Tilbage i 2015 startede jeg som freelancer hos Gamereactor. Magnus havde lige overtaget jobbet som chefredaktør, og med den stilling fulgte nye undersåtter han kunne stole på og uddelegere arbejde til. Men det er en tillid, der ikke kommer gratis; den skal indtjenes. Det betød, at det første spil jeg skulle anmelde ikke var årets mest ventede titler som Assassin's Creed eller Call of Duty, nej, min første anmeldelse var Tempo the Badass Elephant (et spil jeg er sikker på, I alle har tænkt meget på siden udgivelsen). Og åbenbart har min anmeldelse levet op til standarten, for jeg er her stadig, og jeg har fået lov til at arbejde med lidt større titler sidenhen. Det bringer mig til 2017. Året hvor jeg gav mit første 10-tal, året hvor Nintendo Switch overgik alle mine forventninger og året hvor det ene spil overtog mine vågne timer efter det andet. Sagt på en anden måde: det har været virkelig sjovt at arbejde for Gamereactor i 2017.
Hver december, når slutningen af året nærmer sig og diskussionerne om de bedste spil rejser sig, så har jeg en tendens til at glemme alle de spil, jeg har oplevet i løbet af året. Noget du sikkert kan nikke genkendende til. Så i år besluttede jeg mig tidligt for at notere, hver gang jeg gennemførte et spil, hvorfor jeg nu sidder med et langt bedre overblik end jeg plejer.
Og nu vi her. Diskussionerne er blevet afholdt, og jeg kan kun tænkte tilbage på et år fyldt med højdepunkter. Året startede tidligt i februar med udgivelsen af Nioh. Et spil jeg havde fornøjelsen af at anmelde, og som formåede at puste nyt liv i bålet som Bloodborne i sin tid tændte i mig. Hvis min anmeldelse ikke formåede at overbevise dig, så lad mig blot understrege igen: hvis du har nogen kærlighed til Souls-serien, så fortjener Nioh din opmærksomhed. Jeg vil stadig stå ved argumentet, at kampsystemet på mange måder er bedre end det man kender fra Souls/Bloodborne. Det formåede ikke at skabe en lige så interessant verden og fjenderne var intet i forhold til hvad Miyazaki formår at skabe i sine spil, men det er forhåbentlig noget de kan arbejde videre på i fortsættelsen.
Jeg havde dårlig tid til at nyde glæden ved at have besejret et af årets sværeste spil, før mit mest ventede spil bankede på døren: Persona 5. Jeg ankom sent til Persona-serien - mit første bekendtskab var Persona 4: Golden - men den har hurtigt taget plads blandt mine favorit-serier. Det var også grunden til, at da Magnus spurgte, om jeg ville håndtere anmeldelsen, sprang jeg ikke op af stolen i rå begejstring. I stedet blev jeg tænksomt siddende, og overvejede hvordan jeg skulle formulere mit afslag. Jeg elsker at anmelde spil, men sandheden er, at det kan være en stressende oplevelse. Man skal gennemføre spillet på begrænset tid - hvilket ofte betyder, at man må springe sidemissioner over for at nå slutningen i tide - og man skal forholde sig kritisk til det man oplever. Man kan ikke feje fejl under gulvtæppet og ignorere dem. De skal noteres. Og det var ikke den oplevelse, jeg ønskede af Persona 5. Jeg ville klare alt. Og når jeg skriver alt, så mener jeg alt. Magnus var heldigvis forstående - han deler min kærlighed til serien - men da han så sagde, at jeg ville have over en måned til at gennemføre spillet, ja, så gav den beslutning sig selv. Et 10-tal senere, og så tror jeg godt du kan regne ud, hvordan den måned forløb.
Jeg nåede dog ikke at sende min første tocifrede anmeldelse på hjemmesiden før Andreas overhalede mig indenom med sit eget første 10-tal. Han havde haft fornøjelsen af at anmelde Nier: Automata, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg læste hans anmeldelse med lidt ambivalente følelser. Den næste sektion kommer til at lyde lidt barnlig, men der er noget specielt over 10-tallet. Da jeg læste anmeldelsen af Nier: Automata, var min Persona-anmeldelse skrevet og klar til at gå i luften få dage senere, og på den ene side var jeg begejstret over at Nier efter sigende var et fremragende spil. På den anden side var jeg jaloux over, at Andreas havde taget spotlyset for hvad der skulle være mit første 10-tal.
Jeg kommer heldigvis hurtigt videre i livet. Godt hjulpet på vej af What Remains of Edith Finch, der er et af de stærkeste indie-spil, jeg nogensinde har oplevet (og som jeg OGSÅ havde fornøjelsen af at anmelde). Jeg har nu gennemført Finch tre gange, og jeg får stadig kuldegysninger flere gange undervejs, og jeg kan med sikkerhed sige, at har du allerede gennemført spillet, så ved du hvornår, jeg taler om. Jeg kan også med sikkerhed sige, at har du ikke spillet det endnu, så har du to fremragende timer foran dig.
Jeg får efterfølgende lidt tid til at krydse nogle spil af den evigt voksende pile of shame, som eksempelvis The Last Guardian, der var en virkelig smuk oplevelse krydret med nogle yderst frustrerende momenter. Alt det står dog i skyggen af det næste spil, der fik lov til at overtage mit liv for endnu en måneds tid: The Legend of Zelda: Breath of the Wild. Magnus har skrevet en artikel om, hvordan Breath of the Wild hovedsageligt er så stort, fordi det har nostalgien i ryggen. Hvordan det nærmest er hævet over kritik af mange i branchen fordi det er Link der svinger sværdet. Jeg er uenig. Zelda er en serie, der altid har gledet forbi mig (har kun spillet Phantom Hourglas på DS), så det er bestemt ikke nostalgi, der skriver disse ord. Breath of the Wild er for mig ren opdagelse. Jeg ville altid se, hvad der var på toppen af bjerget, i bunden af dalen og i midten af ørkenen. Og jeg blev aldrig skuffet. Breath of the Wild har ikke ødelagt andre open world-spil for mig, men jeg skal ærligt erkende, at jeg ikke føler den samme tilknytning til verdenen, når jeg eksempelvis løber rundt i Egypten. Du kan vælge at kritisere sidemissionerne som trivielle og hovedhistorien som ikke-eksisterende, og du ville have ret. Men jeg ville mene, du misser pointen. Breath of the Wild handler ikke om den historie spillet fortæller dig. Det handler om den historie, du selv fortæller gennem spillet. Det kan lyde abstrakt, men prøv at gå gennem verdenen uden en klar destination. Ser du noget mærkværdigt i nærheden, skal du altid lade din nysgerrighed vinde, og måske vil du - ligesom mig - komme på flere eventyr end du kan tælle. Slå kortet fra på skærmen of gør som Bilbo Baggins: Go on an adventure.
Efterfølgende bukkede jeg under. Jeg havde holdt spillet lidt på afstand; måske af tåbelig stolthed, fordi Andreas havde stjålet my time to shine, måske fordi der bare har været andre ting at lave. Uanset hvad, begav jeg mig endelig ud i Nier: Automata. Holy s**t. Lad mig sige det sådan her; efter jeg havde gennemført det - og ja, med det mener jeg den femte og sidste slutning - så skrev jeg en kort sætning til Andreas: "Tak fordi du gav Nier 10". Det spil er noget specielt. Det bruger spilmediet til at fortælle en historie, der ikke havde fungeret på hverken film eller bog. Gameplayet er hurtigt og intenst. Lydsiden er en forunderlig blanding af sci-fi (robotter der gentager den samme sætning gentagne gange) og noget mere klassisk. Og karakterne er godt nok robotter, men jeg vil have svært ved at finde lige så menneskelige personligheder i andre spil. Hvad jeg prøver at sige er, at selv om Nioh på mange måder fortsatte den stolte arv som Souls-serien har startet, selv om jeg gav Persona 5 mit første og hidtil eneste 10-tal, selv om What Remains of Edith Finch er det bedste indie-spil jeg har spillet siden Inside, selv om Zelda formåede at gøre ting med sin åbne verden, jeg aldrig har set før, så fik Nier: Automata stadig min stemme som årets bedste spil.
Pyre fik derefter jobbet, at skulle opretholde min opmærksomhed efter Nier: Automata var gennemført, og det klarede SuperGiant med bravur. Derefter kom Yakuza: Kiwami, hvilket var mere Yakuza: Zero hvilket aldrig er en dårlig ting. Så kom Uncharted: The Lost Legacy, hvilket var mere Uncharted 4: A Thief's End hvilket heller ikke er en dårlig ting. Så blev det tid til South Park: The Fractured but Whole, hvilket var mere Stick of Truth (tilsat et bedre kampsystem) og det er bestemt heller ikke en dårlig ting. Så blev det tid til Wolfenstein II: The New Colossus, og jeg tror næsten selv du kan afslutte den sætning.
Og mens du læser dette, så er jeg taget på juleferie og er sikkert stadig i gang med at indsamle alle månerne i Super Mario Odyssey. Og jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at afslutte det bedste år, jeg har oplevet i spil-verdenen. Så tak for i år, og lad os håbe 2018 kan fortsætte niveauet.
Anders.