I sidste uge udkom Xbox One - nogle steder. Vi må stadig spejde langt efter en officiel dansk udgivelsesdato, og dermed også officiel understøttelse af konsollen herhjemme. Hungrer du efter Xbox One, er der selvfølgelig mulighed for at importere maskinen fra udlandet, men inden du gør det, bør du gøre dig klart hvilke funktioner, du indtil videre må undvære.
Det vender vi tilbage til om lidt, men inden da kigger vi lidt på hardwaren. Ganske som konkurrenten PlayStation 4, bygger Xbox One på en PC-lignende arkitektur. Altså er den lige til at kaste sig over for udviklerne. Ydelsesmæssigt ligner de to maskiner hinanden meget, men titler som Assassin's Creed IV: Black Flag og Call of Duty: Ghosts viser en lille fordel til PlayStation 4 - og når vi siger lille, mener vi at man skal se dem køre side om side, for at kunne bemærke dem.
Controlleren har fået en større overhaling, men føles ikke væsentligt anderledes end den vi kender fra Xbox 360. Bumper-knapperne har fået vokseværk, aftrækkerne er blevet en smule bredere, og d-pad'et er nu et rigtigt kors frem for en rund knap, men ellers er alt stort set ved det gamle.
Microsoft satser stadig heftigt på Kinect, og Xbox Ones udgave af kameraet har langt bedre opløsning, og kan bruges på kortere afstande, end forgængeren. Hvilken betydning, det kommer til at få i praksis, må tiden dog vise - der er ingen spil, der kræver Kinect, til konsollen endnu, udover Xbox Fitness. Nogle titler understøtter selvfølgelig stemmekommandoer og så videre, men vi er stadig ikke overbeviste om hvorvidt Kinect virkelig er et must. Er du bekymret om privatlivet, eller har du bare pladsmangel, vil det glæde dig at høre, at Xbox One virker fint uden Kinect tilsluttet.
Og lad os så vende tilbage til det, man må undvære, fordi konsollen ikke er ude i Danmark endnu.
Af uransagelige årsager har Microsoft besluttet, at ens valg af sprog i grænsefladen skal diktere, hvilke Xbox Live-regioner man kan sætte konsollen op til. De fleste herhjemme vil nok vælge at grænsefladen skal være på engelsk (dansk er ikke en mulighed), og dermed er det oplagt at vælge Storbritannien som Xbox Live-land.

Udvalget af apps, spil og så videre svarer dermed til hvad Xbox One-brugere i UK har til rådighed, men langt de fleste af dem kræver fysisk bopæl derovre. Du kan hente og bruge Netflix, med dansk udvalg af film og serier, men ellers er der ikke mange streamingtjenester til rådighed. Her er ingen Viaplay, og ingen HBO Nordic, som man ellers kan få på sin Xbox 360 herhjemme.
Skal du købe spil og DLC fra Xbox Live, skal du også have fundet dig en gyldig engelsk adresse, du kan påstå at du bor på. Det er ikke det store krumspring (Xbox Live tjekker ikke om den adresse nu også er tilknyttet dit kreditkort), men det er værd at huske på.
Du skal heller ikke forvente at kunne bruge de ellers meget omtalte tv-funktioner. Der er ingen understøttelse af danske tv-udbydere og deres settop-bokse, og OneGuide-programguiden er indtil videre kun lanceret i USA. Måske vil du kunne styre din boks med Xbox One, men regn ikke med det (og hvis du er som danskere er flest, kører du bare dit tv-signal direkte fra stikdåsen i væggen og over til dit fjernsyn, uden nogen form for boks imellem, og så er der intet Live TV på Xbox One til dig).
Xbox One har en ret stærk line-up af lanceringstitler, men det er mest af alt tværplatformstitler som Assassin's Creed IV: Black Flag, Battlefield 4 og FIFA 14, der trækker. Eksklusivtitlerne Forza Motorsport 5 og Dead Rising 3 er dog også stærke kort. Mere tvivlsomt ser det ud blandt de digitale titler, hvor der er langt mellem snapsene. Du kan finde anmeldelser af en lang række af dem nedenfor.
Racing for bilelskere i Forza Motorsport 5
Zombier og åbne verdener i Dead Rising 3
Sværd, sandaler og blodsprøjt i Ryse: Son of Rome
Skyd løs fra drageryg i Crimson Dragon
Hårdtslående fighting i Killer Instinct
Nuttede dyr og forretningssim i Zoo Tycoon
Galskab og talende motorcykler i LocoCycle
Arcade-raceren Need For Speed Rivals.
LEGO-spillet med fokus på Marvels superhelte.
Det næste kapitel af Call of Duty-serien.
Det næste kapitel af Ubisofts Assassin's Creed snigerspil med en stor åben verden.
Endnu et skydespil i form af DICE's Battlefield 4.
Artiklen er baseret på redaktionens egen oplevelse med vores Xbox One på tidspunktet omkring den engelske lancering. Har du købt en Xbox One, så fortæl os om dine oplevelser herunder.