Skip to main content
Artikler

Vold i computerspil - tager vi skade?

Fra tid til anden dukker der en gruopvækkende historie op i pressen - om hvor galt det kan gå, når ’de unge’ spiller computerspil.
Carsten Skov Teisen 21 april 2004

Fra tid til anden dukker der en gruopvækkende historie op i pressen - om hvor galt det kan gå, når ’de unge’ spiller computerspil.

Den 12. februar giver BT ligefrem luft til en forsker, der mener at kunne iagttage, at omkring 20% af alle unge, der spiller computerspil, har rodet sig ud i én eller anden form for afhængighed. Udtalelsen fra Hans Henrik Knoop, Danmarks Pædagogiske Universitet, ligger i forlængelse af en engelsk undersøgelse, viser, at 7% af computerspillerne er i en særlig farezone, når de spiller mere end 30 timer om ugen.

Nu kan man så vælge at lade den slags historier løbe ind af de ene øre og ud af det andet, uden at man ofrer dem den helt store opmærksomhed. På den anden side skal man måske være på vagt over for langtidsvirkningen og mytedannelserne om børns og unges påvirkelighed over for volden i computerspil.

Jeg har spillet computerspil siden TV-tennis var det absolut mest hotte, så jeg reagerer nærmest pr. automatik imod historierne. Mine børn vokser op og er betydeligt mere vant til computerspil, som af gode grunde er betydeligt mere udbredte end i min egen barndom. På den måde bliver mine børn og jeg hurtigt enige. Det lidt tungere med min kone, der - hvis hun skal strække sig rigtigt langt ... - spiller kabalerne Napoleon og Edderkop, mens vores yngste er i bad om aftenen. Desuden har min gamle mor på 81 umådeligt svært ved at forstå, hvad der foregår, når hendes søn og barnebarn lader sig rive med af et gedigent actionspil på pc eller på en af husstandens mange spilkonsoller. Men hun har da hørt, at det er farlige sager vi beskæftiger os med - så hun opfordrer os ind imellem til at lade være med at spille så meget.

Skrækbilledet bliver dermed, at spilleren retter sin fulde og hele opmærksomhed mod computerspillet - og bliver opslugt af den fiktive verden. Spilleren lader simpelthen sine sanser, handlinger og værdier styre af, hvad der godt og skidt på det fiktive plan - Unreal Tournament-spillere skulle være specielt skydegale. Silent Hill-spilleren vil føle ondskaben lure i enhver krog og i enhver person, som vedkommende møder på sin vej. Grand Theft Auto-spillere skulle efter denne vurdering være forbrydere på hjul, der bemægtiger sig den første, den bedste bil for at opfylde ét eller andet kriminelt forehavende.

Nu, vi er ved Grand Theft Auto, så foreslog en skribent ved Washington Post, Mike Wilbon, ved udgivelsen af Grand Theft Auto: Vice City, at ’... de personer, som strikker den slags sammen, simpelt burde stenes i gaderne’. Så må man meget naturligt spørge: Hvem er det lige, der er blevet helt forkert skruet sammen i hovedet med hensyn til vold? Jeg har selv spillet disse og mange andre spil - og jeg har det med dem som med skak, fodbold og alle mulige andre fritidsaktiviteter - at jeg efter en tid får lyst til at foretage mig noget andet. Hér ved forårstid truer havearbejdet. Hvem ved, måske kunne lige frem langt om længe få taget mig sammen til at lappe cyklen - eller tage i biografen for at se en god film. Pointen er, at jeg beskæftiger mig med mange forskellige ting. Computerspillene tager ikke min tid fra morgen til aften - og mens jeg drømmer.

På den ene side finder jeg det voldsomt underholdende at drøne rundt i gange, kældre og katakomber omkring et fiktivt tysk slot for at udrydde krauts. Return to Castle Wolfenstein er efter min mening et spil, der er både sjovt, hektisk og utroligt spændende - uden at volden bliver en pointe i sig selv i historien, ganske som volden heller ikke er udpenslet i ekstreme detaljer. På den anden side er jeg til tider stødt på spiltitler, hvor jeg faktisk godt kunne tænke mig at skrue ned for mængden af løsrevne arme og ben, der flyver om ørerne på min spilfigur. Her er der typisk tale om spil, hvor historien er papirtynd, og hvor blodig vold ender med at være clouet i sig selv. Min pointe er i og for sig bare, at der findes gode såvel som dårlige computerspil og at visuel vold langt fra fører til et godt computerspil.

Så kære forældre, når I køber computerspil til jeres lille purk på 7 - så er det måske en ide at gå uden om spil, der er mærket med 16+ som anbefalet aldersgruppe! Tag aldersmærkningen som en hovedregel, om end det kan

hænde, at alders-censuren falder helt ved siden af. Der er dem, der mener, at salg af computerspil skal reguleres efter negativlister, der rummer titler på spil, som bekymrede forældreorganisationer ligefrem finder farlige. Spørgsmålet er så, om sådanne lister vil løse noget som helt? Jeg vil snarere tro, at de tværtimod skærper appetitten på de spil, der er nævnt på listerne.

Der er desuden dem, der foretrækker spil, der er godkendt og vurderet af en kristen, jødisk, islamisk eller anden religiøs gruppe. Det har jeg ikke umiddelbart det store imod - bortset fra, at en sådan religiøs, etisk censur lugter mistænkeligt meget af sindelagskontrol. Hvordan vil børn reagere som voksne, når de vokset op med, at de voksne har sorteret og filtreret de indtryk, som slipper igennem til deres børn? Hvordan bliver disse børn overhovedet udstyret med deres egen mening, deres egne værdier? Mange skrækhistorier om børns forbrug af computerspil fokuserer på manglende sociale kontakter, manglende eller ligefrem udebleven nattesøvn. I helt ekstreme situationer hører man om spillere, der i virkelighedens verden efterligner voldshandlinger fra spillene.

Jeg kan ikke afvise, at der for et ganske, ganske lille antal spillere er en risiko for at udvikle ludomani- eller misbrugs-lignende afhængighed, og det er så absolut alvorligt. Spørgsmålet er så bare, om computerspillene er årsagen til problemerne eller i virkeligheden bare er et - alt andet lige - tilfældigt symptom på usikkerhed, utryghed, ensomhed andre psykiske tilstande.

Det sker tit, at min kone og jeg ser TV-avisen sammen med vores søn på 7. Det passer med, at der er lavet lektier, og at vi lige skal have en kop kaffe - bare rolig, vores søn får saftevand eller mælk ... - inden han skal i seng. For det meste er der lige en tegning eller et legobyggeri, der skal gøres færdig inden sengetid. Han kaster dog løbende et blik på nyhederne og gør opmærksom på situationer, hvor han synes, at det han ser, er lidt for voldsomt.

Så kunne man selvfølgelig vælge helt at lade være med at se TV-avisen, mens han er vågen. Jeg har bare den opfattelse, at det er bedre at snakke med ham om de ting, der sker end at lade som om de ikke sker. Vi zapper dog også tit væk, hvis der er lidt for mange bombeofre fra Irak, lidt for mange hungersnødramte børn, lidt for mange voldsomheder i det hele taget. Det er en hårfin balance for os som forældre - at fortælle vores søn om verden omkring ham - og samtidig være opmærksom på, hvornår verden bare er for meget for ham.

Jeg kunne f.eks. heller ikke drømme om at sætte mig for at se gyserfilm, krigsfilm eller voldsomme film i det hele taget sammen med ham, når jeg ved, hvordan han har det med ulykker og vold i TV-avisen,. Det er bestemt heller ikke et mål i sig selv at komme til det med tiden. For mig handler det i stedet om fortsat at være opmærksom på, hvor hans grænser går og at diskutere de begreber og sammenhænge, der er i omløb, som han ikke forstår. Ganske som vi som forældre er opmærksomme på, hvor langt han kan tackle, at normer og adfærd fra virkelighedens verden bliver overskredet.

Til de forældre, der er tilbøjelige til at tro på skrækhistorierne om computerspil er der derfor kun at sige: Snak med jeres børn. Vær opmærksom på, hvad de bruger skole- og fritiden på, og snak med dem om det. I skal ikke overvåge og kontrollere - men simpelthen bare være opmærksomme på, hvordan jeres børn har det.

Fuld profil 193 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.