Det burde vække interessen hos enhver fan af strategigenren, når et spil forud for dets udgivelse er blevet sammenlignet med Populous - spillet der vidt og bredt er kendt for at have startet "gude-genren".
Vi ved endnu ikke om de store forventninger vil gavne eller skade From Dust, når det udkommer senere på året, men der er ingen tvivl om at planerne er store ud fra de småbidder vi hidtil har set af spillet.
Således er planerne at man skal hjælpe indbyggerne på en lille ø med at overleve, ved at manipulere elementer som sand, vand, lava og endda plantelivet. Kræfterne til at manipulere elementerne bliver større jo mere indbyggerne tror på dig, og der er derfor altid incitament til at klare sig bedst muligt.
From Dust er designet af Eric Chachi, manden der for mange år siden også stod for det formidable Flashback, og det gør ikke vores forventninger til hans nyeste projekt mindre.

Rayman Origins
Xbox 360, PlayStation 3
Ubisoft / Ubisoft
Forventet premiere: 1. kvartal
For mange havde det været nok at høre at der er et nyt Rayman-spil på vej, men Ubisoft er klar til at kæle for seriens fans, og står derfor klart med et helt nyt eventyr, der igen har fundet vejen tilbage til 2d-perspektivet og den fabelagtige flotte grafik.
Som titlen antyder, vil det nye eventyr fortælle om Raymans begyndelse, hvilket skulle give rig mulighed for at vise en vildere, mere ukontrolleret helt, der endnu ikke er blevet vejet ned af det store ansvar der hviler på ham - humoren skulle med andre ord være en stor del af spillet.
Raymans bedste ven Globox er også del af eventyret, hvilket heldigvis betyder at det hele nu kan opleves som co-op eventyr.
Rayman Origins vil udkomme digitalt i episodiske afsnit, og både Xbox og PlayStation-ejere skulle derfor gerne begynde at kunne gøre klar til meget mere platformshopperi.

The Elder Scrolls V: Skyrim
Xbox 360, PlayStation 3, PC
Bethesda Game Studios / Bethesda Softworks
Udgives 11. november, 2011
Før Bethesda besluttede sig for at dedikere sine mange kræfter til at genoplive Fallout-universet, var det Elder Scrolls-serie, og i særdeleshed dets fjerde afsnit Oblivion, der for alvor havde sørget for at den amerikanske udvikler fra Maryland var en man skulle holde øje med.
Skyrim, som bliver navnet på det femte spil, lover en endnu større og mere detaljeret verden, hvor det naturligvis igen er helt op til spilleren hvad der skal ske. Fokusset er denne gang på at forbedre sine evner indenfor 18 forskellige færdigheder, og gør man det godt nok vil ens figur også stige i erfaringsniveau, hvilket vil give adgang til sværere missioner med bedre skatte som belønning.
Serien har også endelig skiftet den haltende teknologi ud, og benytter sig derfor denne gang af en helt ny grafikmotor, der endelig trækker serien ind i den nye grafiske tidsalder.
Husk at læse med i morgen, hvor vi byder på tre nye grunde til at glæde sig til spilåret 2011!
Er du gået glip af de tidligere dele i serien, kan du finde dem her: del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8, del 9, del 10, del 11, del 12, del 13, del 14 og del 15