Alan Wake 2, Super Mario Wonder, The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, Hi-fi Rush, Spider-Man 2, Baldur's Gate 3, Dredge og Cocoon. For nu bare at nævne nogle få eksempler. 2023 har været et af de stærkeste spilår i nyere tid. Men lige så høj som kvaliteten har været i toppen, ja, lige så skræmmende lav har den været på den absolutte bund, hvilket denne liste til fulde afspejler.
Sjældent har vi set så mange halvfærdige, sjuskede, uinspirerede og helt igennem rædderlige spil, som i det snart forgangne kalenderår. Vi har ikke engang haft behov for at granske vores hukommelse særligt grundigt for at finde de fortrængte spilminder. Flere af årets værste spil fik nemlig overraskende meget opmærksomhed, ikke mindst takket være udgivere som GameMill Entertainment, der har penge nok til at skaffe sig populære licenser, men åbenbart ikke til at lave bare nogenlunde spil. Forhåbentlig har de lært deres lektie, men vi tvivler.
Flashback 2
Man taler tit om den svære toer, men når det originale spil udkom helt tilbage i 1992 til Amiga, så burde det bestemt være muligt at levere en efterfølger, der bringer massevis af forbedringer - også selvom Flashback fra franske Delphine Software regnes som en genredefinerende klassiker.
Desværre virker det til, at Delphines landsmænd fra Microids har sovet tornerosesøvn under en sten. I Flashback 2 skal man nemlig lede langt efter blot det mindste tegn på fremskridt eller lektioner lært i løbet af de sidste 30 år af spilmediets historie. En flad historie, kedelig præsentation, manglende beherskelse af 2,5D-perspektivet og ikke mindst utallige bugs, gør Flashback 2 til et spil, vi blot ønsker at glemme alt om.
The Walking Dead: Destinies
Lad os starte med det positive. The Walking Dead: Destinies formår på imponerende vis at overgå Telltales genredefinerende eventyr sat i samme univers, når det kommer til at lade dig forme fortællingen. Det er næsten som om, at du skriver din egen fan-fiction i takt med at både små detaljer og store plottråde fra seriens kanoniske historie ændrer sig i takt med dine valg.
Desværre har spillet også noget andet tilfælles med langt den meste fanfiction - den helt igennem elendige kvalitet. Når det kommer til grafik, styring og kunstig intelligens halter spillet efter selv det rædderlige The Walking Dead: Survival Instinct, og det er altså noget af en præstation. Undgå dette spil, som var det zombiepesten selv.
Quantum Error
Der var meget snak og ikke mindst en del ballade om Quantum Error, allerede inden det udkom dette efterår. Udvikleren havde blandt andet svært ved at beslutte sig for, hvilke platforme det kosmiske horrorspil skulle udkomme på, og endte med at droppe en PS4-version af "tekniske årsager."
Set i bagklogskabens lys virker det helt uforståeligt. Det (indtil videre) PS5-eksklusive spil ligner mere noget, der kunne høre hjemme på en PS3 eller Xbox 360, og selv hvis man lukker øjnene for den skuffende visuelle side, er der ikke meget at råbe hurra for. Med sløv bevægelse, ringe AI og en intetsigende historie er spillets fejl bestemt ikke at finde på kvanteniveau; de er snarere af kosmiske dimensioner.
Everybody 1-2 Switch
Nintendo er en yderst sjælden gæst på listen over årets værste spil, men med Everybody 1-2 Switch formår de alligevel at sikre sig en plads. Som enefterfølger til den undervældende lanceringstitel 1-2-Switch var forventninger ret lave, og parti-spillet formåede dag også at dræbe enhver fest med sine sløve minispil af så lidt substans, de knap kunne blive en del af WarioWare. Rygtet vil vide, at Nintendos interne feedback var lige så negativ som vores anmeldelse, og selv en lav lanceringspris kan på ingen måde retfærdiggøre et køb.
Avatar: The Last Airbender - Quest for Balance
Blandingen af kampsport og magi baseret på de fire elementer burde gøre animationsseriens Avatar: The Last Airbender forholdsvis nem at konvertere til spilformat. Alligevel har de hidtidige forsøg (der primært er udkommet til håndholdte konsoller) ikke opnået den store succes, og Avatar: The Last Airbender - Quest for Balance formår ikke at ændre på dette med elendige gåder, sløv kamp og et kamera, der virker til aktivt at modarbejde spilleren. Endnu en fiasko fra GameMill.
Greyhill Incident
Som en parodi på 90'er sci-fi, særligt X-Files og hele found footage-genren, med næsten komisk stereotypiske marsmænd, virker Greyhill Incident på overfladen som en lidt nem, campy underholdning. Men uanset hvor meget, man gerne vil tro på spillets kvaliteter, så er de positive øjeblikke nærmest sjældnere end en UFO på nattehimlen.
Forfærdeligt og kluntet stealth-gameplay og en historie, der lige så godt kunne være skrevet af en ægte alien med kun et overfladisk kendskab til vort jordiske sprog, gør desværre Greyhill Incident til det måske værste spil om vildfarne aliens siden E.T. til Atari 2600. Hvis bare man også kunne begrave digitale spil i New Mexicos ørken.
The Day Before
The Days Before blev markedsført og fremvist i trailere som et zombie-MMO med præsentation i The Last of Us-klassen. Men da spillet endelig udkom tidligere på måneden, fik vi en sjælløs extraction shooter bestående af købte assets. Et par dage efter kastede udviklerne håndklædet i ringen og hev samtidig tæppet væk under de mere end 200.000 spillere, der havde givet spillet chancen på baggrund af de falske trailere og mange løgne. Udviklerne fra Fntastic har sidenhen lovet refunderinger, men lad os nu se.
The Lord of The Rings: Gollum
Daedalic Entertainment med base i Hamborg havde inden The Lord of the Rings: Gollum næsten udelukkende udgivet peg-og-klik-eventyrspil, så det kom som en stor overraskelse, da det kom frem, at de ville lave et stealth-eventyr sat i Ringenes Herre-universet. Vi havde indtil det sidste håb, at de ville modbevise skeptikerne, men ak - selv ikke den største dommedagsprofet ville kunne forudsige præcist, hvor forfærdeligt The Lord of The Rings: Gollum skulle ende med at blive.
Ensformigt banedesign, en total mangel på visuel variation, fundamentalt ødelagte stealth-mekanikker, enormt ringe grafik og hundredvis af bugs gør The Lord of the Rings: Gollum til den mest skuffende medieproduktion sat i Midgård siden Khraniteli rullede over skærmen på sovjetisk stats-TV i start-90'erne. Ligesom Gollum selv, der langsomt gik i forfald, efter han blev tryllebundet af Ringen, så må de ellers dygtige udviklerne have været så forblændede af den store licens, at de helt glemte at designe et ordentligt spil.
I al fairness forsøgte udvikleren at forbedre spillet, men nogen Cyberpunk 2077-genopstandelse, blev der bestemt ikke tale om, og et par uger efter lanceringen meddelte Daedalic, at de fremover kun vil fokusere på at udgive andres spil. En ærgerlig afslutning for et studie der med spil som A New Beginning og The Pillars of the Earth faktisk havde udvist en del potentiale.
Skull Island: Rise of Kong
Denne liste har ikke været rangeret. Men skulle vi alligevel placere et enkelt spil på den lidet flatterende trone som årets værste spil, så tøver vi ikke et sekund med at vælge Skull Island: Rise of Kong. For hvor The Lord of the Rings: Gollum i det mindste har et smukt soundtrack, så har Skull Island ikke andet end ensformig baggrundsstøj - en fin indikation på hvor sjusket spillet er stykket sammen.
Skull Island er en rodebutik , der ikke engang kan leve op til sine egne ikke-eksisterende ambitioner, og som fejler selv den laveste målestok for billige licensspil. Kampsystemet er på en gang simpelt og frustrerende, banedesignet er så godt som ikke-eksisterende, og den grafiske side skal man næsten se, før man kan tro det.
Vi tror gerne på IguanaBee, når de beklager sig over ringe arbejdsbetingelser under GameMill. Men ærlig talt, langt bedre spil er blevet stykket sammen i løbet af 24 timers game jams, end hvad den peruvianske udvikler formåede på et år.
