Vi udråbte Batman: Arkham Asylum til at være årets spil 2009, så man kan roligt sige at vores forventninger til efterfølgeren er store. I Arkham City er den tidligere inspektør på galeanstalten Arkham, Quincy Sharp, blevet valgt til borgmester i Gotham City, og har taget en radikal beslutning for at løse byens problemer med gale kriminelle: han har inddraget et af de fattigste kvarterer, bygget en mur omkring, og smidt alle tosserne derind.
Arkham City fortsætter hvor Asylum slap, nærmest bogstaveligt talt. Batman bevarer alle sine evner og dimser fra forgængeren, og i stedet finder han undervejs nyt udstyr og så videre. Jokeren vender selvfølgelig tilbage, og får blandt andet selskab af Two-Face - der har tænkt sig at myrde Catwoman, hvilket Batman selvsagt ikke kan leve med.
Mere af det hele, større og med endnu mere sans for detalje. Batman: Arkham City bliver et af årets største titler.

Child of Eden
Xbox 360, PlayStation 3
Q Entertainment, Ubisoft
Forventet premiere: 1. kvartal
Det er de færreste udviklere der har succes med at forsøge sig med en efterfølger til en klassiker, tæt på ti år efter det oprindelige spil udkom. Måske er det også derfor at Child of Eden kun kaldes den spirituelle efterfølger til Sega's fabelagtige oplevelse Rez.
Det er dog igen Tetsuyz Mizuguchi der er troldmanden bag projektet, og de ti års pause synes ikke at have mindsket hans evner og lyst til at blande fantastiske farver og former, med et pumpende soundtrack bestående udelukkende af elektronisk musik.
Godt gemt i det hele er et skydespil, hvor hver af de nedskudte organiske fjender belønner med kulørte eksplosioner og lyde som mikses ind i soundtracket.
Vi er mange der har ventet på en efterfølger til Rez i lige siden det originale spil udkom, og Child of Eden kan meget vel endelig blive spillet vi har ventet i så lang tid på.

Shift 2: Unleashed
Xbox 360, PlayStation 3
Electronic Arts
Forventet premiere: 1. kvartal
Det første Need for Speed: Shift faldt ikke i alles smag, men var man til simulationsbaseret ræs, var det svært at komme uden om hvor mange detaljer udvikleren Slightly Mad Studios havde implementeret helt rigtigt.
Shift 2: Unleashed sigter igen efter simulationen af det at sidde i en racerbil, og med fokus på at sikre at kontrollen er skarpere, billedhastigheden er højere og detaljerne er flere, lover det hele utrolig godt.
Det er dog det såkaldte "Helmet Cam" der virkelig ser ud til at tilføje en grad af realisme, som vi ikke tidligere har oplevet i denne slags spil. Som navnet antyder får du med "Helmet Cam" derfor lov til at se hele spillet inde fra racerkørerens hjelm, hvilket virker skræmmende realistisk når der bremses, accelereres eller køres hurtigt i sving, og man ser hele synspunkter svinge rundt. Vi glæder os til at ræse og blive køresyge!
Husk at læse med i morgen, hvor vi byder på tre nye grunde til at glæde sig til spilåret 2011!
Er du gået glip af de tidligere dele i serien, kan du finde dem her: del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8, del 9