Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

2011 bliver vildt - del 11

2010 var et interessant spilår, og 2011 ser om noget ud til at blive endnu bedre. Følg med når vi dagligt fortæller om tre spil, som vi glæder os til! Vi er nu på…
Redaktionen 14 januar 2011

Warhammer 40.000: Space Marine PC, PS3, Xbox 360 Relic Entertainment / THQ Forventet premiere: 2011

Warhammer 40.000-universets ikoniske Space Marines har ageret som inspirationskilde for mange actionspils helte, men af en eller anden grund har de aldrig haft deres eget spil i genren - indtil nu. I Warhammer 40.000: Space Marine indtager du rollen som Captain Tidus, leder af en gruppe Ultramarines - de hårdeste af de hårdeste soldater i universet.

En hær af Orker har invaderet en såkaldt Forge World, en planet med speciale i at bygge våben, og det er op til dig og din gruppe af stoppe dem. I modsætning til mange andre skydespil bliver der ikke noget med at gemme sig bag små halvmure og skyde i ny og næ - Space Marines går i kamp med oprejst pande, så der bliver fuldt tryk på aftrækker og motorsavssværd.

Hvor mange andre skydespil har hang til matte farver og jordtoner, skiller Warhammer 40K-universet sig ud ved sin stærke palet. Blandt andet derfor tror vi på, at Space Marines-spillet bliver et frisk pust.

The Legend of Zelda: Skyward Sword
Wii
Nintendo / Nintedo
Forventet premiere: 2011

Lige siden Wii-controlleren blev vist frem for første gang, har vi overvejet hvordan et Zelda-spil, hvor man selv svingede sværdet, ville være. Den mulighed fik vi ikke med Twillight Princess, men takket være Wii Motion Plus er det en af hovedattraktionerne i det kommende The Legend of Zelda: Skyward Sword.

Men det er ikke alt, der er nyt i det næste Zelda - seriens grundlæggende (og fortærskede) struktur med at udforske en grotte, banke en stor fjende og så modtage en ny dims, har fået en ordentlig overhaling, så vi i stedet holder os mest i det fri. Boss-kampe kan dukke op med få øjeblikkes varsel, og kampe vil nu ikke kun være baseret på timing, men også hvor man rammer fjenden.

Der er mange nye ideer i det næste Zelda, men det er jo også hvad vi forventer af serien. Stilen er flot, og omgivelserne ser næsten håndmalede ud - Skyward Sword ligner allerede en Zelda-klassiker.

Dirt 3
PC, PS3, Xbox 360
Codemasters / Codemasters
Forventet premiere: 2. kvartal 2011

Rally-kongerne fra Codemasters sætter alle sejl til med deres kommende Dirt 3, der lover både at blive mere varieret end forgængeren, men også vil tilbyde en mere "ren" rally-oplevelse. De enorme jeeps og buggyer fra 2'eren er væk, og er i stedet erstattet af langt flere regelrette rally-løb.

Bilfysikken er helt ny, og er så realistisk, at rigtige rally-kørere med samme bilopsætning når stort set samme resultater i spillet som i virkeligheden. Det synes vi er lidt vildt. Vi kan også selv vælge tidspunkt og vejr på mange baner, og Codemasters lover, at man aldrig behøver køre samme løb to gange i karrieredelen. Læg dertil Ghymkana, en slags opvisningskørsel med mega-tunede biler, og Dirt 3 ligner noget nær det ultimative rally-spil.

Husk at læse med i morgen, hvor vi byder på tre nye grunde til at glæde sig til spilåret 2011!

Er du gået glip af de tidligere dele i serien, kan du finde dem her: del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8, del 9, del 10

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.