Gamereactors Game of the Year 2018 - Bedste Lokale Multiplayer

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort imellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om, hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Selvom vi ikke får ligeså mange lokale multiplayer spil, som vi engang gjorde, så er der stadigvæk god grund til at samles om de spil, der lader os sidde sammen og spille mod og med hinanden. Vi har kåret årets bedste lokale multiplayer spil.

Vinder:
A Way Out
Sikke et spil. Det er langt fra alt, hvad A Way Out forsøger på, som det har held med, men hvor kan vi sætte pris på forsøget. Hvor er det dog let at overse det ofte middelmådige gameplay, når man kan have sådan en anderledes, varieret og helt igennem vidunderlig rejse med sin kammerat på sofaen.

I hvad der bedst kan beskrives som Uncharted i multiplayer-format, kan A Way Out kun spilles af 2 personer (og vi anbefaler, at man sidder i samme rum, når man gør det). Den ene side af skærmen er dedikeret til Vincent, der i spillets åbning sidder om bord på bussen på vej til fængslet, mens den anden side af skærmen er dedikeret til Leo, der står og kigger på de nye ansigter, som også skal sidde bag tremmer. Selve åbningen af spillet er formidabel; Vincent vil blive afklædt, vasket, iført sit nye farveløse tøj og selvfølgelig blive råbt af for at forstå sin nye plads i hierarkiet. Leo derimod, vil dovent bevæge sig mod sin celle, hvor han allerede hører til. På vejen kan han tale med nogle af de andre indsatte, samt vælge at nyde synet af de nye ansigter, der bliver råbt af på etagen under ham. Scenen er aldrig udfordrende, men man er tryllebundet fra begyndelsen.

Og udfordrende bliver spillet aldrig. A Way Out er for spilleren iblandt os, der gerne vil opleve et spil sammen med sin partner eller sin bedste ven, der måske ikke er så vant til at have en kontroller i hånden. Her gælder det aldrig om at mestre spillet, men snarere at nyde turen man er på. Afslutningsvis skal der lyde en stort ros til spillet for, at man aldrig udfører den samme opgave to gange. Det betyder, at man konstant oplever variation, fordi hver scene kommer med sit eget unikke tvist. Endnu vigtigere betyder det også, at man aldrig når at blive træt af et irriterende element. Nogle scener er mindre vellykkede end andre, men når man bare skal udføre dem én gang, er det let at acceptere, og samtidig glæde sig til, hvad spillet kan finde på i næste scene.

Vi har aldrig spillet et co-op spil ligesom A Way Out, og alene derfor fortjener det en plads på listen. At det så samtidig indeholder en interessant historie, nogle uforglemmelige øjeblikke og en helt igennem fremragende slutning, ja, så fortjener det også sejren.

Opløber:
Overcooked 2
For den uvidende tilskuer ser Overcooked 2 ikke sjovt ud. Kigger man på fire mennesker, der spiller madlavningsspillet, ville man snarere tro, at de var tættere på slagsmål end fælleskram. For Overcooked 2 går ikke stille for sig, og den eneste måde at blive hørt, er ved at tale (læs; råbe) højere end de andre i køkkenet (med "køkkenet" mener vi selvfølgelig 2 tømmerfløder, der svinger ud og ind i hinanden på vej ned af floden). Man skal ikke forvente et realistisk spil, men man skal forvente et spil, der kræver den fineste form for samarbejde, hvis man vil gøre sig håb om de tre stjerner. Med muligheden for at kaste råvare til hinanden i køkkenet, og med endnu mere hovedrystende kreative baner, er det en fortsættelse, der er skabt til sin flotte placering på denne liste. Det ligner på mange måder sin forgænger, men hvorfor også ændre for meget på en opskrift, der allerede smager så godt?

Opløber:
Mario Aces Tennis
Det er sjovt som verdenen lytter med, når Mario og co. beslutter sig for at gå til sport. Uanset om det er i racerbilerne, på basket-banen eller med en tennisketcher i hånden, så ved man, at det bliver hurtigt, farverigt og virkelig sjovt. Og heldigvis er Mario Aces Tennis ingen undtagelse. Med et utal af muligheder for at gøre livet svært for sin modstander, er det underholdende at variere sine slag i alt fra skruebolde, der kan være svære at læse, til smashere, der kan knække deres ketcher i to. Nogle kampe kan udvikle sig til lange dueller, hvor bolden bliver slået endeløst frem og tilbage, men kedeligt bliver det aldrig. Intensiteten bliver kun skruet op i takt med at en kamp trækker ud. Vi har aldrig været så spændt på et tennis-spil, som da Mario besluttede sig for at begynde til sporten, og vi ser allerede frem til den næste sportsgren, han skulle få lyst til.

Opløber:
FIFA 19
FIFA gør det igen. Det kan sjældent overraske nogen, at FIFA er at finde på listen over de bedste lokale multiplayerspil for året der gik, men når serien bliver ved med at levere så solide oplevelser med vennerne på sofaen, er det fuldt fortjent. FIFA har i mange år været en solid makker til konsollen under fjernsynet (uanset navnet på konsollen), og det er der en grund til. Med gameplay der er let at samle op og svært at mestre, samt fyldt til randen med alle holdene du hader og elsker, så er der noget for alle i forsamlingen at blive tiltrukket af. For fansene derude, der søger mere end "bare" den klassiske fodboldkamp, er det også muligt at rode med reglerne. Overlevelsesspillet, hvor personen der scorer et mål får fjernet en spiller fra holdet, har været kilden til en stor mængde latter på kontoret. FIFA 19 kommer ikke med de store ændringer, men når grundspillet er så solidt, er fortjenesten en sikker plads på denne liste.