Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Gamereactors Game of the Year 2019: Bedste Grafik

Grafik er meget, meget mere end bare realistiske ansigtsanimationer. Vi kigger nærmere på de spil der så bedst ud i 2019.
Redaktionen 27 december 2019

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort imellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Det er fortsat en lidt et tabu at gå meget op i et spils grafiske kunnen. Ondsindede begreber som "graphicswh*re" bliver stadig flittigst kastet rundt i internettets diverse afkroge, og der er da også en smule logik i det. Vi bør ikke lade os forblænde af realistiske ansigtsanimationer, hvis ikke karaktererne er visualiseret på en sådan måde, at de er interessante at se på. Imponerende renderinger af store åbne verdener er intet uden kreativt visuelt design, der gør dem unikke at udforske.

Det er det vi hylder med denne kategori. Vi hylder ikke bare den egentlige realistisk kvalitet af grafikken, men hvad solidt visuelt design kan give os, hvordan det kan udfordre os, berige vores spiloplevelse og skabe forbindelse til verdener og karakterer.

I år har Death Stranding skabt en unik visuel verden, Devil May Cry 5 har givet os eksplosive farver og Control har givet os bizar arkitektur. Luigi's Mansion 3 har givet os Nintendos visuelle magi og Kingdom Hearts III's eklektiske kombination af stilarter har også imponeret. Der har med andre ord været masser af debattere for vores hold i denne kategori, men herunder finder du så vores endelige vindere.

Vinder

Death Stranding

Death Stranding er så sandelig ikke for alle. Det lader Kojima selv, og hans hold, godt til at vide, men én ting der er svært at argumentere imod, er at studiet har formået at kreere en af de mest visuelt distinkte verdener i mange, mange år, fyldt med underfundige farvekombinationer, unikke visuelle præg og dyb metaforik.

I en verden hvor tyngdekraften visse steder er vendt på hovedet, hvor tjæremonstre rejser sig fra jorden, og hvor blinkende orange lys midt i ødemarken signalerer fare fra sindssyge banditter, så er der altid noget smukt at kigge på.

Death Stranding er en kontroversiel spiloplevelse, og netop nogle lader ikke til at være blevet bidt af spillets gameplay-struktur, men fra et udelukkende visuelt standpunkt, så har Kojima selv, samt et hav af dygtige designere, formået at kreere et visuelt overdådighedsmåltid fyldt med kreative påfund og helstøbt eksekvering af disse.

Hvis du ikke har tænkt dig at spille det, så gør dig selv en tjeneste og se en række af scenerne på nettet - det er det hele værd.

Runner-Up

Call of Duty: Modern Warfare

Og fra dystre science fiction-verdener og direkte tilbage til jorden som vi kender den. Call of Duty-serien har i løbet af den seneste konsolgeneration formået at give os relativt visuelt finpudsede singleplayer-kampagner, hvor der er skruet op for de Michael Bay-inspirerede "set pieces", hvor intense skænderier udmunder i gigantiske eksplosioner.

Det seneste Modern Warfare indtager en lidt anderledes position, og har i stedet valgt spænding som værende det primære ønske med spillets visuelle identitet, og det sker via en fortsat realistisk, men også forsigtigt tilrettelagt grafisk oplevelse. Det er tænkt mere over tingene i denne omgang, og de flotte produktionsværdier kan denne gang bakkes op med præcis lyssætning, spændende omgivelser og ja, nogle af de mest præcise animationer vi har set i løbet af denne generation.

Naturligvis er der her stadig tale om pompøs og overdådig action, men Modern Warfare er en langt mere dramaturgisk tilrettelagt visuelt oplevelse end tidligere, og derfor er det med på vores liste.

Runner-Up

Resident Evil 2

Kan vi først og fremmest lige blive enige om hvor imponerende RE Engine egentlig er? Den lå til grund for Resident Evil 7: Biohazard, og har senere hen givet liv til Devil May Cry 5 og så også Resident Evil 2. Selvom begge sidstnævnte spil er uhyre imponerende fra et visuelt standpunkt, og begge kæmpede om en plads på listen, så er det i sidste ende Resident Evil 2 der fortjener hædren.

Capcom formåede nemlig ikke bare at bringe en klassiker tilbage, de gjorde så visuelt stilsikkert, at man flere gange i løbet af gennemspilningen af Resident Evil 2 simpelthen taber pusten over hvor flot spillet tager sig ud. Særligt brugen af lys er værd at bemærke her, som trods alt også er afgørende for en intens gyseroplevelser.

Lommelygtens lyskegle der falder ind igennem et dunkelt rum fyldt med potentielle fare, skyggen af Mr. X man når at få et glimt af inden man vender om på hælen og spænder den modsatte vej, eller et gigantisk monster der med ét brøler frem fra det mørke kloakvand - Resident Evil 2 er en genistreg i visuelt spildesign.

Runner-Up

Control

Control er naturligvis flot at se på fra et teknisk standpunkt. Jesses ansigtsanimationer er, for det meste, tilfredsstillende, motion capture er relativt præcis, og ja det meste af omgivelserner er til og med destruerbare, der ikke ligefrem skader den samlede visuelle oplevelse.

Men det er ikke derfor at spillet er på listen over de mest imponerende grafiske oplevelser i år. Det er det på grund af udvikleren Remedys evne til at kreere arkitektur, lyssætning og farvekombinationer der skaber de mest bizarre omgivelser. I The Oldest House er intet som det ser ud, og via træfsikker inspiration fra eksempelvis Twin Peaks, som Remedy løbende har taget inspiration fra, så fremstår Control som en visuel oplevelse ulig nogen anden på markedet.

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.