Jeg er ofte "late to the party," når det kommer til teknik, gadgets og de seneste diller. Mens andre sendte "snaps" på deres smartphone, spillede jeg stadig Snake på min Nokia. Og sidste år kunne jeg i en måneds tid ikke snakke om andet end Tiger King, som jeg endelig havde fået set på Netflix med fire års forsinkelse. Nu er turen så kommet til Virtual Reality. Den hotteste nye teknologi i det herrens år 2016.
Der er også en anden ting, som det er værd at vide om mig, inden vi kommer for godt i gang. Jeg er utrolig sparsommelig. Nogen vil nok sige nærig. Men hvorfor betale fuld pris for det nyeste nye, når du ofte kan opleve - stort set - det samme til en lavere pris? Det var derfor, da VR-kløen meldte sig, at jeg ikke investerede i et Meta Quest 3 headset med dets høje opløsning, elegante design, haptiske kontrollere, og jeg skal komme efter dig. Nej, jeg købte selvfølgelig et brugt PSVR headsets - med klovnenæsede Move-controllere og dryssende inderbeklædning -som jeg sluttede til min ligeledes brugte PS4.
Det var på trods af, at jeg ikke længe før i Gamereactors Spilstrøm-podcast i en henkastet bemærkning havde udtalt om VR, at "prisen var i top, og hypen i bund." Nu forholdt det sig lige omvendt, i hvert fald for mig personligt, og jeg var med et lille årtis forsinkelse klar til at træde ind i den virtuelle virkelighed.
Sådan så fremtiden kortvarigt ud i 2016.
Er det relevant at høre om mine indtryk af en snart ti år gammel teknologi, hvis man i forvejen har spillet en del VR? Nu vil jeg gøre noget for faget ganske utraditionelt og være 100% ærlig - Nej, det er det nok ikke. Så hvis du rent faktisk kender en del til VR, vil jeg i stedet anbefale, at du læser en anden artikel. Måske en af dem her:
- Stop Destroying Videogames kommer i mål med næsten halvanden million underskrifter - hvad sker der nu?
- Hvad er en "gamer" i grunden? Ny bog går os klogere på gaming fra et psykologisk perspektiv
- Spilprisen 2025 viste den danske spilscenes største styrker - og en enkelt svaghed
Hænger du stadig på? Jamen, så er det bare med at stramme det mentale VR-headset og følge med.
Begejstringen lever med et nyt perspektiv
I min tid på Gamereactor har jeg anmeldt rundt regnet 100 spil. Det svarer til 20 spil om året, men sandheden er nok, at jeg har spillet mindst det dobbelte i den tid, hvis man tæller fritiden med. Og det er vel og mærke spil i alle mulige og umulige genrer - fra visual novels over sportsspil og shooters til den slags spil, som det næsten er umulige at putte i kasser.
Når man spiller så mange spil i så mange forskellige genrer, begynder det hele lidt at miste sin magi. Man har set de fleste tricks før, og der skal virkelig meget til, før man mærker begejstringen.
Men da jeg først trådte ind i VR, var det næsten, som da jeg for første gang som seksårig fik stukket en Game Boy i hånden, og min verden - på godt og ondt - ændrede sig for altid. Dengang kunne selv det mest simple og lidet polerede spil holde mig fanget i timevis. Sådan var det også med PSVR, hvor jeg straks downloadede et hvert billigt spil, jeg kunne komme i nærheden af - der var jo det med sparsommeligheden.
Unearthing Mars er intet visuelt festfyrværkeri - men det er den røde planet vel næppe heller i virkeligheden?
Tag et spil som Unearthing Mars - et kinesisk udviklet spil om en Marsekspedition. Man starter med en dramatisk nødlanding. Derefter laver man de nødvendige reparationer og udforsker den sandede planet i en rumjeep, inden man hives ind i et hallucinatorisk landskab, hvor man løser nogle medrivende gåder og endelig giver den fuld gas i en vaskeægte rumkrig. Kort sagt et tætpakket og intenst eventyr, som jeg nød i fulde drag. Men da jeg efterfølgende tjekkede anmeldelserne, var både spillere og kritikere til min overraskelse særdeles hårde ved spillet.
Nu hvor VR-headsettet ikke længere strammer, kan jeg godt følge deres kritik. Animationerne er stive, stemmeskuespillet dårligt, og selve gameplayet utroligt simpelt. Men for mig havde det intet at sige. Indlevelsen og underholdningsværdien var simpelthen for stor.
I VR bliver selv det mest trivielle spændende. I Wolfenstein: Cyberpilot skød jeg et væld nazister (og nok halvdelen af Paris) i smadder med mine ustoppelige mekaniske mechs. Men meget sigende - både for spillets lidt haltende kvalitet og for indlevelsen i VR - var det mest spændende faktisk at hive i håndtag og trykke på knapper i oprørsbevægelsens hovedkvarter.
Batman Arkham: VR tager dette til sin logiske konklusion. Alt det, der normalt overstås med et knappetryk (at åbne døre, samle genstande op, vise respekt for de afdøde) trækkes her i forgrunden. Resultatet bliver et spil, hvor du kropsliggør den ikoniske helt - perfekt illustreret ved en scene i den detaljerede bathule, hvor du tager masken på og ser dig selv i spejlet for første gang. Godt nok er der primært tale om en glorificeret techdemo, men hvilken en af slagsen. Jeg skal helt sikkert prøve Arkham Shadow, når jeg om ti år anskaffer mig et Quest-headset.
Batman Arkham: VR lader dig tage den ikoniske dragt på.
En anden vej for AAA?
Næsten alle de spil, jeg har spillet til PSVR har været korte spil. Det længste har nok været Doom VFR, som vel rundt regnet tog tre timer. Jeg kan godt lide de korte oplevelser. Hellere at der er kælet for detaljen i de enkelte scener, end at det hele er strakt tyndt. De kortere oplevelser hænger selvfølgelig også sammen med VR's komfort eller mangel på samme. Jeg har læst, at nyere headsets skulle være mere komfortable, men på PSVR var det sjældent behageligt at spille mere end en lille times tid.
Komfort er selvfølgelig langt fra den eneste begrænsning. For motioncontrol i VR udgør en hårfin balance. Godt nok er det mere medlevende at være inde i spillet, men den virtuelle boble brister hurtigt, hvis man støder armen ind i sofabordet, eller kameraet nægter at aflæse ens bevægelse. Generelt er man i VR langt mere bevidst om sin ægte, fysiske krop end i traditionelle konsolspil, hvor man ikke tænker over sin kontrol og hurtigt smelter sammen med sit digitale alter ego. Indlevelsen balancerer i VR altid på en knivsæg. Eksempelvis er det i mange spil også nemt at klippe gennem objekter eller gå out-of-bounds.
Doom VFR er ikke den mest indlevende oplevelse, men at det hurtige og intense FPS-gameplay rent faktisk fungerer i VR, er en bedrift i sig selv.
En anden hindring er bevægelsen. Ens spilleområde er begrænset, så det samme er den kropslige bevægelsesfrihed. Og fri styring med analogpinden er en sikker opskrift på bevægelsessyge. De fleste spil anvender derfor små gradvise ryk eller muligheden for at teleportere sig, hvilket ikke falder i alles smag. Det førnævnte Unearthing Mars fik eksempelvis kritik for, at man kun kunne teleportere sig til udvalgte punkter.
Men de (nogle gange bogstavelige) benspænd, som VR kommer med, behøver ikke lede til dårlige oplevelser. De kan også bruges kreativt, hvilket Psychonauts in the Rhombus of Ruin illustrerer. Det charmerende eventyrspil lader dig bruge hovedpersonen Razs telepatiske evner til at "tankebesætte" både mennesker og dyr, hvilket kreativt udnyttes til både gåder og bevægelse.
Et andet eksempel på en begrænsning, der bliver til en styrke kommer fra Vader Immortal: A Star Wars VR Series. Igen er der tale om et spil med relativt middelmådige anmeldelser, og igen må jeg erklære mig uforstående. Spillet er en halvanden times sjov rutsjebaner gennem Star Wars-universet, der fanger kvaliteterne fra de bedre film. Men det bedste er ikke hoveddelen, det er bonusdelen Vader's Dojo. Her forvandles ens ellers kluntede PS Move-controller pludselig til et perfekt lyssværd, og jeg følte mig her (undskyld den overbrugte frase) rent faktisk som Luke Skywalker, der træner mod de der små irriterende fluerobotter.
En Wannabe Darth Vader, ah-åh-åh-åh, Darth Vader.
Naturlige begrænsninger overvindes af nybyggerånd
Hvis det lyder som om, min tid med PSVR har været rosenrød, så lad mig gøre præcisere: Der har været masser af torne, og meget af tiden har jeg skulle slås lige så meget med teknologien, som mod fjenderne på skærmen/linserne. Alligevel synes jeg, at Virtual Reality hverken repræsenterer en blindgyde eller vejen til frelse for industrien. Snarere er der tale om en interessant afstikker i en retning, som er blevet forsømt de seneste mange år.
Misforstå mig ikke. Der er meget, jeg godt kan lige ved de nyeste konsoller. De hurtigere indlæsningstider og de (som oftest) stabile 60 fps er virkelig en forbedring, der kan mærkes. De fleste moderne AAA-spil er mere farverige, flottere, hurtigere og vildere, end hvad vi tidligere har set. Men det er også problemet. Man har langt hen ad vejen blot bygget videre på designskelettet fra den 7. generation - filmisk præsentation, store åbne verdener, lette RPG-mekanikker og masser af auto-saves. Der er kommet mere kød på, men retningen og visionen er den samme.
Den syvende konsolgeneration lagde fundamentet for det moderne AAA-spil.
Eksperimenter som den fysikbaserede destruktion Battlefield 3 er ikke rigtigt blevet gentaget (indtil Battlefield 6 måske?), og immersive sim-genren, der pludselig blomstrede med Dishonored og Deus Ex: Human Revolution, er så godt som lagt i graven. Masser af spil er systemiske, men ligesom i JRPG-genren, er det gerne gennem menuer og opgraderinger - spilverdenen selv er mest af alt en kulisse.
Jeg tror på ingen måde, at VR er fremtiden for gaming. Men jeg tror, man i den virtuelle verdens, dens fokus på levende, interagerbare miljøer, og ikke mindst dens kreative arbejde med teknologiens begrænsninger, finder noget af den "frontier"-ånd som spilbranchen altid har nydt godt af.