Dansk
Gamereactor
artikler
Shadow of the Colossus

Gamereactors Game of the Year 2018 - Bedste Remake/Remaster

Gamle spil i nye klæder - vi kårer de bedste remake/remasters fra 2018!

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort imellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om, hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Der er naturligvis landet tonsvis af nye spil på markedet i 2018, men branchen har jo som bekendt for vane at genudgive ældre spil, nogle gange med opdateret grafik og sågar forbedrede mekanikker. Visse af disse er dog mere ambitiøse end andre, og dem fejrer vi i dag!

Vinder:
Shadow of the Colossus
Spilindustrien bevæger sig evigt hastigere, hvilket betyder ny teknologi, vildere maskiner, bedre hardware, og flottere grafik. Gode spil har dog altid eksisteret. Mange af disse blev dog udgivet i en tid, hvor de æstetiske muligheder ikke var så spektulære, som de er i dag. Forrest i køen har altid stået Shadow of the Colossus, et spil der stadig i dag anses som et mesterværk af den narrative art. Med genudgivelsen til PlayStation 4, fik de mastodontiske fjender og den beslutsomme hovedperson Wander og hans hest endelig det smukke udseende, de altid har fortjent.

Selvom mange har et horn i siden på denne praksis, kan det ikke fornægtes at disse genudgivelser også tilbyder en yngre generation af spillere - en generation der ikke voksede op med CRT-fjernsyn og VHS-lignende konsoller - at opleve de spiloplevelser, der henrykte alle os gamle nisser. Endnu en gang står Shadow of the Colossus som et pragteksemplar, og måske et af de spil, der fortjente en højopløsnings-genudgivelse allermest. Det er ofte et spil, vi fortalte disse unge knøse og knøsinder om, om hvor majestætisk kæmperne knejsede mod himlen, og om den magtkamp det var at bestige hver enkelt.

Dette er en annonce:

Nu kan vi ikke blot fremvise vores ærefrygt over Team Icos klassiker med en yngre generation, men Bluepoint Games giver os ligeså muligheden for at bygge bro mellem to generationer af spillere. Derfor står det helt klart at Shadow of the Collossus vinder denne kategori, og samtidig viser hvorfor genudgivelser og restaureringer har deres plads i en spilindustri, der hele tiden tynges af kræsne forbrugere, der forlanger nyt og bedre på daglig basis.

Shadow of the Colossus

Opløber:
Dark Souls: Remastered
Dog finder restaureringer især også sit eksistensgrundlag, når det kommer til spil, der bare ikke hang ordentligt sammen i original stand. Her står Dark Souls utvetydigt på den tvivlsomme førsteplads. Selvom spillet i sig selv tog verden med storm ved udgivelsen, var der bred enighed om at oplevelsen var en teknisk katastrofe. Billedhastigheden var mildest talt elendig, spillet havde hovedrystende fejl, og store dele af indholdet fungerede slet og ret ikke. I år fik vi dog endelig løsningen, og det var et komplet hovedeftersyn i alle kroger og kanter af FromSoftwares revolutionerende klassiker. Om end mange håbede, at de reelt udfærdige områder blev færdiggjort, rettede Dark Souls: Remastered op på alt, hvad der bed i haserne på spillere verden over. Blighttown er ikke længere et PowerPoint-show, og alle kan nu kaste sig i grams som Gravelord.

Opløber:
Yakuza Kiwami 2
Serien om Kiryu og hans noir-eventyr i Tokyos undergrund har altid afholdt sig fra den store beundring, af den simple årsag at samtlige spil ikke har været bredt tilgængelige. Som med Shadow of the Colossus, er der også her tale om en serie, som nørderne og samlerne kendte til, men som var svær at dele med andre, fordi den var obskur og ukendt her i Vesten. Præcis som med Shadow of the Colossus, formår industriens genudgivelse- og restaureringstrang også at bevise sit værd her. Yakuza Kiwama 2 er anden del af, hvad der forlydes at skulle være en restaurering af samtlige kapitaler i Yakuza-serien fra SEGA, og hvis kvaliteten bibeholdes, kunne Kiwami-serien stå distancen som ikke blot en af de mest ambitiøse, men også en af de bedste restaureringer i spilhistorien.

Dette er en annonce:

Opløber:
Spyro Reignited Trilogy
Til trods for kontroverserne omkring genudgivelsen af serien om den lilla drage, står den restaurerede udgave som et flot eksempel på, hvor hårdt arbejdende produktioner som disse kan være. Toys for Bob har formået ikke blot at genudgive trilogien om Spyro, men også opdatere den grafisk og spilmæssigt i sådan en grad, at Spyro har fået et helt nyt liv. Her er i den grad tale om at bygge bro mellem generationer, og især med en platformer så elsket som Spyro. Denne flotte eksekvering viser, at de hårdtarbejdende mennesker bag restaureringer oftest arbejder ligeså hårdt, som dem der laver spritnye oplevelser. Toys for Bob fortjener i den grad hæder, uanset hvorledes Activision har håndteret lanceringen, og det understreger også vigtigheden ved, at vi hylder de specifikke genudgivelser og folkene bag.

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold