Det er fristende at indkøbe et spil, når prisen daler. Ofte er der oversete små perler i tilbudsdyngen. Til gengæld er der også storhørmende forskrækkeligheder og gyselige licensspil, som du afgjort bør undgå. Læs med her, når vi opsummerer de største licensbrølere i nyere tid.
Clash of the Titans
Clash of the Titans er et action-spil der uden tvivl gerne vil nævnes i samme sætning som God of War. Forvent at se alt, hvad spillet har at byde på, minimum tre gange. Mere tarvelig forlængelse af spil skal man godt nok lede længe efter. Selv de mindste områder bliver kastet i rampelyset gang på gang, for så at blive gjort til spillerens helt personlige helvede før spillet dropper de magiske barrierer, der åbenbart har gjort comeback siden årtusind-skiftet. Gensynene med gamle områder er så langt fra glædeligt som overhovedet muligt. Det er utroligt længe siden jeg har spillet et spil så frustrerende, langtrukkent og modbydeligt som Clash of the Titans. Det er stort set umuligt at vride morskab ud af denne tynde omgang action, hvis det overhovedet kan kaldes det. Om det var udviklerne eller mig der blev forbandet af guderne, ved jeg ikke, men sjovt har det ikke været.
2/10
G.I. Joe: The Rise of Cobra
Nogle koncepter burde forblive i glemslen. For eksempel G.I. Joe. Udover at have et usmageligt indhold er G.I. Joe teknisk set noget makværk. I spillet styrer du en soldat fra specialstyrken som skal løbe rundt på tredimensionelle brædder og skyde fjender ned. Spillet sigter automatisk, man skal bare holde aftrækkeren i bund hele tiden. Lyden er pinefuld, og lydeffekterne lyder som om de er købt på udsalg og den svulstige militærmusik passer ikke ind i sceneriet. Kan spilles med en ven, men du mister sandsynligvis denne ven.
2/10
History Channel: Battle for the Pacific
Mine modstandere bevæger sig som monstre fra stop-motion film og ser fuldstændig forvirrede ud. Jeg trækker mit M1 Garand gevær og skyder den ene af dem lige i hovedet, men han er tydeligvis ligeglad. Nogle bomber falder omkring mig og de flade røgskyer får skærmen til at hakke. Jeg kan heller ikke hoppe på nettet, da spillet åbenbart er mere ubalanceret end min mave efter sidste weekends druk. Kan jeg venligst få de sidste par timer af mit liv tilbage?
2/10
Hour of Victory
Udviklerne kalder det for sejrens time, jeg kalder det for de værste timer, jeg har brugt på et spil. Nogensinde. Overhovedet. Udover at være ekstremt lineært, så er spillet også plaget af fejl. Masser af fejl. Fjenderne løber rundt som en bunke forvirrede kaniner; ind i mure og i hinanden. De forsøger at gemme sig bag omgivelser, der er fem gange mindre end dem selv, og de er åbenbart også velsignet med magiske evner, for de dukker pludselig op, som var de trukket ud af en tryllekunstners hat. Jeg plejer gerne at kunne finde et lyspunkt ved selv det mest bundrådne spil. Men, kære læser, jeg har intet, og jeg gentager, intet positivt at sige om Hour of Victory.
1/10
Alien Syndrome
Segas forsøg på at genoplive deres semiklassiker fra 1987 er alt andet end vellykket. Hvad der engang var et hæsblæsende og voldsomt actionspil med horder af aliens er blevet et gabende kedeligt actionrollespil, som både har mangler i kvalitet og kvantitet. Hvis du bare elsker store, tomme rum med kedelige farver, hjernedøde monstre, der stormer frem i al evighed, samt våben, der ligner og lyder som amputerede legetøjspistoler, så er Alien Syndrome uden tvivl dit næste køb. Personligt ville jeg hellere bruge dagen på at dræbe fluer.
2/10
Robinson Ekspeditionen
Når animationerne sjældent er andet end mekaniske, når lydsiden mangler variation og dybde, og grafikken mest af alt består af skabelonsskårne baggrunde, så opnår spillet i hvert fald ikke at imponere. Når styringen så decideret ikke fungerer, skal det væk fra hylderne, og ned i skraldespandene, for så tjener det ikke sit formål som et underholdningsprodukt. At sidde rundt om skærmen med venner og spille disse små minispil, kan være noget af det mest underholdende, men sådan en oplevelse fandt jeg slet ikke med Robinson Ekspeditionen. I den sammenhæng kan vi erklære Robinson Ekspeditionen for død, og på trods af et stort potentiale, fortjener dette spil simpelthen at blive stemt hjem som den første.
3/10
Onechanbara: Bikini Samurai Squad
Spillet er så tilpas fantasiløst og ligegyldigt, at du bare ved, at du spilder din tid foran fladskærmen. Dybden i Onechanbara er som en vandpyt, den kunstige intelligens er fornærmende ringe og fjenderne er bagt i samme bageform. Det er som at have et mareridt i en kopimaskine. Et godt, tempofyldt actionspil uden de helt store fornyelser gør ikke noget, men et ringe udført, ubegavet og ikke mindst rasende kedeligt et af slagsen, er der ingen der har brug for.
2/10
Band Hero
Band Hero er Guitar Hero for piger. Det vil sige, Activisions definition af piger, som Hannah Montana-elskende blonde musikinteresserede karaterer taget direkte ud af ungdomsserien. Er du en sådanne er det bare at købe. Eksempelvis er der censur, og i teksten til American Pie synges der derfor "and the good old boys were drinking --- and rye", Activision mener altså at ordet "Whiskey" har været for stærkt til spillet. Det er et krampagtigt forsøg på at udvide genren ved at udvande konceptet og forsøge at appellere til alle, i stedet for at lave et fokuseret spil til et publikum som rent faktisk ønsker det.
3/10
Star Wars The Clone Wars: Republic Heroes
Det kræver en helt speciel evne at lave et spil med lyssværd i, der samtidig er så håbløst uinspireret, så teknisk underlødigt og så kynisk beregnende som tilfældet er med Star Wars The Clone Wars: Republic Heroes. Håbløst ringe mini-games er lagt ind midt i banerne, nærmest som i en form for bizar selverkendelse af, at monotonien har brug for at blive brudt. Grafikken ligner noget fra et gammelt PS2 spil. Banerne er håbløst lineære. Fejl i programmeringen betyder, at man af og til bliver fanget i uendelige loops af død og respawn og må genstarte spillet. Pinligt.
2/10
Bakushow
Titlen betyder sjov på japansk. Et strålende eksempel på falsk varebetegnelse, hvis der nogensinde har været et. Det bliver hurtigt klart, at man kan have samme mængde sjov, det vil sige ingen, ved at dele fire post-it-blokke ud til folk og stille dem spørgsmål. Det ville faktisk være sjovere, da man så kunne placere disse post-its forskellige steder på kroppen efterfølgende. Det ville være som at udgive et spil Halo, hvor man skal forestille sig handling, fjender og våben. En art Rudolf Steiner-tilgang til spilverdenen.
2/10
Wipeout: The Ultimate Redball Challenge
Først Robinson Ekspeditionen, og nu Wipeout, et meget harmløst underholdningsprogram, som kræver nogenlunde samme form for hjerneaktivitet som man ser hos folk i koma. Nu er grimt jo et hårdt ord, men det er under ingen omstændigheder noget der kæler for den optiske nerve, lad det være sagt med det samme. Og det selvsamme kan siges om lyden, og når ens figur går langs en bro, lyder det mest af alt som en meget ivrig mand der slår på en rusten traktor med to våde aviser. Ligesom der ikke skal spildes penge på dette spil, skal der heller ikke siges meget mere. The Ultimate Red Ball Challenge er absolut ikke dine penge værd.
3/10
Dette var ti af de licensspil, som vi elsker at hade. Transformers slap for at komme med på listen, efter at det nyeste og ganske fortræffelige Transformers: War for Cybertron rådede bod på fortidens synder.
Klik her for vores bud på 10 gode licensspil.
Hvad var jeres største skuffelse blandt de lokkende licenser?