For kort tid siden havde jeg fornøjelsen af at anmelde Uncharted 4: A Thief's End, og et sted inde i teksten skrev jeg en utrolig ambitiøs sætning, nemlig at det var det bedste spil, jeg nogensinde har spillet. Siden da haft har jeg tid til at simre lidt over den udtalelse, og til og med gennemføre spillet på et hav af forskellige sværhedsgrader, og min dom forbliver den samme. Jeg har spillet spil i størstedelen af mit liv og har haft meget store, rørende oplevelser med et spil i løbet af den tid, men Uncharted 4: A Thief's End slår dem alle - det er, i min optik, en af spilbranchens største triumfer, et mesterværk af dimensioner og et af de stærkeste eksempler på, at spillet som medie har sin plads blandt de bedste historiefortællende medietyper.
Jeg elsker i forvejen Uncharted-serien, og det er i grunden sjovt, for Uncharted 4: A Thief's End har ikke synderligt meget tilfælles med sine brødre. De store setpieces er stadig til stede, men hviler et sted i baggrunden. Den komiske tegneserieinspirerede dialog er pist væk, og hele tempoet er blevet en del langsommere. I virkeligheden har Uncharted 4: A Thief's End mere tilfælles med The Last of Us end tidligere kapitler i serien.
Tonen er mere dyster, dialogen er mere subtil, forholdene er mere komplekse, og selv de hurtigste gameplay-sekvenser er langsommere og med et mere overvejet tempo. Dette gør at Uncharted 4: A Thief's End virker som den ældste søskende i flokken, og passer derfor utrolig godt som afsluttende kapitel. Vigtigere er det dog, at Uncharted 4: A Thief's End føles melankolsk, hele vejen igennem, selvom at der fortsat bliver udvekslet sjove one-liners, så er dette ikke et goddag, eller en "forsættelse følger" -det er et farvel.
Det melankolske islæt kan mærkes både narrativt og teknisk, og giver hele oplevelsen mere vægt. Musikken føles af mere, at sigte og skyde føles tungere og hver en mellemscene gør et stort indtryk. Dette er klassisk spinal tap-strategi, hvor man skruer samtlige forstærkere op på 11, men på en helt anden måde, for i stedet bare at skrue op for eksponeringen, eksplosionerne og mængden af lokationer, så formår Naughty Dog at give os Nathan Drakes bedste øjeblikke ved at skrue helt ned for blusset.
Det betyder samtidig, at når der så er gang i den, så er man mere til stede. Man stirrer sig ikke blind på action-sekvenserne, men i stedet sidder hjertet virkelig i halsen hver eneste gang, Nathan Drake ser sig selv oppe imod uoverkommelige odds.
Historien, dialogen, karaktererne er ikke bare seriens bedste, men er uden tvivl det mest levende, dynamiske og virkelighedstro narrativ, jeg nogensinde har oplevet. Der er en dybde på spil, som mange Hollywood-film kunne lære meget af, og karaktererne efterlader samme indtryk, som mange storfilm gør, nemlig at man savner dem, efter rulleteksterne løber over skærmen, man føler, at man kender dem, man føler, at de kender dig.
Min oplevelse med Uncharted 4: A Thief's End er blandt de bedste, jeg nogensinde har haft med en medieoplevelse, og det hører til i samme klub som at læse den sidste linje af den sidste Harry Potter-bog, at stortude til afslutningen på Ringenes Herre-trilogien, at se Ash give slip på Butterfree i Pokémon (ej). Spillet er ikke perfekt, sådan overhovedet, for det er der intet, der er, men et mesterværk? Så sandelig. Det bedste spil jeg nogensinde har spillet? Ja, uden tvivl.
Anders Mai:
Sikke en afslutning, sikke en afsted, sikke et spil. Jeg er helt enig i din bedømmelse af, at de skruer ned for tempoet, og mens nogen mener, det simpelthen går for langsomt i begyndelsen, ser jeg det kun som en fordel. Spillet tager sig god tid til at bygge karaktererne og historien ordenligt op, og derfor føles anden halvdel af spillet så fyldestgørende. Jeg havde frygtet at tilføjelsen at Sam - en bror til Nathan vi hidtil aldrig havde hørt omtalt - ville føles påtvunget, men det hele giver mening og føles troværdigt.
Uncharted 4 føltes som målet mod det Naughty Dog har jagtet, siden de begyndte på serien oprindeligt. Med Uncharted 1 lærte de at skrive gode underholdende karakterer. I Uncharted 2 lærte de at mestre det grafiske udtryk og gjorde omgivelserne varierede, så spilleren konstant følte, der var noget nyt at se. Med Uncharted 3 lærte de at skrive mystiske fjender og formåede samtidig at gøre handlingen mere uforudsigelig, så man ikke kunne regne ud, hvem der ville forråde Nathan, og hvor handlingen ville bevæge sig hen. Uncharted 4 indeholder alt det bedste fra de tidligere spil og samtidig meget mere. Tempoet er langsommere men turen er ikke mindre hæsblæsende af den grund.
Da jeg læste din anmeldelse, tænkte jeg, at det er farligt at kalde spillet, man anmelder, for det bedste man nogensinde har spillet. Ofte kan man blive så opslugt af et spil, at man glemmer, hvor gode oplevelser man tidligere har haft med andre spil. Men da spillet var gennemført, rulleteksterne løb over skærmen, og jeg lagde controlleren fra mig, var der kun ét ord, der kunne beskrive spillet: mesterværk.
Så forstår jeg bedre, hvorfor du skrev den sætning.