Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Gamereactors Game of the Year 2019: Bedste Udvikler

Spil udvikles af mange dygtige mennesker, og dem fejrer vi med denne kåring af årets dygtigste studier!
Redaktionen 30 december 2019

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort imellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Vi ved vist allesammen, at det ikke altid er lige let for udviklerne i spilbranchen. Ikke bare er det en branche med masser af overarbejde, lange nætter og såkaldt "crunch", men det er også en branche hvor få måneders dårligdom kan resultere i hæftige fyringsrunder eller sågar studielukninger.

Men til trods for alt dette kaos udgiver masser af studier, store som små, hvert eneste år fantastiske spiloplevelser, der udfordrer os, underholder os og rør os, og det synes vi er ret fantastisk. Man siger nemlig i filmbranchen, at det er et lille mirakel når en god film faktisk kan blive lavet, til trods for det utal af gange hvor det kan gå galt. Men hvad så med et spil?

For at fejre de mirakelmagere der arbejder benhårdt på at give os alle de fede spil vi nyder hvert år, så har vi denne kategori.

Vinder:

Respawn Entertainment
Det har været et godt år for Respawn Entertianment. Ikke alene har de udgivet to af årets spilmæssige højdepunkter; Apex Legends og Star Wars Jedi: Fallen Order. De har også gjort det på trods af, at de er under vingen på EA, der unægtelig har været involveret i indtil flere bommerter og tvivlsomme beslutninger. Selvom EA måske også nogle gange får kritik for mere, end hvad de rent faktisk kan stå på mål for, så er det efterhånden blevet rapporteret flere gange, at de sætter alle udgivelser op mod målestokken "kan vi tjene lige så meget på det, som vi tjener på FUT (FIFA-seriens voldsomt indbringende online spil)". Ser vi alene på i år, så er det ikke helt hen i vejret at antyde, at EA også har en stor andel i den kæberasler, som Anthem fik, da deres jetpacks aldrig kom i luften.

Respawn har - som var de Cal Kestis selv - pareret EAs blasterskud og har fundet en perfekt balance. Da de i starten af året udgav Apex Legends uden et eneste ords foromtale, var det ikke tilfældigt.

"We're doing a free to play game, with essentially loot boxes, after we were bought by EA, and it's nok Titanfall 3. It's the perfect recipe for a marketing plan to go awry, so why have that - let's just ship the game and let players play," sagde Drew McCoy der er line producer på Apex Legends til Eurogamer.

Det kan virke som ren og skær logik, når man ser det på afstand, men at en udvikler har så meget situationsfornemmelse er faktisk lidt af et mirakel. Det hjælper selvfølgelig også, at Apex Legends rent faktisk var et Battle Royal-spil, der kunne komme med noget nyt til formularen. Her var et spil, der - tør man sige modsat, de andre dominerende Battle Royal spil - rent faktisk føltes virkelig godt at spille. Det er et af årets bedste shooters, hvor gunplay og spillerens bevægelse sad lige i skabet. Og så var der fokus på samarbejde fremfor kun at belønne solisterne. Du kunne komme alene ind i et multiplayer spil, og med det smukt implementeret ping-system stadigvæk kommunikerer med dine holdkammerater, uden at skulle bruge mikrofon og risikerer, at skulle høre på en højlydt 14-årig, der hører høj trap-rap i baggrunden.

Godt nok har Apex Legends ikke kunne levere lige så meget nyt indhold som deres konkurrenter på markedet, men det skyldes at Respawn Entertainment - i hvert fald efter eget udsagn - vil forsøge at modarbejde "crunch-kulturen" - den overarbejdskultur, der i mange år har plaget rigtig mange udviklere.

Det lykkedes også Respawn Entertainment at udgive et Star Wars spil, der kun var til single player - som så mange havde ønsket sig længe, men som igen har været noget EA ikke har prioriteret. Og det var ikke bare et single player Star Wars spil. Det var et ganske forrygende et af slagsen. Selvom det ikke er Respawns mest polerede titel, så leverer det et fantastisk eventyr i et univers, der stadigvæk har så mange historier at fortælle, og både kampe og udforskning er brillant udført. Indtil videre har Respawn Entertainment ikke et eneste dårligt spil under deres kappe, lad det endelig blive ved sådan.

Runner-Up:

Capcom
Selvom Resident Evil 2 var et remake af en klassiker, så føltes spillet helt nyt, og selvom det i januar 2019, så var der mange, der allerede var klar til at kalde det et af årets bedste - og nu hvor året går på hæld, så må vi erkende, at de havde ret. Som vores chefredaktør skrev det i sin anmeldelse:

"... det er svært ikke at rejse sig og give en rundhåndet applaus til Capcom, for at bryde forventningerne til hvad et "remake" kan være. Det har krævet arbejde, det er helt sikkert".

Og Capcom har ikke bare Resident Evil 2 remaket bag sig i år. De har også udgivet det stilfulde Devil May Cry 5, den omfattende Iceborn-udvidelse til deres monster-store succes Monster Hunter World, og vi fik også deres Phoenix Wright: Ace Attorney Trilogy til Switch. Capcom har ikke bare lever kvantitet, men også været garant for kvalitet i løbet af 2019.

Runner-Up:

Kojima Productions
Efter bruddet med Konami, var vi nok mange, der var spændte på, hvad Hideo Kojima kunne finde på med sit nye studie; Kojima Productions. I lang tid kendte vi til Death Stranding uden helt at forstå, hvad det var. Da vi så fandt ud af, hvad spillet gik ud på, så var der mange, der hånede præmissen og kaldte det en glorificeret udgave af Truck Simulator.

Men selv de største skeptikere, må tage hatten af for, at Kojima Productions tør satse og lave en vidunderligt underlig sci-fi historie. Der bliver taget store chancer, selvom der bliver arbejdet med et AAA-budget - og udviklere der tager den slags chancer, fortjener stor ros. Vi glæder os til at se, hvad Kojima Productions kommer til at levere i fremtiden.

Runner-Up

Obsidian
Obsidian har altid slået sig op på at lave interessante karakter, historier og spiller-beslutninger i deres spil. Det er alt sammen til stede i deres seneste spil The Outer Worlds.

De to spilindustris legender Tim Cain og Leonard Boyarsky, der blandt andet står bag de to første Fallout spil, stod i spidsen for projektet, og de to fandt en formel der fungerede. Leonard Boyarsky har selv fremhævet, at det er karakterne, der skulle være drivkraften i fortællingen, og hvis vi ser bort fra en enkelt misser (Felix, jeg kigger på dig), så består The Outer Worlds af et stort galleri af spændende karakterer, som det er værd at blive klogere på. Se bare på Parvati. Du skal have et koldt hjerte, hvis du ikke bliver investeret i hendes historie. Vi takker af hjertet for Obsidians lyst til at fortælle historier og skabe vedkommende karakterer.

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.