Skip to main content
Artikler

Vores bud på de 10 mest ikoniske spiltrailere

Der er gode spiltrailere og så er der dem, der går hen og bliver ikoniske. Vi har lavet en top 10 over de spiltrailere vi synes er de mest ikoniske.
Palle Havshøi-Jensen Opdateret 13 marts 2024

Som med så meget andet, så er om man kan lide en spiltrailer helt op til personlige præferencer og smag. Alligevel er der nogen, der for de fleste, går hen og bliver noget helt specielt.

Vi har set tilbage og har udvalgt 10 spiltraileren, som vi synes er ikoniske - og her er det vigtigt at understrege, at det ikke nødvendigvis er de 10 bedste trailere eller de 10 trailere, som har flest views på YouTube. Det er de 10 trailere, der i undertegnedes bog står klarest frem som nogle af de mest ikoniske spiltrailere gennem tiden.

Kom gerne med dit bud på din mest ikoniske spiltrailer i kommentarerne nedenfor.

10. CYBERPUNK 2077 - TEASER TRAILER (2013)

I starten af 2013 fik Cyberpunk 2077 en virkelig smuk og stilfuld teaser trailer, og den var med til at sende forventningerne til det her spil igennem taget. Traileren havde måske ikke umiddelbart så meget med det endelig spil at gøre, men det er en af de flotteste teasere vi længe har set. Det komiske ved den trailer er, at der står "Coming: When it's ready" og vi ved jo alle, at Cyberpunk 2077 kom længe før det var "ready", men det tager ikke noget fra den her smukke trailer.

9. BIOSHOCK TRAILER (2007)

Bioshock har altid leveret gode trailere, men den første trailer fra det første spil, satte virkelig et aftryk. Her støder man også for første gang på den unikke verden i Rapture og på en Big Daddy og den slags ender som bekendt sjældent godt. Det ender da også med at blive en ganske intens trailer og jeg kan tydeligt huske da jeg så den første gang og den gjorde et stort indtryk på mig.

8. ASSASSIN'S CREED UNITY - WORLD PREMIERE CINEMATIC TRAILER (2014)

Da den første trailer til Assassin's Creed Unity blev vist frem ved E3 messen tilbage i 2014, var det en af de absolut flotteste trailere man havde set. Traileren er næsten 4 minutter lang og udspiller sig i Paris under den franske revolution. Musikken (Lorde - Everybody Want to Rule the World), klipningen og den lettere overraskende slutning gør det her til en af de mest ikoniske trailere - desværre var spillet ikke i nærheden af at leve op til niveauet fra traileren. Her var en remake, som man virkelig godt kunne bruge.

7. MASS EFFECT 2 - LAUNCH TRAILER (2010)

"We're at war! No one wants to admit it, but humanity is under attack." Den her trailer er muligvis en af de mest episke, vi endnu har set. Mass Effect er en episk rumfortælling og den her trailer sætter scenen for det andet spil i serien rigtigt godt. Der bydes på et episk soundtrack, fremragende filmisk klipning, smuk grafik (af sin tid) og ikke mindst Martin Sheen!

6. DEATH STRANDING - TEASER TRAILER (2016)

Den her 5 minutter lange teaser trailer står tilbage som en af de mest mystiske. Da man så den første gang, havde man ingen idé om hvad der foregik; en baby i en glas-puppe, flydende dukker, tanks med noget der lignede indvolde spredt ud over dem og ikke mindst Mads Mikkelsen som bad guy, forbundet til hans soldater med noget der kunne minde om mekaniske navlestrenge. Denne trailer rejste langt flere spørgsmål end den besvarede og det er måske også meningen med en teaser trailer. Den her trailer står i hvert fald tilbage som en af de mest ikoniske og mystiske trailere.

5. ELDEN RING - E3 2019 ANNOUNCEMENT TRAILER (2019)

Hvis Elden Ring traileren blot havde indeholdt noget af det første man ser, nemlig skærmen hvor der står "A new world by created by Hidetaka Miyazaki and George R. R. Martin", ville den have fået fans af Dark Souls, Sekiro, Bloodborne og Game of Thrones op i det røde felt. Heldigvis ser man lidt af den mørke og ildevarslende verden og traileren her sætter perfekt stemningen for, hvad der skulle blive et af 2022's bedste spil. Det var en af de trailere, der nærmest øjeblikkeligt gik hen og blev ikonisk.

4. GEARS OF WAR - MAD WORLD TRAILER (2006)

https://www.youtube.com/watch?v=_ojz7Jd_MKY

Denne trailer er faktisk et tv-spot for det første Gear of War. Det som gør traileren helt speciel, er den unikke stemning som Gary Jules' cover-version af det gamle Tears for Fears nummer Mad World giver denne trailer. Det sidste shot, hvor Marcus står overfor det enorme monster i mørket, sammen med Mad World i baggrunden, kan, den dag i dag, næsten få hårene på armene til at rejse sig. Fremragende trailer.

3. THE LAST OF US PART II - PLAYSTATION EXPERIENCE 2016 REVEAL TRAILER (2016)

Denne trailer er et mesterstykke i at skabe en intens stemning. En ældre, og blodig, Ellie sidder på kanten af sengen med en guitar. Hendes hænder ryster, hun stemmer guitaren og synger den mørkeste sang om hvordan hun vil dræbe hendes fjender når de kommer. Og når Joel til sidst kommer ind i rummet og spørger hende, om hun virkelig "vil gennemføre det her" og får hendes svar det til at løbe koldt ned ad ryggen. Så er stemningen virkelig sat til et af de bedste spil nogensinde - og traileren er også blandt de mest ikoniske trailere i min bog.

2. DEAD ISLAND - REVEAL TRAILER (2011)

Den her trailer er en af de absolut mest ikoniske trailere jeg kan komme i tanke om - nok i kraft af, at den også er en af de bedste spiltrailere nogensinde. Man ser rædslerne fra et zombieangreb, i hvad der burde være et paradis for en lille familie, delvis baglæns - det var et fantastisk greb, som ramte meget præcist, da traileren landede i 2016. Desværre kunne spillet ikke helt følge trop, men det ændrer ikke på, at det er en af de bedste spiltrailere overhovedet.

1. METAL GEAR SOLID 2: SONS OF LIBERTY - E3 2000 TRAILER (2000)

https://www.youtube.com/watch?v=cq6L1HV5gz4

Den her 9 minutter lange trailer er en af de trailere, man kan se for sig, blot ved at høre lydsiden. Den er ikonisk og tog alle med storm og sendte forventningerne til Hideo Kojimas Metal Gear Solid 2 gennem taget. Hideo Kojima er en filmskaber i fanget i en spiludviklers krop og han er også den eneste, som har to trailer på den her liste. Han står typisk bag virkelige gennemarbejdede og ofte lange trailere og den her står tilbage som den mest ikoniske spiltrailer. (Vi beklager trailerens kvalitet - der findes AI-opskalerede udgaver på nettet, men vi ville helst vise den oprindelige version, som dog ikke er i den kvalitet, vi er forvænt med her i 2024).

—-------

TRE BOBLERE
De tre nedenstående trailere kan næppe betragtes som "ikoniske", men de har bare det der ekstra krydderi, som gør, at man kan se dem igen og igen.

ORI AND THE BLIND FOREST - NEW TRAILER (2015)

Den her trailer, er måske nok den trailer, jeg har set flest gange. Den har bare det hele; sorg, glæde, håb, fortvivlelse, fantastisk musik, smuk grafik og lækkert gameplay.

GRAND THEFT AUTO V - TRAILER #2 (2012)

Rockstar har altid skruet nogle lækre traileren sammen og det var ingen undtagelse med Grand Theft Auto V. Trailer #2 introducerede de tre skæve hovedpersoner i spillet akkompagneret af Stevie Wonders "Skeleton" - vovet kombination.

HITMAN ABSOLUTION - ATTACK OF THE SAINTS TRAILER (2012)

Der er et eller andet over kontrasterne og settingen i den her trailer. De 8 nonner som bestemt ikke er nonner under forklædningen, den amerikanske highway-diner og regnvejret der sætter ind når helvedet bryder løs. Den her trailer sætter stemningen perfekt.

Fuld profil 3.322 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.