Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Sommertilbud: Ubisoft Summer Sale 2025

Ubisoft Connect er en forfærdelig launcher, men det ændrer ikke på, at den franske spilgigant står bag mange spændende spil, der i den kommende tid kan fås til en god pris.
Jakob Hansen Opdateret 13 juli 2025

Sommeren er over os. Udover høje temperatur er årstiden også synonym med lave priser, da mange spiludviklere i fraværet af store udgivelser forsøger at sælge lidt ud af bagkataloget på diverse digitale butikssider.

Steam's sommerudsalg er ovre, og hverken Sony, Microsoft eller Nintendo virker til for alvor at have sparket prisfesten i gang. Vi vender derfor blikket mod endnu en butiksside for PC-spil, denne gang Ubisofts onlinebutik, som har sommerudsalg indtil den 24. juli.

Ubisoft er bedst kendt for serier som Assassin's Creed, Far Cry, Splinter Cell og Rayman. Men faktisk har den franske spilgigant et ganske stort og varieret bagkatalog - både som udvikler og udgiver - når først, man vender blikket bort fa deres flagskibsserier. Det er dette, Ubisofts lidt bredere katalog, som vi her kommer med nogle anbefalinger til her.

Men først et andet godt råd, inden vi starter. Hvis du kan finde de pågældende spil til en god pris på andre steder end Ubisoft Store, så køb dem der i stedet. Ubisoft Connect er nærmest notorisk ringe, og du skal forbedre dig på en del nedetid, et utal af irriterende pop up-beskeder, og at launcheren konstant glemmer dine brugeroplysninger. Nu er du advaret.

Og så til spillene.

Skull & Bones - 59,60 DKK (Før 299,00 DKK)

Skull & Bones blev ikke ligefrem nogen overvældende succes, da det endelig udkom sidste år efter næsten et årti i tumultarisk udvikling. Spillet tilbyder dog stadig et ganske morsomt pirateventyr på de syv verdenshave, og der er føjet en del nyt indhold til siden udgivelsen. Små 60 kroner for et næsten nyt AAA (eller ligefrem AAAA-spil) er jo heller ikke dårligt, så måske det fortjener en chance?

Oddballers - 37,25 DKK (Før 149,00 DKK)

Danske Game Swing led en hård skæbne med Oddballers. Den multiplayer-fokuserede efterfølger til Stikbold! A Dodgeball Adventure havde alle elementerne, der skulle til for at få succes. En morsom og farverig art style, skarp kontrol, sjovt gameplay og en stor variation i spildele. Men ak, Ubisofts beslutning om at tage 149 kroner for spillet ved lancering (hvilket i øvrigt stadig er standardprisen) var reelt set en dødsdom.

Spillets servere har alle dage været tomme, men det ændrer ikke på, at der er tale om en overset perle inden for festspil med både lokal multiplayer og mulighed for at spille mod bots.

Riders Republic - 29,90 DKK (Før 299,00 DKK)

Nogle vil mene, at Riders Republic er symptomatisk for Ubisoft, i og med hele spillet er et stort ræs mod bunden. Omvendt kan man dog også se det ekstremsportsfokuserede racer- og stuntspil som endnu et eksempel på Ubisofts evne til at skabe sjove og ekstremt indholdsrige åbne verdener.

Med fire sportsgrene (mountainbike, snowboarding, ski og wingsuit-ræs) går der lang tid før, man kører død i spillet - særligt da konkurrencen er benhård. 64 spillere slippes afsted på samme tid, og så er det ellers bare med at komme først ned af spillets smukke bjerglandskaber.

Spillet har stadig en forholdsvis stor og aktiv spillerbase, og selv hvis man ikke skulle have mod på de intense ræs, er her også masser af soloaktiviteter i form af udforskning, stuntbaner, tidskørsler og meget mere.

Her er utvivlsomt tale om et af Ubisofts mere særprægede produkter. Starlink: Battle for Atlas forsøgte i 2018 at kapitalisere på den toys-to-life-bølge (Skylanders, Lego Dimensions, Amiibo), der på daværende tidspunkt allerede var ved at ebbe ud. Resultatet blev ikke overraskende lidt af en fiasko - i hvert fald hvis man skal vurdere det ud fra den udsalgspris, det fysiske sæt stadig sælges til nu om dage.

I den digitale udgave skal man dog ikke bekymre sig om fjollede plastikfigurer, og så ender Battle for Atlas faktisk med at være et ganske sjovt rumkampspil i stil med Star Fox. Og når vi taler om Nintendos ikoniske rævepilot, så indeholder Switch-versionen faktisk Star Fox som spilbar karakter med sin hel egen unikke kampagne - vælg derfor denne version, hvis du ejer Nintendos hybridkonsol.

Trials Rising - 29,80 DKK (Før 149,00 DKK)

Det Excitebike-lignende Trials, hvor du udfører tricks på en motorcykel, mens du kører fra venstre mod højre i et klassisk Super Mario-perspektiv, udkom oprindeligt som et browserspil i 2000. Siden er serien løbende blev forfinet og forbedret med Trials Rising fra 2019 som den foreløbige kulmination.

Præsentationen er fantastisk, og kontrollen er både skarp og helt simpel. Det betyder dog ikke, at spillet er nemt - tværtimod. Banedesignet er i top, og her er udfordringer nok til mange, mange timer, uden det normale Ubisoft-fyld til kunstigt at blæse spilletiden i vejret.

Transference - 37,00 DKK (Før 185,00 DKK)

Transference er et lineært eventyrspil med gåder, der kræver, at du bevæger dig frem og tilbage i tiden. Det meste af spillet foregår i en forladt lejlighed, og historien er ganske dyster, da den handler om en dysfunktionel familie og en faders forsøgt på desperat at holde fast ved fortiden - uanset konsekvenserne for nutiden.

Spillet vinder ikke nogle priser for sin originalitet, men leverer en kort og stemningsfyldt oplevelse med veldesignede gåder. Der er endda også VR-support.

Zombi - 37,25 DKK (Før 149,00 DKK)

Ubisoft har altid været gode til at understøtte Nintendos konsoller, og det gjaldt endda også for Nintendo WiiU. ZombiU var oprindeligt en lanceringstitel til den lidet succesfulde Wii-efterfølger, men siden da fik vi heldigvis også en version til moderne konsoller og PC - nu et U, en touchscreen og en multiplayerdel fattigere.

Ja, den nye version er lidt mere tyndbenet, men til gengæld kan du så nyde et sjovt og udfordrende zombiespil, der tvinger dig til at være kreativ med våben og værktøjer for at overleve, uden også at skulle forhold dig til en sekundær skærm.

Valiant Hearts - 27,25 DKK (Før 109,00 DKK)

De fleste krigsspil sætter dig midt ned i de store slag, som menig fodsoldat, tankoperatør eller general. Valiant Hearts derimod lader dig genopleve Første Verdenskrigs rædsler fra andre perspektiver, da du blandt andet spiller som en sygeplejerske.

Med varierede gåder og gameplaysegmenter, og en spædende fortælling om den store krig på tværs af fronterne, er Valiant Hearts bestemt ikke et spil, som historieintegrerede spillere bør gå glip af.

Child of Light - 32,70 DKK (Før 109,00 DKK)

På overfladen ligner Child of Light et typisk indiespil med sin akvarel-tegnestil, 2D-grafik og kreative gameplaysystemer. Men faktisk stammer RPG-spillet fra 2014 fra Ubisoft Montreal - Ubisofts største og mest prominente studie, der blandt andet står bag Assassin's Creed og Watch Dogs.

Ubisoft har lagt en klar strategi, hvor de vil satse yderligere på deres største og mest profitable IP'er, men forhåbentlig bliver der stadig plads til denne slags projekter en gang imellem.

I Am Alive - 27,25 DKK (Før 109,00 DKK)

I Am Alive ligner unægtelig en dårlig kopi af The Last of Us. Men det postapokalyptiske overlevelsesspil udkom faktisk året inden The Last of Us, og dets produktionen begyndte helt tilbage dengang Naughty Dog stadig var bedst kendt for Crash Bandicoot og Jak and Daxter

Om det så når helt samme højder, må være op til den enkeltes vurdering, men I Am Alive er bestemt værd at tjekke ud, hvis man er interesserede i stemningsfyldte katastrofespil.

Fuld profil 3.949 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.