Skip to main content
Artikler

Hardware Awards 2023: Bedste Innovative Hardware

Hvilke gadgets har for alvor imponeret os med innovative nye features?
Redaktionen Opdateret 19 december 2023

Vi har skrevet det før, og skriver det gerne igen, men begrebet "innovativ" og "innovation" har det med at blive misbrugt i vor kære tech-branche. Produkt efter produkt lander på hylderne som godt nok være bundsolide, tag ikke fejl af det, men der er ikke nogen reel innovation, nogen nytænkning, nogen restrukturering af hele brugsscenariet.

Så derfor begiver vi os hvert år ud på en mission, en mission hvor målet er at fejre, at hylde, de produkter der er landet på Gamereactor-kontoret, der for alvor imponerer ved at innovere. Det behøver ikke at være de bedste produkter et givent år, innovation kommer som regel også med nogle ret centrale omkostninger, men innovation, ja de har de leveret.

I år har vi ikke haft nær lige så meget tid til at køre på med lige så mange hardware-anmeldelser som håbet, men der har stadig været adskillige gange hvor vi modtog en ordentlig kæberasler, og måtte rekonfigurere hvad vores forventninger til markedet så skulle være fremadrettet Det er den slags oplevelser man samler på som anmelder, og dem hylder vi endnu en gang her.

Vinder: OnePlus Open

Ja, endnu en foldbar telefon, vi ved det godt. Men der sker stadig så uendeligt meget i netop det her segment, at det synes relativt åbenlyst at netop denne form for teknisk innovation hyldes her. Ikke bare er OnePlus Open den første reelle konkurrent til Samsungs lettere stagnerede Fold-serie her i Danmark, den ankom også med pomp og pragt, med et rent Android skin, solide kameraer og en simplicitet som Samsung simpelthen ikke rigtig kan tilbyde igennem deres OneUI software

OnePlus Open er et slam dunk på så mange forskellige områder, fra den vidunderlige do not disturb slider på siden til det efterhånden ret effektive samarbejde med svenske Hasselblad. Vidunderlige displays både ud- og indvendig. Snappy software takket være kraftfuld indmad, hurtig opladning via en lader, du får med i æsken. Det hele er her stort set, og til lidt billigere penge end Fold 5.

Det eneste vi reelt mangler her er trådløs opladning, men vi er sikre på at Open er kommet for at blive, og at der er masser at se frem til i fremtidige iterationer også. Godt gået, OnePlus. Godt gået.

Du kan læse vores anmeldelse her

Vinder: Sage Barista Touch

Kan en kaffemaskine vinde for at være innovativ? Ja, gu' fanden kan den det. Som vi skrev i vores originale anmeldelse, som du i øvrigt kan finde herunder, så er netop denne variant fra Sages ret imponerende flåde ret særlig, fordi den forsøger at bruge teknologi til at gå på line mellem hårdkogt espresso-snobberi og tilgængelighed. Displayet på maskinen guider dig roligt igennem processen hver gang, en temperaturmåler steamer automatisk mælk i kanden til den perfekte cappucino, og indgående indstillinger gør at der er et hav af tilpasningsmuligheder.

At lave en god kop kaffe er både en dybt personlig, og en relativt taktil sag, hvor man ønsker at indgå direkte i processen, og lære at mestre et ret skræmmende værktøj. Sage tager ikke noget af det fra dig, men tilbyder små præg hist og her, der gør dig mere bevidst imens du lærer.

Det er vi ret enige om her på redaktionen fortjener hæder, så derfor er Barista Touch at finde på årets liste.

Du kan læse vores anmeldelse her

Vinder: Pixel Tablet

Der findes uden tvivl rigtig, rigtige mange af jer derude der har en Google Nest af en art, og der er måske sågar nogle der har investeret i en Nest Hub, der både agerer hjemsted for Google Assistant, men ligeledes er en digital billedramme for Google Photos, samt en række andre smarte funktioner.

Google gjorde det ret geniale tidligere på året at kombinere den her Hub med en tablet, og det produkt hedder Pixel Tablet. Selve tabletten er ikke imponerende i sig selv, men med i æsken får du en magnetisk højtalerstander, der, idet den forbinder, lader din tablet, samtidig med at den rent software-mæssigt skifter tilstand til at blive en gigantisk Nest Hub.

Det lyder simpelt, men det at det samme produkt kan blive til to virkelig distinkte, forskellige apparater, det er simpelthen så smart at vi bliver nødt til at nævne det her.

Du kan læse vores anmeldelse her

Vinder: Pedestal Straight Rollin'

Pedestal Straight Rollin', og deres andre produkter for den sags skyld, er ikke innovative på egen hånd, men konstruktionen tilbyder en positionsmæssig alsidighed, som kan gøre innovative underværker for dit hjem, og derfor fortjener de så sandelig en plads på årets liste.

Med det mener vi at det i princippet "bare" er et stativ på hjul, men pludselig at kunne kontrollere hvor og hvordan dit fjernsyn er positioneret, samt at samle konsol, AppleTV, soundbar, kabler - hele svineriet, på en og samme ramme, det er så genialt, at det er for vildt at ingen har tænkt på det noget før.

Men det har danske Pedestal altså, og selvom at der er plads til forbedringer hist og her, så var vi så positivt overraskede over det endelige resultat, at vi kvitterede med et 10/10. Det står vi ved.

Du kan læse vores anmeldelse her

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.