Skip to main content
Artikler

Hardware Awards 2023: Bedste Smartphone

Sikke et år for smartphones, det har været!
Redaktionen Opdateret 19 december 2023

Selvom at foldbare enheder er ankommet på markedet, og at der til tider popper ind en space age 200 megapixel sensor ind hist og her, så er smartphone-markedet efterhånden ret konsolideret. Her snakker vi ikke bare i forhold til markedsandele, men rent kreativt, for de fleste producenter lader til at være relativt enige om hvilken slags oplevelse en moderne smartphone skal kunne give forbrugeren.

Ja, de dage hvor Nokia udgav telefoner der direkte udfordrede ens virkelighedsfornemmelse er i sandhed forbi, men det betyder ikke at der ikke er vindere, og tabere, hvert eneste år. Pointen er at det er noget sværere at afgøre hvem der er hvem, og det er som oftest pris, tilgængelighed og software-præferencer der er bliver afgørende faktorer.

Derfor er årets vindere her nok nogle du havde set komme flere kilometer ude i horisonten, og det siger måske lidt om hvor stagneret det hele lidt er blevet. Men samtidig kan man vende den om og slå fast, at det efterhånden er meget, meget svært at gå direkte galt i byen med en smartphone der er decideret spild af penge og tid.

Okay, det var vist nok markedsanalyse, så lad os lige få kigget nærmere på hvilke telefoner der imponerede os mest i løbet af året der snart er gået.

Vinder: iPhone 15 Pro Max

Hvorimod Apple som regel vinder på robustheden ved deres ekstensive økosystem, samt hvor længe de understøtter ældre enheder, og fastholder ret bred funktionalitet over en massiv mængde produkter, så skete der faktisk ret meget fra generation til generation i år.

Først og fremmest ankommer de nye iPhone 15-modeller med USB-C - allesammen, og dermed understøtter iPhones nu også et hav af accessories, fra LAV-mikrofoner til andre USB-C baserede smartphone gadgets. Den nye Action Button giver entusiaster flere måder at bruge deres telefon på, særligt fordi den understøtter Shortcuts, der gør at du kan lave en streng af handlinger ved et enkelt tryk på en knap.

De nye afrundede kanter sikrer også en meget behagelig form i hånden, og at Pro Max-modellen nu har 5x optisk zoom gør den måske ikke direkte konkurrencedygtig overfor Samsungs Galaxy S23 Ultra, men det hjælper gevaldigt på sagerne.

Du kan læse vores anmeldelse her.

Vinder: Google Pixel 8 Pro

Google tog sig god tid om at lande på de danske butikshylder, men da det så sandelig skete, så landede de med et brag, for Google kan et eller andet. Det er faktisk ikke bare fordi at deres rene form af Android er så uendeligt ekspressiv, farverig, simpel og personlig, det er fordi Google kan find ud af at designe hardware der føles rar at bruge.

Og Pixel 8 Pro er så sindssygt rar at bruge, nærmest ligegyldig hvad du gør. De nye Actua displays er lysstærke, farvekorrekte og responsive, det nye kamera rammer endelig plet i forhold til videooptagelser, og sammenhørigheden fra byggekvalitet til software er virkelig tilfredsstillende.

Hvis du ønsker dig en slags mobil-butler, en der kender dig, passer på dig og holder styr på dit liv, så er Pixel 8 Pro den ultimative Android.

Du kan læse vores anmeldelse her.

Vinder:OnePlus Open

Som du måske allerede har set, så har OnePlus Open vundet ret mange priser ved dette års Hardware Awards, så med fare for at gentage os selv lidt for meget, så er det her bare en ret fantastisk smartphone på næsten alle de parametre der betyder noget.

Fantastisk OxygenOS-software, fede Hasselblad-kameraer med alsidige indstillinger og muligheder, solid byggekvalitet, hurtig opladning via en lader der kommer sammen med telefonen, glimrende displays både ind- og udvendig og lynhurtig ydelse takket være cutting-edge komponenter.

Og når ja, så kan den foldes ud til en mini-tablet, når behovet er der. Det er virkelig det der er essensen her; OnePlus Open er bare en glimrende smartphone uden den foldbare del, og når du så tilføjer det som en slags ekstra værdi, ja begynder det at ligne noget.

Du kan læse vores anmeldelse her.

Vinder: Samsung Galaxy S23 Ultra

Der er ikke meget nyt under solen for at være helt ærlig for Note-fans i årets S23 Ultra, men hvis man kigger nøgternt er der tale om en samling af alt det der betyder noget for den såkaldte "power user"; en lækker skærm, fantastisk kamera der slår de fleste andre, og det er både i forhold til stillbilleder, 4K-video, nat og zoom. Der er masser af plads, Samsungs UI fungerer glimrende, det er nemt at overføre og styre filer, og S-pennen er lige lidt mere lækker at bruge end før - og ja, har man først vænnet sig til det er det svært ikke at have den, kombineret med en særdeles imponerende batterilevetid, selv med voldsom gaming, på en klar og farvestærk AMOLED-skærm. Det er virkelig hele pakken.

Vi er store Note-fans på redaktionen, og selvom at det er meget tydeligt at Samsung Galaxy S23 Ultra ikke er en revolution, så er det stadig en mærkbar forbedring fra sidste års model. Lige siden introduktionen af Ultra-varianten har Samsung haft svært ved at finde balancen i deres line-up, og med S23 Ultra er der tale om "full circle", en telefon der er dyr, men som svarer igen med features.

Du kan læse vores anmeldelse her.

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.