aldrig rigtig er forsvundet fra folks bevidsthed, og der tales konstant mere om den end for eksempel Atari Lynx, Neo Geo CD, PC-FX og Sega Pico, som alle har solgt omtrent det samme. Nintendo selv har heller aldrig skyet deres flop, men tværtimod omfavnet det. Virtual Boy glimter forbi i utallige spil og har en fast plads på Nintendo Museum.
Det kræver tilbehør, men her er spillene.
Og det faktum, at jeg skriver dette nu, skyldes selvfølgelig, at Virtual Boy i denne uge kommer til Switch Online + Expansion Pack med et antal spil, inklusiv to tidligere aldrig udgivne titler. Et mildt sagt nische-produkt, som desuden kræver, at du køber en Switch-holder i pap eller plast fra Nintendos hjemmeside (selvom der nok skal komme tredjepartsalternativer også).
Men interessen er stor. "Alle" kender Virtual Boy, men de færreste har nogensinde prøvet dette monumentale, men fascinerende nederlag, som faktisk trods alt fik nogle gode spil. Spil, som desuden rent faktisk udnytter den hardware, de kører på, og som ikke er mulige at spille, hvis man fjerner 3D-effekterne. Vi vender snart tilbage med en anmeldelse af Virtual Boy-tilbehøret og afslutter denne artikel med de fem bedste spil, der blev udgivet til formatet.
Virtual Boy top 5:
5. Galactic Pinball
Flipper i 3D lyder måske ikke så sexet, men præsentationen var førsteklasse, og billeddybden gav, tja, en ekstra dimension. Desuden er Flipper perfekt til Virtual Boy, som egner sig bedst til kortere spilsessioner.
4. Red Alarm
Hvordan demonstrerer man bedst tre dimensioner? Med et tredimensionelt shoot 'em up selvfølgelig. Red Alarm føles i dag ret hakkende, men den rødfarvede grafik får det til at føles lidt cyber, og gameplay-mæssigt leverer det stadig god underholdning.
3. Jack Bros
Vestens første møde med Megami Tensei-serien var i spinoffen Jack Bros fra 1995. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage dette med, da det er et af de få Virtual Boy-spil, der ville fungere lige så godt uden enheden, men Jack Frost, Jack Lantern og Jack Skeltons eventyr er alligevel gode nok til listen.
2. Teleroboxer
Den teknisk set mest imponerende titel, hvor man virkelig kæmper i tre dimensioner, hvilket giver en uovertruffen følelse af fysik. Det er desuden hurtigt og kontant og holder rent spilmæssigt den dag i dag.
1. Wario Land
Wario bevægede sig flot mellem dimensionerne i det suverænt bedste Virtual Boy-spil, som desuden føles gennemarbejdet på en måde, andre titler ikke gør. Stram kontrol, ægte Nintendo-banedesign og tydelig visuel struktur gør, at det føles som et "rigtigt" Wario-eventyr, der er værd at opleve i sin helhed.
