Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

De essentielle spil til Xbox One

Lad os sige du importerer en Xbox One-konsol fra udlandet. Den ankommer inden måneden er omme. Hvad skal du spille på den?
16 november 2013

Det kan godt være at Microsoft-guderne har fundet os uværdige til at modtage deres Xbox One-mana samtidigt med de engelsk-, tysk- og fransktalende lande, men driftige spilfans skal nu nok finde ud af at få fingrene i en maskine alligevel. Og hvilke spil skal de så købe til den? Vi gennemgår lanceringstitlerne og de spil, vi kan forvente at se i de kommende måneder.

Og nej, vi ved stadig ikke hvornår du kan spankulere ind i en gængs dansk spilbutik og købe en Xbox One. Men det skal ikke stoppe os.

Lanceringstitler fra Microsoft selv

Microsoft har en ganske dyb opstilling af lanceringstitler, selvom et par af dem er gledet til 2014 (Kinect Sports Rivals, Project Spark). Overskrifterne lyder på Capcoms Dead Rising 3 (som Microsoft Game Studios udgiver), Forza Motorsport 5 fra Turn 10 og Ryse: Son of Rome fra Crytek.

Dead Rising 3 hæver indsatsen for zombie-apokalypser, med en større verden og flere zombier at nedkæmpe end serien før har budt på. Det, at du nu kan bygge køretøjer, siger noget om skalaen i spillets zombieslagteri. Vi er bekymrede for frameraten, men Capcom lover at den låses ved minimum 30 FPS, hvilket er godkendt for et sandkassespil. Forza Motorsport 5 ser ud til at levere endnu et stærkt udspil i Microsofts racing-flagskibsserie. Realisme, fysik, grafik og eksotiske biler er alle værd at nævne, men vi er spændte på om den nye modstander-AI - der drives af Xbox One Cloud, hvilket Microsoft har gjort et stort nummer ud af - bliver andet end varm luft.

Ryse: Son of Rome har taget et par omveje på turen til Xbox Ones lancering. Spillet var oprindelig tænkt som en Kinect-titel til Xbox 360. Den storslåede historie om den romerske soldat Marius Titus ser i hvert fald forrygende ud, men vi er stadig lidt forbeholdne over for gameplayet, der lader til at være temmelig tungt scriptet.

Den længe ventede efterfølger til Rares klassiske fighting-spil, Killer Instinct, er også klar til lancering. Double Helix står for udviklingen, og spillet har en lidt sær forretningsmodel, hvor du spille gratis med en enkelt figur (Jago) og tilkøbe flere kæmpere i diverse pakker. Tiden må vise hvor godt det fungerer, og hvor godt gameplayet bliver.

Crimson Dragon har også haft en lang og snørklet vej til Xbox One, og blev ligesom Ryse oprindeligt annonceret som Kinect-titel til Xbox 360. Nogle af Kinect-funktionerne er bibeholdt, men spillet styres primært med controlleren. Crimson Dragon er en åndelig efterfølger til Panzer Dragoon-serien, ført an af den oprindelige skaber Yujio Futatsugi.

Folkene fra Twisted Pixel har stået bag herlige titler som Gunslinger og Splosion-Man, og har til Xbox One-lanceringen skabt LocoCycle, et køretøjskampspil der ikke er til at fatte. Powerstar Golf fra Zoë Mode er et free to play-svar på Hot Shots Golf, og Zoo Tycoon gør sin konsoldebut.

Derudover får Xbox Live Gold-medlemmer adgang til Xbox Fitness, et træningsprogram der bruger den nye Kinect til bedre at måle din aktivitet. Xbox Fitness bliver til en betalingstjeneste efter det første år.

Dead Rising 3 - Executive Producer Interview

Forza Motorsport 5 - Dan Greenawalt Interview

Ryse: Son of Rome - Design Director Interview

Crimson Dragon - Senior Game Designer Interview

LocoCycle - Jay Stuckwisch Interview

Du kan læse mere om Ryse: Son of Rome i vores preview fra E3.

Lanceringstitler fra tredjepart

Mange af de tredjepartsspil, der er på vej til Xbox One, findes også til de nuværende konsoller. Vi forventer at de fleste af disse titler klart vil overgå deres modstykker på Xbox 360 og PS3, men der er næsten altid et par konverteringer, der ender med at skuffe og ikke gøre fuld brug af den nye hardware.

Først og fremmest kan vi alle nyde livet som pirat, når Assassin's Creed IV: Black Flag sætter sejl på Xbox One. Spillet ser fremragende ud, og gør brug af nogle af de maritime temaer, der gav så stor genklang i ACIII. Det eneste spørgsmålstegn, der hænger over spillet, er om den ekstra times indhold på PlayStation 4 er værd at skifte format for.

I FPS-hjørnet kan vi se frem til Battlefield 4 og Call of Duty: Ghosts. Især next gen-udgaven af BF4 gør versionen til de gamle konsoller til skamme, og Call of Duty har også nye grafiske tricks i ærmet til den nye generation. Hvilket af de to, man foretrækker, handler mest af alt om personlig smag.

Der er et væld af sportstitler på vej til den nye konsolgeneration. FIFA 14 selvfølgelig den mest interessante fra et dansk perspektiv, og EA ser ud til at have gjort et godt arbejde med at opdatere spillet til de nye maskiner. Xbox One-ejere kan også glæde sig over Ultimate Team Legends. Basketball-fans kan vælge mellem veteranen NBA 2K14 og rookien NBA Live 14, mens Madden NFL 25 ligner et bæst. De danseglade kan også se frem til Zumba Fitness World Party og Just Dance 2014.

Det yngre publikum har et par titler at vælge mellem. Lego Marvel Super Heroes fortsætter TT Games' tradition med at konvertere kendte universer til Lego, og Skylanders Swap Force indtager også de nye konsoller. Førstnævnte har lidt problemer med screen-tearing på denne generation af konsoller, vi (og du) ved i næste uge om det er rettet på next gen.

Need for Speed: Rivals går i direkte duel med Forza Motorsport 5 i racing-genren, og vil sikkert få lidt ekstra medvind i de kommende måneder, nu hvor Ubisofts The Crew er blevet forsinket. Endelig er der Fighter Within, et Kinect-spil vi ikke har de store forventninger til, taget i betragtning hvor elendig forgængeren var på Xbox 360.

Assassin's Creed IV: Black Flag - Game Director Interview

Battlefield 4 - Patrick Bach Interview

Call of Duty: Ghosts - Mulitplayer Interview

FIFA 14 - Nick Channon Next-Gen Interview

Lego Marvel Super Heroes - Arthur Parsons Interview

Need for Speed: Rivals - Craig Sullivan Interview

Peggle 2 - Producer Interview

Skylanders: Swap Force - Guha Bala Interview

Vi har allerede testet PlayStation 4-udgaverne af Assassin's Creed IV: Black Flag, Battlefield 4 og Call of Duty: Ghosts, og forventer ikke at der er de store forskelle i Xbox One-versionerne (selvom FPS-mastodonterne angiveligt kører i opskaleret 720P modsat 1080P på PS4). Du kan også læse vores next gen-indtryk af FIFA 14, Need for Speed: Rivals og Lego Marvel Super Heroes.

De første seks måneder
Hvis alt går efter planen, kan Xbox One se frem til et stærkt halvår, med adskillige bemærkelsesværdige titler i starten af 2014 og dermed en solid lancering i Danmark til den tid. Blandt de eksklusive titler finder vi spilbygger-værktøjet Project Spark (der går i beta i januar), det kropsstyrede Kinect Sports Rivals, Respawn Entertainments længe ventede multiplayer-fest Titanfall (der lander i marts), Harmonix' musikalske eventyr Fantasia: Music Evolved og PopCaps herligt skøre co-op-skydespil Plants Vs. Zombies: Garden Warfare.

Hvad angår de ikke-eksklusive titler, er der også rigeligt at være begejstret for. Zenimax bringer MMO-genren til konsollen med The Elder Scrolls Online, der nok også vil kunne stille sulten hos dem, der hungrer efter et nyt Elder Scrolls fra Bethesda.

Halo-skaberne fra Bungies næste spil Destiny går i beta først på året, med planlagt udgivelse i andet kvartal. Bungie lover masser af variation, PvP og co-op, et historiefyldt univers og dybt gameplay. Vi krydser alle fingre, for hvis Bungie leverer varen, kan vi se frem til noget helt særligt. Ironisk nok kunne det også gøre op for det faktum, at der ikke er nogen Halo-titel klar til lanceringen af Xbox One.

Eidos Montreal genopliver Garrett og Thief-serien, mens Ubisoft forbereder sig på at udgive det nyligt forsinkede Watch Dogs. Den forsinkelse var ellers lidt af en skuffelse, da mange spillere på begge next gen-platforme uden tvivl havde set frem til at kaste sig over det.

Project Spark - Game Designer Jared Greiner viser de kreative værktøjer frem

Fantasia: Music Evolved - Spilpræsentation og interview med Daniel Sussman

Vi har indtryk af Titanfall såvel som interview med lead artist'en, interview med produceren på Plants vs. Zombies: Garden Warfare, hands-on med Thief og har også prøvet Watch Dogs.

Efter det første halve år

Below er det næste spil fra Capybara Games, og dets rogue-inspirerede gameplay har fanget vores nysgerrighed næsten lige så meget som den distinkte grafiske stil. D4 er et episodisk mordmysterie fra Access Games og Hidetaka "Swery65" Suehiro (holdet bag kultspillet Deadly Premonition). The Crew er som sagt blevet forsinket, og den oprindelige udgivelsesdato i første kvartal af 2014 er blevet udskudt. Trods forsinkelsen ser vi stadig frem til spillets blanding af racing og rollespilselementer, og kan ikke vente med at køre fra kyst til kyst i USA.

Der er også et par fantasy-titler på vej, der skulle gøre fans af den genre glade. Dragon Age: Inquisition tegner til at blive en fornøjelse. Det er drevet af Frostbite 3-motoren, og vil sikkert bære præg af Biowares patenterede blanding af spillervalg og action. Fable Legends er et co-op-fokuseret udspil i Lionheads serie, hvor spillerne går sammen om at fælde Albions bæster. Final Fantasy XV, der oprindeligt blev annonceret som Final Fantasy Versus XIII, er også på vej til next gen-konsoller. Det samme gælder The Witcher 3: Wild Hunt, der dropper forgængernes lineære oplevelse til fordel for eventyr i en åben verden.

Hvorvidt det Halo, Microsoft annoncerede på E3, rent faktisk er Halo 5, er stadig et mysterie. Vi forventer at det er tilfældet, men der er stadig forvirring omkring titlen. Mange fans havde håbet, at næste kapitel i historien om Master Chief ville være klar til lanceringen af Xbox One, men det ser ud til at vi må vente til en gang næste år, inden vi får fingre i 343's seneste.

Metal Gear Solid V er også på vej til Xbox One, først med prologen Ground Zeroes, og senere med det fulde spil The Phantom Pain. Denne gang drager Solid Snake og kompagni til en open world-udgave af Afghanistan.

DICE er på vej med både et nyt Mirror's Edge og Star Wars: Battlefront, som vi dog ikke har set andet end logoer og teasertrailere for indtil videre. The Division fra Ubisoft løb med meget af opmærksomheden på årets E3-messe, og krydsningen mellem skydespil og rollespil ligner for alvor en oplevelse, hvor de nye konsoller kan skille sig ud fra de gamle.

Quantum Break er en Xbox One-eksklusiv titel fra Alan Wake-udviklerne Remedy Entertainment. Spillet knytter sig til en tv-serie, og de to vil knytte sig tæt til hinanden. Noget konkret ved vi dog ikke endnu. Insomniac Games har haft tætte bånd til PlayStation-platformen, så det kom som en overraskelse, da deres Sunset Overdrive blev annonceret som Xbox One-eksklusiv. Det er et par år siden, studiet sidst har haft et hit, så vi er spændte på at se resultatet.

The Division - Interview med Ryan Barnard

DICE Interview with Karl Magnus Troedsson (blandt andet om Mirror's Edge og Star Wars: Battlefront)

Vi har også previews af nogle af de førnævnte titler: Dragon Age: Inquisition, Metal Gear Solid V - den mystiske Mr. Kojima

Udsigter

Xbox One har måske tabt PR-kampen mod Sonys PlayStation 4 op til lanceringen, men spiludvalget over de kommende måneder ser rigtig stærkt ud. Her er gode førstepartstitler og stærk støtte fra tredjepartsudgiverne, og Microsoft har før vist, at de ikke er blege for at hive det store checkhæfte frem for at sikre sig eksklusivtitler.

Desværre er der jo det store men, der hviler over Xbox One: Hvornår pokker kommer konsollen til Danmark? Uden en konsol i bredt salg har butikkerne måske ikke det store incitament til at tage Xbox One-spil hjem, og hvordan det ser ud med tv-funktioner og videotjenester på import-konsoller, står heller ikke klart endnu. Xbox One er tilgængelig for dem, der virkelig gerne vil have den - men hvor stor betydning den manglende formelle lancering herhjemme får, det ved vi ikke endnu.

Vil du hellere læse om de essentielle spil til PlayStation 4, så kan det ske ved at klikke her.

Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.