Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
artikler
Red Dead Redemption 2

Gamereactors Game of the Year 2018 - Bedste Spil

Så er vi nået i mål folkens - her er Gamereactors Game of the Year for 2018.

Så er vi her langt om længe. Game of the Year-kåringen for 2018 er færdig, og ønsker du at læse mere om tankerne bag vores kåring, så kan du læse mere om det her, og ønsker du at læse om samtlige kategorier kan du se en oversigt her.

Så kan vi ikke trække den længere. Vi har afgjort 11 kategorier indtil videre, og slutter nu af med et brag med vores endelige Game of the Year-kåring. Der er vist ikke andet at sige end her er vores udvalgte.

Vinder:
Red Dead Redemption 2
Det er altid en begivenhed for spilkulturen og -industrien, når Rockstar lancerer et nyt spil. Der er ofte langt mellem udgivelserne, forsinkelserne er nærmest garanteret på forhånd og ventetiden kan virke ulidelig. Men når spillet endelig rammer hylderne, så er resultatet heller ikke til at tage fejl af: millionstore salgstal, uforholdsmæssig medieopmærksomhed, sejrrig kritikerrespons og trætteløse internetdiskussioner. Udgivelsesvanviddet er dog ikke kun følgerne af en svinedyr reklamekampagne af monstrøse proportioner, men også løftet - hvis ikke garantien - om et kvalitetsspil i særklasse.

Og netop sådan et spil er Red Dead Redemption 2. Det oser, syder og bobler - ikke kun af kvalitet, men af charme, stil, eksperimentel spilmekanik og teknisk finesse. At originalen fik en efterfølger (eller forløber) er måske ingen overraskelse, men at Rockstar kan levere så gennemført en spiloplevelse på en efterhånden aldrende konsolgeneration, er intet mindre end mirakuløst. Spillets billedskønne grafik og tekniske smidighed er begge stærke vidnesbyrd om hvad industriens dygtigste udviklere faktisk kan udrette - hvis de altså får tiden.
Der er mange grunde til at, hvis ikke elske, så i hvert fald beundre Red Dead Redemption 2. Et oplagt eksempel er spillets fænomenalt smukke verden, der med talrige småfortællinger, et virkelighedstro livsmylder og bjergtagende miljønuancer formår at fremstå storslået, uden at virke svulstig. Eller den omfangsrige, nærepiske fortælling som, foruden et kulørt karaktergalleri og en fortælleteknisk alsidighed, tegner et komplekst og uimodståeligt billede af Det Vilde Vestens første krampetrækninger, og ikke mindst af de skæbnesvangre vilkår og vilkårlige skæbner som havde denne tidsperiode som livskulisse.
Alt dette, og meget andet godt, kan siges om Red Dead Redemption 2. Hvad der dog for alvor gør spillet interessant, er hvordan det - trods enorme budgetter, massiv reklameføring og skyhøje forventninger - faktisk føles som en satsning. Alles ven er ingens ven, og Rockstar imponerer ved netop at turde eksperimentere med ellers så genrefaste spilkonventioner. Resultatet er, at Red Dead Redemption 2 ikke (kun) er et hyperaktivt stykke eksplosionskunst, men en mere jordnær, velovervejet og virkelighedstro sandkasse, hvor det at trække sit våben, hilse på købmanden eller fodre hesten er kontrastfyldte, men ligeværdige interaktioner i en detaljerig og dynamisk spilverden.

Modet, viljen og evnen hos udviklerne til at udfordre traditioner, industri og publikum har gjort Red Dead Redemption 2 til noget helt særligt. Det er ikke kun en vellykket efterfølger, en teknisk kraftpræsentation og en artistisk bedrift - det er er en karakterfuld spiloplevelse med tilstrækkeligt mange skarpe kanter og designmæssige overraskelser til faktisk at skabe diskussion, hvad end med streng uenighed eller fornyet påskønnelse til følge. Af denne grund, foruden de mange andre nævnte (og helt tredje, unævnte) løber Red Dead Redemption 2 med Gamereactor-redaktionens pris for årets spil.

Red Dead Redemption 2

Opløber:
God of War
Med så mange store ord om Rockstars storværk, skulle man måske tro at årets vindertitel kom nemt til prisen. Intet kunne være mere forkert. Faktisk var redaktionens beslutningsproces næsten ligeså blodig, pinagtig og grådkvalt som Kratos' storslåede rejse i forårets God of War. I løbet af det sidste halve årti har der været et udbredt forsøg på at føre spilverdenens største actionhelte - Master Chief, Nathan Drake, Marcus Fenix - igennem puberteten og ind i voksenlivet. Men ingen, absolut ingen, har gennemgået denne vanskelige forvandling med større følelsesmæssig troværdighed, end spøgelset fra Sparta.
At gøre forholdet mellem far og søn til omdrejningspunktet for God of War, er derfor også lidt af en genistreg. Den pubertære hævnhistorie er blevet udskiftet med en stærk fortælling om vrede, skyld, ansvar og syndsforladelse - så vidt muligt. Det er hverken trolde eller drager som for alvor udfordrer Kratos, men snarere tyngden af fortidens forbrydelser og sindets dæmoner. Vandringen gennem de norrøne fantasiverdener er en rejse i mere end en forstand, og det er absolut betagende at opleve - og deltage i - den ofte langsommelige, men evigt livsbekræftende udvikling som Kratos gennemgår.

Det lyder som en fæl kliché, men God of War er et af de få spil i sin genre (og industri) som formår at virke både storslået og dybt personligt. Serien tro, så er spillet stadig et overflødighedshorn af spektakulære bosskampe, drabelige angrebsanimationer og eventyrskønne kulisser, men der er aldrig tvivl om at God of War ikke længere blot handler om et eksplosivt opgør med guderne, men noget meget mere menneskeligt. God of War har præsenteret en ny, ambitiøs vision for seriens fremtid og det er svært ikke at bifalde. Derfor fortjener spillet en plads på denne liste.

Opløber:
Celeste
Celeste deler mere end bare en plads på denne liste med Kratos' tilbagevenden: også i dette års absolutte indie-stjerne finder man en på samme tid personlig og almenmenneskelig historie om livets hårdhed, venskabets styrke og kampen mod (og med) det indre mørke. Celeste byder på talrige benhårde platformsekvenser, den næste mere barsk end den forrige. Men sværhedsgraden er alt andet end vilkårlig. Den er tværtimod altafgørende for at kunne videregive det, som spillet har på hjerte.
For Celeste vil virkelig gerne fortælle. Fortælle, støtte, udfordre og opmuntre. Ikke kun gennem tilrettelagte karaktersamtaler, men så sandelig også i kraft af de mekaniske udfordringer som bliver anvendt og inddraget. Blæst, rod og sorte huller i banedesignet fungerer som metaforer for tilværelsens udfordringer, og budskabet er ikke til at misforstå: bliv ved, giv ikke op, du kan godt! Man skal have et hjerte af kul for ikke at beundre Celestes gåpåmod og mekanisk-narrative samhørighed. Og derfor er spillet også på denne liste.

Opløber:
Assassin's Creed Odyssey
Et fælles tema for årets favoritter blandt redaktionen, synes at være noget med lange rejser. Og med undertitlen Odyssey passer årets Assassin's Creed da også perfekt i den sammenhæng. Sidste års Origin var første skridt mod en seriøs reevaluering af serien, og Odyssey fortsætter i samme spor. Der er blevet lagt større afstand til den gradvist mere uforståelige rammefortælling, til fordel for friske, energiske opdagelsesrejser gennem en af verdenshistoriens mest tillokkende tidsperioder: det antikke Hellas.
Odyssey er en spilmekanisk schweizerkniv, et underholdende tværsnit af forskellige genrer. Der er interaktive dialoger, missioner med spillervilkårlige udfald, udstyrskategorier, skibselementer og en farverig spilverden som for det meste rammer den rigtige balance mellem historisk troværdighed og attraktiv pulpunderholdning. Hvad end Ubisofts flagskib næste gang sejler mod Norden eller Nippon, så er vi godt tilfredse med årets udgivelse. Og derfor bliver spillet også nævnt her.